Generationer
Hvad enten du er nyt medlem eller din familie har været i Kirken i årtier, så kan de unge sidste dages hellige fra Guadeloupe fortælle dig, at efterlevelse af evangeliet opbygger styrke.
Coralie »Coco« Gamiette på 12 har mange steder, som hun elsker at besøge, og et af dem er et vandfald. Det hedder la Cascade aux Écrevisses. Det er det sted, hvor mange af de tidlige medlemmer af Kirken på den vestindiske ø Guadeloupe blev døbt.
Coco siger, at vandfaldet minder hende om et sted i Mormons Bog, nemlig Mormons vande, der beskrives som »en kilde af rent vand« med »en tykning af små træer« i nærheden. Det var der, at 450 mennesker, som troede på Almas forkyndelse, blev døbt. (se Mosi 18).
Selvfølgelig foregår dåb på Guadeloupe i dag, som de fleste andre steder i Kirken, i et dåbsbassin i kirkebygningen. Men i Cocos øjne er la Cascade stadig et dejligt sted at tage på skovtur, soppe i bækken og sidde i den kølige skygge og tænke på sin egen families kirkemæssige arv.
Fra Frankrig, med kærlig hilsen
Den arv rummer en lidt indviklet historie, som strækker sig 20 år tilbage til den franske by Angoulême. Der blev fuldtidsmissionærerne ført hen til en mand, som hed Michel Menardin, der var kommet fra Guadeloupe, som er en fransk besiddelse, for at aftjene sin værnepligt. Michel tog imod evangeliet og blev døbt og bekræftet.
Samme år i samme by efterlod missionærerne en pjece i en postkasse. Den vakte interesse hos en enlig mor, Claudine, der havde en 19-årig datter, Delphine. De fik begge et vidnesbyrd og blev også døbt og bekræftet.
Michel og Claudine traf hinanden i kirken og besluttede, at de to hørte sammen, og blev gift. (De er Cocos bedsteforældre). Da Michels mor Marthé kom til brylluppet, boede hun i Angoulême, lærte Kirken at kende og blev medlem.
Senere blev Delphine kaldet på mission til Seattle i staten Washington. Mens hun tjente der, flyttede hendes forældre og bedstemor tilbage til Guadeloupe. Efter sin mission besøgte Delphine dem, og mens hun var i Guadeloupe, traf hun Claude Gamiette, som for nylig var vendt hjem fra Jacksonville-missionen i staten Florida. Han tjente som rådgiver til Delphines stedfar i grenspræsidentskabet. De to hjemvendte missionærer gik ud med hinanden og blev gift kort efter. Claude og Delphine er Cocos forældre. I dag, 14 år og fem børn senere, er Claude, hvis familie har været i Kirken i mange år, præsident for Basse-Terre Distrikt i Guadeloupe.
Så på den måde er Coco fjerdegeneration sidste dages hellig. »Jeg er vokset op i Kirken,« siger hun. »Jeg har hørt om den hele mit liv, gået i Primary og nu i Unge Piger, og hørt mine forældre og bedsteforældre og oldeforældre bære vidnesbyrd. Jeg har altid vidst, at evangeliet er sandt. Når jeg læser i Mosija om det løfte, som de troende aflagde, da Alma døbte dem, så er det jo det, jeg har set og følt hele mit liv.«
Coco kan huske, at hendes bedstemor sagde, at en familie strækker sig videre end til mor, far og børn. »Hun siger, at familier strækker sig over generationer, fra evighed til evighed,« siger Coco. »Det er det, jeg oplever i min familie.«
Skridt for skridt, dag for dag
På en anden del af øen, nemlig i hovedstaden Basse-Terre, er Kirken blevet en andengenerationsarv for Luidgia Duflo på 13 og hendes søster Stella på 17, som blev medlemmer af Kirken for to år siden, samtidig med deres storesøster, deres lillebror og deres forældre. De siger, at evangeliet har lært dem at ære deres mor og far. De holder især af familieaften, som de holder i familiens lejlighed, der ligger ovenover deres fars lille butik. Han sælger husholdningsartikler, sukker, krydderier, slik og dyrefoder. Et af deres favoritsteder, hvor de nyder at tale med ham, er i kontoret bag hans butik, hvor væggen er dækket med billeder af forskellige sidste dages hellige templer.
