Budskab fra Det Første Præsidentskab
Det første syns dyrebare frugter
Da jeg voksede op i Tyskland, kom jeg i kirke under mange forskellige forhold og omstændigheder – i ydmyge baglokaler, i imponerende villaer og i meget moderne, funktionelle kirkebygninger. Alle disse bygninger havde en vigtig ting til fælles: Guds ånd var der. Frelserens kærlighed kunne fornemmes, når vi samledes som én menighedsfamilie.
Kirkebygningen i Zwickau havde et gammelt blæseorgel. Hver søndag blev en ung mand udpeget til at trække op og ned i det kraftige håndtag på blæsebælgen, så orglet kunne spille. Selv før jeg fik Det Aronske Præstedømme, fik jeg af og til det store privilegium at hjælpe med denne vigtige opgave.
Mens forsamlingen sang vore elskede salmer om genoprettelsen, pumpede jeg af hele min styrke, så orglet havde luft nok. Organistens øjne viste utvetydigt, om jeg gjorde det godt nok, eller om jeg skulle pumpe hurtigere. Jeg følte mig altid beæret over denne betydningsfulde pligt og den tillid, som organisten viste mig. Det føltes så pragtfuldt af have et ansvar og være en del af dette store værk.
Denne opgave førte endnu en bonus med sig: Den, der betjente blæsebælgen sad på et sæde med udsyn til et glasmosaikvindue, der udsmykkede den forreste del af kirkesalen. Glasmaleriet forestillede det første syn, med Joseph Smith knælende i den hellige lund med blikket rettet mod himlen og mod en søjle af lys.
Når forsamlingen sang, ja, selv under talerne og vidnesbyrdene, som medlemmerne bar, så jeg ofte på denne afbildning af et meget helligt øjeblik i verdenshistorien. For mit indre så jeg Joseph modtage kundskab, vidnesbyrd og guddommelig instruktion, da han blev et velsignet redskab i vor himmelske Faders hånd.
Jeg følte en særlig ånd, når jeg så på vinduet med det smukke billede af en troende ung mand i en hellig lund, som traf en modig beslutning om at bede oprigtigt til vor himmelske Fader, som lyttede og kærligt besvarede ham.
Åndens vidnesbyrd
Her var jeg, en ung mand i efterkrigstidens Tyskland, der boede i en by i ruiner tusinder af kilometer fra Palmyra i delstaten New York i Nordamerika, og mere end 100 år efter at begivenheden faktisk fandt sted. Gennem Helligåndens universelle magt følte jeg i mit hjerte og sind, at det var sandt, at Joseph Smith så Gud og Jesus Kristus og hørte deres stemmer. Guds Ånd beroligede min sjæl i denne unge alder med en vished om virkeligheden af dette hellige øjeblik, som resulterede i påbegyndelsen af en verdensomspændende bevægelse, som var bestemt til at »rulle frem, indtil den har opfyldt hele jorden« (L&P 65:2). Jeg troede dengang på Joseph Smiths vidnesbyrd om den herlige oplevelse i den hellige lund, og i dag ved jeg det. Gud har talt til menneskeheden igen!
Når jeg ser tilbage, er jeg taknemmelig for alle de venner, som i min ungdom hjalp mig med at få et vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede kirke. I begyndelsen udviste jeg tro på deres vidnesbyrd, og siden modtog jeg Helligåndens guddommelige vidnesbyrd i mit sind og i mit hjerte. Jeg regner Joseph Smith blandt dem, hvis vidnesbyrd hjalp mig med at udvikle mit eget vidnesbyrd om Frelseren. Før jeg anerkendte Helligåndens belærende vidnesbyrd til mig om, at Joseph Smith var en Guds profet, følte jeg i mit unge hjerte, at han var Guds ven og derfor helt naturligt også min ven. Jeg vidste, at jeg kunne stole på Joseph Smith.
Skrifterne belærer os om, at åndens gaver bliver givet til dem, som beder til Gud, som elsker ham og holder hans befalinger (se L&P 46:9).
»For alle er ikke blevet givet hver eneste gave; for der er mange gaver, og til enhver er der givet en gave ved Guds Ånd.
Til nogle er der givet en og til andre er der givet en anden, så alle kan få gavn deraf« (L&P 46:11-12).
Jeg ved i dag, at mit tidlige vidnesbyrd nød stor gavn af Joseph Smiths vidnesbyrd og mange venner i Kirken, som det »er givet ved Helligånden at vide, at Jesus Kristus er Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder« (L&P 46:13). Deres gode eksempel, omsorgfulde kærlighed og hjælpende hænder velsignede mig med at modtage en anden af åndens særlige gaver, som er beskrevet i skriften, eftersom jeg higede efter større lys og sandhed: »Til andre er det givet at tro på deres ord, så de også kan få evigt liv, hvis de forbliver trofaste« (L&P 46:14). Hvilken vidunderlig og herlig gave det er!
