Det er ikke let
… at være det eneste medlem af Kirken i min familie. Men jeg er faktisk ikke alene.
Jeg voksede op i metodistkirken. Selv om min familie som regel kun gik i kirke til jul og påske, vidste jeg, at jeg havde en himmelsk Fader. Min bror og jeg bad sammen med vores mor. Det, som mine forældre lærte mig i min barndom, beredte mig på det, jeg skulle lære i fremtiden.
Da jeg gik i sjette klasse, opdagede jeg, at mine forældre skulle skilles. Jeg var dybt ulykkelig og følte mig meget ensom. Min veninde Courtney forstod mig, for hendes forældre var blevet skilt, da hun var lille. Hun blev min bedste veninde.
Courtney og jeg sad på min seng og snakkede, da hun første gang præsenterede mig for Kirken. Hun gik ikke i dybden med det. Hun spurgte mig bare, om jeg ville med hende i kirke om søndagen. Jeg begyndte at gå i kirke med hende i ny og næ, men endte med at gå hver søndag. Da jeg fyldte 12, begyndte jeg også at komme til GUF. Der var et eller andet der. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg nød det.
I syvende klasse præsenterede Courtney og en anden god veninde, Aubrey, mig for missionærerne. Jeg fandt snart ud af, hvad missionærerne mente, når de talte om at føle Ånden. Jeg vidste, at Kirken var sand allerede efter anden lektion.
Trods mit vidnesbyrd var jeg dødsensangst for at spørge mine forældre, om jeg måtte blive døbt. Jeg blev ved med at gå i kirke og have fantastiske vidnesbyrdsopbyggende oplevelser, men jeg udskød »det store spørgsmål« i yderligere to år.
Da jeg begyndte i ottende klasse, meldte jeg mig til seminar, og da vi nåede november, vidste jeg, at jeg var nødt til at spørge. Jeg talte med min mor. Hun sagde, at Kirken kun havde gjort mig bedre, så hvis jeg virkelig ønskede at blive døbt, skulle jeg bare gøre det. Min første tanke var: »Hvorfor i alverden har jeg ventet så længe?«
Så ringede jeg til min far, men han var ikke særlig begejstret. Da jeg spurgte ham, om jeg måtte blive døbt, sagde han nej. Han sagde, at han ville have, at jeg skulle besøge nogle andre kirker først. Så jeg besøgte nogle andre kirker, og jeg traf nogle fantastiske mennesker – mennesker, som levede utroligt retskafne liv. Men intet kunne ændre den følelse, jeg havde, når jeg trådte ind i en sidste dages hellig kirkebygning. I februar ringede jeg til min far og sagde: »Jeg skal døbes den 7. marts. Jeg håber, at du kommer.«
Hele min familie mødte frem, også min far. Det betød uendelig meget for mig at have hele min familie med. Det var mit livs dejligste dag.
Nogle gange spørger folk mig: »Hvordan gør du det? Hvordan forbliver du stærk i Kirken på egen hånd? Du har ikke nogen til at vække dig og sende dig i kirke eller til seminar. Du er helt alene.«
Tja, svaret er enkelt. Jeg er ikke alene. Jeg har haft mine kampe siden min dåb – det er ikke let at være det eneste medlem af Kirken i min familie. Men Herren har lovet mig, at han aldrig vil lade mig være alene (se Joh 14:16-18) Vor himmelske Fader elsker os så meget, at han sendte Kristus ned for at dø for os. Hvordan skulle han kunne glemme os?
Livet er hårdt, og vi har alle været gennem tidspunkter, hvor vi har følt, at vore kræfter var opbrugt, og vores tro var svag. Men hvis vi vil klynge os til ham, som elsker os mest – vor himmelske Fader – og styrke vores forhold til ham gennem studium og bøn, så klarer vi os igennem det. Herren har lovet: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
Udsnit af Kristi genkomst, af Grant Romney Clawson; illustration af Daniel Lewis