Lige hvad jeg trængte til
Jeg havde en travl dag foran mig og styrtede ud af døren med min rygsæk fuld af lærebøger, en selvforsvarsdragt, dansesko, en madpakke til frokost og til aften, så jeg kunne overleve endnu en hektisk skoledag. Jeg havde to prøver, som jeg ikke følte mig beredt til, læsestof, som jeg ikke havde fået kigget på, og ikke tid nok til at nå alt det, jeg skulle den dag.
Jeg følte mig lidt latterlig i den nederdel, som jeg skulle bruge til min danseprøve, mens jeg slæbte min tunge taske og frygtede, at jeg ville komme for sent til første time. Da jeg snublede og faldt midt i et travlt kryds for øjnene af adskillige studerende og bilister, fik min flovhed og min frustration, kombineret med hullet i mine nye nylonstrømper, mig næsten presset til tårer. Klokken var syv om morgenen, og jeg græd allerede.
Mens jeg rejste mig og humpede i skole, bad jeg inderligt om, at Herren ville sende en, som kunne muntre mig op. Det ville have været rart at tale med min mor, men hun boede to stater derfra. Måske kunne Herren besvare min bøn ved at en af mine sloffer besøgte mig i timen. Eller måske kunne han sende den dreng fra menigheden, som jeg var ret glad for.
Jeg kiggede mig forventningsfuldt omkring, da jeg skyndte mig ind til første time, men jeg så ingen, som jeg kendte. Jeg tog min første prøve, stadig tårevædet, og skyndte mig til næste time, hvor jeg kom lidt for sent. Jeg var stadig ked af det, da jeg styrtede af sted til tredje time og skyndte mig at forberede mig på min næste prøve. Jeg klarede mig bedre til prøven, end jeg havde regnet med, og var faldet lidt til ro, da jeg fandt en stille korridor, hvor jeg kunne spise min frokost, mens jeg læste. Jeg sad bøjet over bøgerne, da jeg hørte nogen sige mit navn.
Jeg kiggede op og fik øje på min besøgslærer, som jeg aldrig tidligere havde set på skolen. Hun satte sig ned ved siden af mig, og vi talte sammen i næsten en time – ikke om dagens irritationer, men om alt det, der gik godt for mig, vore planer og det, som bekymrede hende.
Det var først, da hun gik, at jeg kom i tanker om min tryglende bøn den morgen. Selvfølgelig besvarede Herren min bøn gennem den kvinde, som var kaldet til at våge over mig. Jeg havde ønsket, at nogen ville opmuntre mig den morgen, men han vidste, at jeg først ville være klar til at tale med en ven senere på dagen – når jeg var faldet nok ned til at modtage den trøst, jeg havde brug for, og give trøst til en anden, som havde sine egne udfordringer.
Herren kendte mig og sendte mig lige det, jeg trængte til, da jeg havde brug for det.
Jeg bad inderligt om, at Herren ville sende en, der kunne muntre mig op.