2009
Undervisning i børnehaven, undervisning i hjemmet
Februar 2009


Undervisning i børnehaven, undervisning i hjemmet

Der er meget, der gør det nye undervisningsmateriale til børnehaven i Primary til noget særligt, som blandt andet aktiviteter, der hjælper børnene i børnehavealderen med at lære evangeliske sandheder ved at se, høre og gøre.

Margaret S. Lifferth

Charlie, der er 20 måneder gammel, reagerer ivrigt på evangelisk undervisning i hjemmet, Han kan pege på et billede af Frelseren og sige »Jesus«. Men når han deltager i børnehaveklassen i Primary, hvor han også lærer om Jesus, er han stadig lidt genert.

Sam er næsten tre år og føler sig godt tilpas i børnehaven. Han har lært en lang række Primarysange i klassen, og han kan lide at synge dem til familieaften. Da hans bedstemor sang med ham, blev hun faktisk forbavset over, at han kunne synge mindst en halv snes sange.

Både Charlie og Sam deltager i deres første organiserede kirkeoplevelse – børnehaveklassen. Her øger børn i alderen fra 18 måneder til tre år deres evangeliske viden. Den nye håndbog for Primarys børnehaveklasse, Se jeres små er, er en vidunderlig ressource for både undervisere i børnehaven og forældre i hjemmet, når børn skal lære grundlæggende evangeliske sandheder.

Et fleksibelt undervisningsredskab

Børn i den alder kan begynde at forstå enkle, men vigtige, evangeliske principper, såsom at vor himmelske Fader og Jesus eksisterer og elsker dem, kærlighed i familien, bønnens kraft, sandheden af det første syn og skønheden ved Guds skaberværk.

De er aktive, har brug for kærlighed og ømhed, har begrænset koncentrationsniveau, tilegner sig sprogkundskaber og synes godt om en lang række aktiviteter. De lærer hele tiden. Præsident Thomas S. Monson har citeret en anset lægelig autoritet, som har sagt, »at den mest modtagelige alder i et menneskes liv er, når det er mellem to og tre år.«1

I løbet af klassetiden har børnene musikaktivitet, legetid, spisetid og en lektion, hvori de lærer om grundlæggende evangeliske lærdomme. Lektionerne i den nye børnehavehåndbog er fleksibelt udarbejdet, så de opfylder denne aldersgruppes behov. Hver lektion indledes med en introduktion til underviseren. Den forklarer ganske kort de lærdomme, som der skal undervises i og omfatter skriftstedshenvisninger. Den indeholder forslag til undervisningen, så forældre og undervisere ved, hvad de kan forvente af børnehavebørn, og hvordan de skal tilpasse undervisningen, så den opfylder børnenes behov. Lektionerne omfatter også en lang række lærerige aktiviteter, som hjælper børnene med at høre lærdommene, se noget, der har med lærdommen at gøre, synge en sang, udføre en fysisk aktivitet og sige noget, der har med lærdommen at gøre.

Børnehavelederen eller forælderen kan, som inspirationen byder, fremføre lektionerne i en hvilken som helst rækkefølge. For at forstærke indlæringen, kan lektioner og aktiviteter gentages et par uger i træk eller gentages to gange i løbet af en klassetid, alt efter børnenes behov og interesser.

De valgfrie aktiviteter, som er anført, kan anvendes når som helst og lige så mange gange, man har lyst til det i løbet af klassetiden. Alle visuelle hjælpemidler og aktiviteter er indeholdt i hæftet.

Vidnesbyrd om succes

Mens børnehavehåndbogen blev udarbejdet, afprøvede børnehaveledere i Primary over hele verden lektionerne. De kom med mange gode forslag, som blev indarbejdet i håndbogen.

Fra Cape Coast Stav i Ghana skrev en børnehaveleder: »Jeg lærte meget om undervisning, mens jeg afprøvede lektionerne. Børnene var interesseret i historierne, besvarede spørgsmål og malede billederne. De var så glade. En primaryleder fra Scranton i Pennsylvania i USA skrev: »Vi har en lille gren, og vi har ikke altid en underviser. Disse lektioner kan sammensættes på meget kort tid og alligevel være virkningsfulde for børnene.«

I Los Teques Stav i Caracas i Venezuela værdsætter en leder den kendsgerning, at lektionerne giver plads til, at underviseren kan anvende dem, som Ånden byder.

»Børnene var vilde med fingerdukkerne,« skrev en underviser fra West Jordan i Utah. »Jeg gav børnene mulighed for at fortælle mig en historie med deres egne fingerdukker. Det gjorde de så godt, at jeg tror, at de kunne gøre det på egen hånd til familieaften.« Hun tilføjede: »Undervisningsvejledningen var også en stor hjælp for mig.«

Til forældre og børnehaveledere

Det er et privilegium for forældre eller primaryledere at blive betroet omsorgen og undervisningen af børn i børnehavealderen. Disse børn er lærenemme og fulde af tro. De er hurtige til at tro, ivrige efter at lære og glade for at deltage i aktiviteter. De stortrives i en atmosfære af kærlighed og evangelisk lys.

Den nye håndbog for Primarys børnehave kan, hvis den anvendes med inspiration og vidnesbyrd, hjælpe forældre og Primaryledere over hele verden med at undervise mindre børn, som Charlie og Sam, om Jesu Kristi evangelium.

Note

  1. Glenn J. Doman, citeret i Thomas S. Monson, »Uforanderlige sandheder i skiftende tider«, Liahona, maj 2005, s. 19.

Undervisere i børnehaven og forældre i hjemmet kan benytte Se jeres små til at undervise børn i grundlæggende evangeliske sandheder.

Hver lektion omfatter to sider visuelle materialer, som understøtter den lære, der forklares i lektionen.

Adam og Eva

Noa

Moses

Børnehavebørn stortrives i en atmosfære af kærlighed og evangelisk lys.

Undervisningsvejledningen hjælper forældre og undervisere med at tilpasse lektionerne til børnenes behov.

Til venstre: Foto: Busath Photography; til højre: Historiefortælleren fra Galilæa, af Del Parson; fotoillustrationer: Christina Smith; designkunst: Beth Whittaker

Øverst til venstre: illustration: Jerry Thompson; yderst til højre: Kristus og børn fra Mormons Bog, af Del Parson.