Troens gave
Når vi oprigtigt ydmyger os, vil vi blive velsignet med den gave at have »håb om det, som ikke ses, men som er sandt« (se Alma 32:21). Når vi øver os på de ord, som skriften og de levende profeter giver os – selvom vi kun har et ønske om at tro og ikke sætter os op imod Herrens ånd – vil vores sjæl blive større, og vores forståelse blive oplyst (se Alma 32:26-28).
Frelseren selv forklarede tydeligt dette nåderige princip for hele verden i sin store forbøn ikke alene for apostlene, men for alle de hellige -- ja, endog for os i dag uanset, hvor vi bor. Han sagde:
»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig,
at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig« (Joh 17:20-21).
Det er således, at Joseph Smiths første syn velsigner os som personer, som familier og i sidste instans som menneskehed – vi kommer til tro på Jesus Kristus gennem profeten Joseph Smiths vidnesbyrd. Profeter og apostle har gennem menneskehedens historie haft guddommelige manifestationer, som svarer til Josephs. Moses så Gud ansigt til ansigt og lærte, at han var Guds søn »i [den] Enbårnes lignelse« (Moses 1:6). Apostlen Paulus vidnede om, at den opstandne Jesus Kristus viste sig for ham på vejen til Damaskus (se ApG 26:9-23). Denne oplevelse fik Paulus til at blive en af Herrens store missionærer. Da den magtfulde kong Agrippa hørte Paulus vidne om sit himmelske syn under retssagen i Cæsarea, indrømmede Agrippa: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen« (ApG 26:28).
Og der var mange andre tidligere profeter, som også bar kraftfulde vidnesbyrd om Kristus. Alle disse tilkendegivelser, gamle som nye, leder dem, som tror, til den guddommelige kilde af retfærdighed og håb – til Gud, vor himmelske Fader og til hans Søn, Jesus Kristus.
Gud talte til Joseph Smith med det formål at velsigne alle Guds børn med sin nåde og kærlighed, selv i tider med usikkerhed og utryghed, med krige og rygter om krige, med naturkatastrofer og menneskelige tragedier. Frelseren sagde: »Se, min barmhjertigheds arm er udrakt imod jer, og hver den, der vil komme, ham vil jeg modtage« (3 Ne 9:14). Og alle, der tager imod den invitation, vil blive »ført … ind i [hans] evigtvarende lys, ja, ind i evigtvarende frelse« (Alma 26:15).
Ved vores tro på profeten Joseph Smiths personlige vidnesbyrd og virkeligheden af det første syn, samt ved studie og inderlig bøn, kan vi blive velsignet med en fast tro på verdens Frelser, som talte til Joseph på »en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820« (JS-H 1:14).
Tro på Jesus Kristus og et vidnesbyrd om ham og hans evige forsoning er ikke blot en læresætning med stor teologisk værdi. En sådan tro er en universel og herlig gave for alle kulturer på denne jord uafhængig af sprog, race, farve, nationalitet eller socioøkonomiske omstændigheder. Fornuftens kraft kan bruges til at forstå denne gave, men de, som mærker dens indflydelse stærkest, er dem, der er villige til at acceptere de velsignelser, som kommer fra en ren livsførelse ved at følge stien for oprigtig omvendelse og ved at efterleve Guds befalinger.
Taknemlighed for en profet
Mit hjerte fyldes med taknemlighed for profeten Joseph Smith, når vi erindrer og ærer ham. Han var en god, ærlig, ydmyg, intelligent og modig ung mand med et hjerte af guld og en urokkelig tro på Gud. Han var retskaffen. Som svar på hans ydmyge bøn åbnede himlene sig atter. Joseph Smith havde virkelig set et syn. Han vidste det, og han vidste, at Gud vidste det, og han kunne ikke fornægte det (se JS-H 1:25).
Gennem hans indsats og offer har jeg nu en dyb forståelse af vor himmelske Fader og hans Søn, vor Forløser og Frelser, Jesus Kristus, og jeg kan føle Helligåndens kraft og kender til vor himmelske Faders plan for os, hans børn. For mig er dette i sandhed frugterne af det første syn.
Jeg er taknemlig for tidligt i mit liv at være velsignet med en enkel tro på, at Joseph Smith var en guds profet, at han så Gud, Faderen, og hans Søn, Jesus Kristus, i et syn. Joseph Smith oversatte Mormons Bog ved Guds gave og kraft. Det vidnesbyrd er blevet bekræftet for mig igen og igen.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus virkelig lever, og at han er Messias. Jeg har et personligt vidnesbyrd om Jesus Kristus - menneskehedens Frelser og Forløser. Jeg har modtaget den kundskab ved Guds Ånds usigelige fred og kraft, og det er mit hjertes og mit sinds oprigtige ønske at være ren og trofast tjene ham nu og i al evighed.