Hjælp nye medlemmer med at forblive stærke
Vi er alle en del af arbejdet med at fastholde nye medlemmer. Det er konverteringens fortsatte proces – hele tiden at vende sig til Herren.
Fotografi af søster Tanner: Busath Photography; fotoillustration: Henrik Als; illustration: Steve Kropp
Da jeg besøgte Brasilien for noget tid siden, tog min mand med mig. Det var det område, hvor han havde tjent som missionær. En aften, hvor vi ankom til et møde, blev vi modtaget ved døren af en ung mor, som præsenterede sig som min oversætter ved aftenens møde. Hun vendte sig begejstret mod min mand og sagde: »Ældste Tanner, det var dig, der bragte evangeliet til min familie for mange år siden. Jeg var knap to år dengang, men gennem hele min opvækst er dit navn blevet forbundet med de første dåb i vores familie.« Så fortalte hun os om hvert enkelt familiemedlems trofasthed i Kirken gennem årene. Hvilken gribende genforening!
Mens min mand sad og kiggede ud over forsamlingen under mødet, fik han øje på flere andre blandt tilhørerne, som han havde undervist i evangeliet, og som var forblevet trofaste. Da min mand bar sit vidnesbyrd, udtrykte han sin glæde over at vide, at de stadig var trofaste. Han sagde, at han blev mindet om beretningen i Mormons Bog, hvor Alma mødte sine kære venner, Mosijas’ sønner, mens han var på rejse.
»Se, disse, Mosijas sønner, var sammen med Alma på det tidspunkt, da englen for første gang viste sig for ham; derfor frydede Alma sig overordentlig ved at se sine brødre; og hvad der bidrog mere til hans glæde var, at de stadig var hans brødre i Herren« (Alma 17:2; fremhævelse tilføjet).
Den aften i Brasilien mødte min mand også kære venner fra fortiden, som »stadig var hans brødre [og søstre] i Herren«.
Det er enhver trofast missionærs ønske: At medlemmer forbliver i Kirken og »[vokser] sig stærke i kundskaben om sandheden« (Alma 17:2) Det er alle trofaste forældres ønske: at deres børn forbliver trofaste i troen. Det er også Kirkens lederes ønske for de medlemmer, som de har i deres varetægt, og det er vor himmelske Faders inderlige ønske for sine børn (se Moses 1:39).
Søg efter dem, der farer vild
Det rører mig at se, hvor ofte Herren udtrykker sin kærlighed til sit folk, selv når de farer vild – måske især når de farer vild. Tænk på de lignelser, som Frelseren fortæller om noget, der mistes: Får, mønter og en fortabt søn (se Luk 15). Hyrden gik ud efter det vildfarne får; kvinden søgte flittigt sit hus igennem efter den tabte sølvmønt; og faderen løb ud til sin oprørske søn, »mens han var langt borte … og faldt ham om halsen og kyssede ham« (Luk 15:20). På samme måde ser vi i lignelsen om oliventræet et glimt af Herrens langmodighed med dem, der farer vild (se Jakob 5). Igen og igen klager vingårdens Herre: »Det bedrøver mig, at jeg skulle miste dette træ« (Jakob 5:7, 11, 13, 32). Igennem hele Esajas’ bog forsikrer Herren Israel om, at han ikke kan glemme dem: »Se, i mine hænder har jeg tegnet dig« (Es 49:16). I Ezekiels bog siger Herren: »De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde« (Ez 34:16).
Når vi går ind i arbejdet med at fastholde og reaktivere, bliver vi Herrens medhjælpere i det kærlighedsarbejde, som består i at finde vore brødre og søstre, som måske er som det vildfarne får, den tabte mønt eller den fortabte søn.
Ind i en ny verden
Vejen kan også være farefuld for de nye medlemmer af Kirken, som bestræber sig på at tilpasse sig den store forandring i deres liv. Et nyt medlem har beskrevet denne vanskelige forandring. Hun sagde: »Når vi som undersøgere bliver medlemmer af Kirken, overrasker det os at opdage, at vi er trådt ind i en helt fremmed verden, en verden med sine egne traditioner, kultur og sprog. Vi opdager, at der ikke er noget menneske eller nogen kilde, som vi kan vende os til for at få vejledning på vores rejse ind i denne nye verden.«1
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) udtalte gentagne gange, at både vore nye medlemmer og de vildfarne medlemmer har brug for vores hjælp. De har brug for en ven, et ansvar og åndelig næring, som det beskrives i Moronis bog: »Og efter at de var blevet modtaget til dåb … blev de regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej« (Moro 6:4).
