Fra ven til ven

Mod til at efterleve evangeliet

Fra en samtale med ældste Erich W. Kopischke fra De Halvfjerds, der tjener som førsterådgiver i det europæiske områdepræsidentskab. Skrevet af Hilary M. Hendricks

»Nær ikke rædsel … for Herren din Gud er med dig overalt« (Jos 1:9).

Min far, Kurt, var en lille dreng i Polen under anden verdenskrig. Han var ofte sulten og frøs og var bange. Og så skete der noget vidunderligt. Hans 10-årige ven Otto Dreger inviterede ham med i søndagsskole med medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I søndagsskolen lærte Kurt og Otto, at de var børn af Gud. De sang sange. De lærte at bede. Kurt nød den følelse han havde, når han gik i kirke. Fred og glæde. Så han bad sine forældre og sin søster om at tage med. Inden længe blev min far og hans familie døbt. Jesu Kristi evangelium hjalp dem til at være tapre i vanskelige tider.

Min far var meget klog, og han ville gerne læse på universitetet. Dengang bestemte regeringen, hvem der måtte studere, og hvem der ikke måtte. Regeringen ønskede ikke, at folk skulle tro på Gud. Far fik at vide, at han kun kunne komme på universitetet, hvis han ville holde op med at tilhøre Kirken og tale om vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Min far vidste, at han ikke kunne opgive sin tro. I stedet besluttede han og min mor, Helga, at forlade deres hjem. De steg på et tog til Vesttyskland og bad til, at de ville få lov til at komme ind i landet. Ved grænsen undersøgte politiet, der gennemsøgte toget, ikke den kupé, som mine forældre sad i. Så de kunne begynde et nyt liv i et land, hvor de kunne tilbede Gud. To måneder senere blev jeg født.

Ligesom mine forældre skulle jeg udvise mod for at efterleve evangeliet. Jeg tilbragte et år som soldat i den tyske hær. De fleste soldater bandede, røg og gjorde andet, som jeg vidste, at jeg ikke skulle gøre. Nogle gange følte jeg mig alene, men jeg stræbte efter at holde min himmelske Faders standarder. Mine officerer respekterede min forpligtelse og gav mig tid til at deltage i kirkelige aktiviteter.

Den sidste dag inden en soldat skulle hjemsendes, holdt soldaten og hans venner gerne en vild fest med druk. Jeg overvejede og bad om, hvad jeg skulle gøre, når jeg skulle hjemsendes. Da dagen oprandt, sagde jeg til de soldater, der havde tjent sammen med mig: »Lad os gøre noget, som ingen har gjort før.« Vi klædte os i vores pæneste tøj og gik hen og sagde et stille farvel til vore officerer. Majoren kunne ikke tro det. Jeg følte, at min himmelske Fader vejledte mig til at finde en løsning på mit problem. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har opnået mit livs største velsignelser ved at følge profeternes råd og adlyde Guds befalinger.

Nogle gange vil dine venner måske lokke dig til at gøre noget, som du ved er forkert. Glem aldrig dine løfter om at efterleve vor himmelske Faders standarder. Når du stræber efter at følge hans bud, velsigner han dig, så du ved, hvad du skal sige og gøre. Han vil hjælpe dig, så du ikke skal være bange. Ligesom min fars ven, Otto, kan du fortælle dine venner om det, du ved om vor himmelske Fader og de måder, hvorpå du føler hans kærlighed. Dit mod til at gøre det rette kan gøre hele forskellen!

Illustration: Daniel Lewis; fotos: udlånt af ældste Kopischke

Som 10-årig.

Sammen med sin bror og søster.

Ældste Kopischkes pas fra dengang han var fire år.