Fremgang som nyt medlem
Når vi rækker hånden frem mod andre i venskab, yder tjeneste og mætter os med skrifterne, styrkes vores selvtillid.
Den vintermorgen, hvor jeg første gang besøgte Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, var usædvanlig klar og frisk. Da jeg nærmede mig kirkebygningen, havde jeg ingen anelse om, hvor meget mit medlemskab af Kirken ville ændre mit liv. Heldigvis er der meget, som nye medlemmer som jeg kan gøre for at blive stærke i evangeliet. Vi skal knytte venskaber, tjene i Kirken og »tage for os af Kristi ord« (2 Ne 32:3).
Nye venskaber
Alle medlemmer af Kirken, især nye medlemmer, har brug for venner til at hjælpe sig. Her er nogle af de måder, hvorpå udvikling af venskaber kan få betydning.
Medlemmer kan række nye medlemmer en hjælpende hånd. Inden min dåb kom en venlig søster gående tværs gennem kirkesalen, bare for at hilse på mig. Det rørte mig, at hun gik så vidt for at få mig til at føle mig værdsat. Mange andre gjorde noget lignende. Når konvertitter indser, hvor meget Kirkens medlemmer holder af dem, så fyldes deres eget hjerte med kærlighed.
Undervisere i Kirkens klasser interesserer sig også for os. Min søndagsskolelærer var en stor inspirationskilde for mig. Ofte følte jeg, at Frelseren talte direkte til mig gennem disse lektioner, så jeg blev opløftet og opmuntret til at gå fremad.
Hjemmelærere og besøgslærere våger også over Kirkens medlemmer og velsigner dem. Byd dem indenfor i jeres hjem og tak dem og Herren for deres tjeneste. Som ældste David B. Haight (1906-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum lærte os: »Taknemlighed … kan velsigne vores hjerte og sind og vores sjæl i en sådan grad, at vi får lyst til at fortsætte og udføre det, som vi bliver bedt om.«1
Nye medlemmer bliver også velsignet, når de hjælper andre. En dag købte jeg et kort med et billede af et kæmpestort øje på. Inden i stod der: »Tak fordi du holder øje med mig!« Jeg sendte kortet til en søster i menigheden, som havde været venlig mod mig. Da jeg gjorde det, følte jeg en varm, kristen kærlighed til hende.
Endelig skal vi styrke vores forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det sker, når vi tjener andre, udtrykker taknemlighed og beder. Ånden bekræfter, at vi er værdige til det store offer, som Kristus udvirkede for os.
Tjeneste i Kirken
På et eller andet tidspunkt efter dåben bliver nye medlemmer bedt om at spille en større rolle ved at tjene i deres menighed. Biskoppen eller grenspræsidenten udsteder en kaldelse. Det kan for nogle være en svær tid.
Da jeg tog imod min første kaldelse – som sekretær i Hjælpeforeningen – tænkte jeg: »Hvordan kan jeg dog få sådan et vigtigt ansvar?« Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarer hvordan: »Der vil komme tider, hvor I føler jer overvældet. En af de måder, hvorpå I vil blive angrebet, er med utilstrækkelighedsfølelser. … Men I har adgang til mere, end jeres naturlige evner tillader, og I arbejder ikke alene.«2
Noget tid senere bemærkede Hjælpeforeningspræsidenten, at de forslag, jeg havde fremlagt ved et præsidentskabsmøde, viste, at jeg var inspireret. Forvirret spurgte jeg: »Er jeg det?« Hun forsikrede mig venligt om, at jeg reagerede på Ånden. Det er til at begynde med ikke let at erkende, at Guds hånd leder det værk, som vi er med i, men når vi holder budene og arbejder flittigt, indser vi, at han styrker dem, som han kalder.
Tag for jer af Kristi ord
Den bedste måde, hvorpå vi kan erfare, at Herren elsker os og styrker os, er nok at læse i skrifterne. Skrifterne lærer os, at Herren indbyder »alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham« (2 Ne 26:33).
Nogle nye medlemmer forundres over andres kundskab og vidnesbyrd. Men husk på, at Herren underviser »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30). Enhver af os må lære hen ad vejen. Selv Jesus »modtog ikke fylden til at begynde med, men fortsatte fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde; og således blev han kaldt Guds Søn, fordi han ikke modtog fylden fra begyndelsen« (L&P 93:13-14).
Den kundskab har gjort min ærbødighed og respekt for ham dybere. Han kender virkelig den smerte, de fristelser, den modgang og den ensomhed, som jeg har mødt (se Alma 7:11). Jeg kan gå til ham med fuldstændig sindsro. Skrifterne lærer os, at Frelserens kærlighed, forståelse og medfølelse med os, uanset hvor vi er, er fuldkommen og uendelig.
Når vi rækker hånden ud til andre i venskab, tjener flittigt og tager for os af skrifterne, styrkes vores selvtillid, og vi bliver de trofaste sidstes dages hellige, som vi gerne vil være.
Fotoillustrationer: Matthew Reier, John Luke og Frank Helmrich