På den samme rejse til Brasilien besøgte jeg mange unge piger i deres hjem i et ønske om at »huske og nære« dem. Nogle var fuldstændig tapre i deres vidnesbyrd, mens andre ikke længere var aktive i Kirken. I hvert eneste tilfælde spurgte jeg dem, om de kunne citere Unge Pigers valgsprog. Hver eneste af dem kunne! Så spurgte jeg hver af dem, hvilken af Unge Pigers værdinormer, som betød mest for hende og hvorfor. Mens hver af pigerne svarede mig, fornemmede jeg Ånden og fandt i det mindste en gnist af tro, som stadig levede i de piger, som ikke længere kom i Kirken. Jeg vidste, at hvis en eller anden ville huske på hver af dem og elske dem og nære den lille gnist af tro, så kunne deres lys stråle klart igen.
Personligt ansvar
At blive næret ved Guds gode ord antyder, at vi er opmærksomme på andres åndelige vækst og velbefindende, på samme måde som vi nærer vore fysiske legemer. Selv om forældre, ledere og venner bør hjælpe i denne proces, så har nye medlemmer, søgende unge og medlemmer i krise et personligt ansvar for også at hjælpe sig selv. Det gøres bedst ved personligt studium af evangeliet.
Jeg husker tydeligt den sommer, hvor jeg blev færdig med gymnasiet. Åndeligt set var det en turbulent tid for mig, mens jeg fandt mit ståsted i evangeliet, lige som mange nye medlemmer gør. Min kur mod disse problemer var flittigt at læse og studere i Mormons Bog hver eneste dag, ofte i længere perioder ad gangen. Jeg kan stadig huske nogle af de stunder fyldt med Ånden. Det var en tid, hvor grundlaget for mit vidnesbyrd blev næret og udviklet.
Ud over at huske og nære dem, der er vildfarne, skal vi også give dem mulighed for at tjene. Frelseren formanede apostlen Peter: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32). Kaldelser i Kirken giver medlemmer mulighed for at styrke andre og opleve indre vækst i kraft af den tjeneste.
Da mine børn var teenagere og til tider ikke havde lyst til at gå til GUF eller andre møder, talte jeg med dem om deres ansvar. Jeg sagde, at vi ikke altid kommer til et møde på grund af det, vi selv kan få ud af det, men på grund af det, vi kan give. Jeg sagde ofte: »Du har brug for Kirken, og Kirken har brug for dig.« Nye medlemmer og mindre aktive medlemmer har brug for at føle sig ønsket, fordi de er ønsket.
Et værk for alle
Vi er alle en del af arbejdet med at fastholde nye medlemmer. Det er konverteringens fortsatte proces – med hele tiden at vende sig til Herren. Alma omtaler det som en mægtig forandring (se Alma 5:14). Konvertering er det arbejde, vi er engageret i, uanset om vi arbejder med undersøgere, unge, mindre aktive medlemmer eller sågar aktive medlemmer. Vi bør være engageret i at medvirke i Herrens værk med at tilvejebringe udødelighed og evigt liv til hans børn (se Moses 1:39).
Min mand skrev i sin missionærdagbog: »Konvertering er det største mirakel. Det er mere vidunderligt end at helbrede de syge eller opvække de døde. For mens et menneske, som helbredes, med tiden bliver syg igen og i sidste ende dør, kan konverteringens mirakel vare for evigt og påvirke evighederne for den omvendte så vel som for vedkommendes efterkommere. Hele generationer heles og forløses fra døden gennem konverteringens mirakel.«
Lad os hjælpe Herren med at søge efter det, som er gået tabt, føre de bortkomne tilbage og forbinde de kvæstede. På Herrens store dag kan vi så glæde os, ligesom min mand gjorde, over at se dem, som vi har elsket i evangeliet, stadig er vore brødre og søstre i Herren.
Nye medlemmer og vildfarne medlemmer har brug for vores hjælp. De har brug for en ven, et ansvar og åndelig næring.
Fotoillustration: Steve Bunderson; De førte mig tilbage, af Steve Kropp