»Det giver ham mulighed for at missionere lidt, når folk kommer i forretningsøjemed og så spørger, hvad det er for nogle bygninger,« forklarer Stella. »Men jeg tror også, at det dagligt minder ham om hans evige løfter og mål; sådan har vi det i hvert fald. Vi bør berede os på at komme i templet, og det minder han os konstant om.«
Familien Duflo mener, at fremtiden ser lys ud. »Kirken vil fortsat vokse i Guadeloupe, og den skal nok blive stor, siger Stella. »Vi må bare gøre vores, skridt for skridt, dag for dag og sætte vores lid til Herren i alt og forkynde evangeliet, hvor det er muligt.«
Seminar og Goliat
Eole Montredon på 15 går til seminar hver morgen inden skole, selv om hun endnu ikke er medlem af Kirken. »På mange måder,« siger hun, »er det, som om jeg har været medlem hele mit liv, for jeg er vokset op med Kirken, og jeg kender evangeliet.«
Hun siger, at hun elsker at komme til seminar, fordi »det er godt for os unge mennesker at studere skrifterne sammen, selv om vi skal op inden solopgang for at nå det.« Seminar begynder kl. 6, så hun står op kl. 5. »Nogle af mine venner synes, at jeg er skør, men når jeg så fortæller dem, hvad vi laver, synes de, at det lyder meget godt. Desuden føler jeg Helligånden, når jeg er der. Det er en god følelse, som jeg husker hele dagen.«
En af hendes yndlingshistorier fra Bibelen er den om David og Goliat. Hun siger, at det indgyder hende mod at vide, at Herren vil hjælpe små mennesker med at overvinde store problemer, for hun står af og til over for problemer, som i hendes øjne virker så store som Goliat. Hendes forældre er skilt, og selv om hendes mor er et aktivt medlem, som hjertens gerne ville se sin datter blive sidste dages hellig, insisterer Eoles far på, at hun skal vente. Så for at ære sin far venter hun, mens hun tålmodigt efterlever evangeliet og beder til, at han en dag vil skifte mening.
»Hvis jeg kunne sende et budskab til Kirkens unge,« siger Eole, »så skulle det være at komme til seminar hver dag inden skole og at gå i kirke hver søndag, for jo mere man gør det, desto tydeligere ser man, hvor godt det er, og hvor stærk det gør en.« Selv om Eole ikke nyder en flergenerationsarv i Kirken – endnu – så ved hun, at hun i dag kan arbejde på at skabe den arv for kommende generationer. »Jeg ved, at jeg skal begynde nu,« siger hun, »og hvis jeg forbliver trofast, vil det gå godt.«
Morgenfornyelse
Ved en morgenseminarklasse i Abymes ses det samme ønske om at opbygge styrke tydeligt. Klassens elever dyster om at finde skriftstederne først. De går ivrigt op til tavlen for at tegne billeder. Hver gang læreren stiller et spørgsmål, skyder hænderne op for at svare.
»Seminar hjælper os til at lære Gud bedre at kende,« siger Travis Devarre på 14. »Det hjælper os også til at forberede os, så vi kan missionere nu og være parat til en fuldtidsmission senere. Man lærer ved at studere Guds ord, og man kommer lysvågen i skole med hovedet fuld af gode tanker. Det fornyer en.«
En betydning af fornyelse kan være »at blive åndeligt genfødt eller omvendt.« Det kan også betyde, at man fører noget tilbage til et bedre, højere eller værdigere stade. Travis siger, at han også bliver fornyet af præstedømmetjeneste. »Det velsigner mig og min familie, fordi det gør det muligt for mig at hjælpe dem omkring mig, som blandt andet min familie. Det fylder mit hjerte med glæde.«
»Hvis vi har tillid til vor himmelske Fader, kan vi blive velsignet,« siger Leslie Amoussouga på 15. »Vi ved, at han altid bereder en vej for os. Hvis vi ikke tvivler, hvis vi udviser tro og holder budene, indgyder han solskin i vores sjæl.« Med andre ord vil han hjælpe os med at forny os fra generation til generation.
Foto: Richard M. Romney.
Ovenfor, fra oven: Seminareleverne Luidgia, Travis, Eole og Leslie (modstående side) synes godt om at studere evangeliet sammen. Coco (foregående side) ved, at evangeliet styrker hendes familie.