Hvorfor udfører vi dåb for de døde?
Fra en tale holdt ved oktoberkonferencen 2000.
Kristne teologer har længe tumlet med spørgsmålet: Hvad sker der med de utallige milliarder, som levede og døde uden kundskab om Jesus? Gengivelsen af Jesu Kristi evangelium har givet os en forståelse af, hvordan de udøbte døde forløses, og hvordan Gud kan være »en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud« (Alma 42:15).
Mens Jesus endnu levede her på jorden, profeterede han, at han også skulle forkynde for de døde. Peter fortæller os, at det skete i tiden mellem Frelserens korsfæstelse og opstandelse (se 1 Pet 3:18-19). Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) så i et syn, at Frelseren besøgte åndeverdenen, og »han organiserede sine styrker blandt dem, der var retfærdige, og udpegede budbringere, iklædt magt og myndighed, og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys til dem, der var i mørke …
Disse blev undervist om tro på Gud, omvendelse fra synd, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, håndspålæggelse for Helligåndens gave« (L&P 138:30, 33).
Læren om, at de levende kan forrette dåb og andre vigtige ordinancer som stedfortrædere for de døde, blev åbenbaret på ny til profeten Joseph Smith (L&P 124; 128; 132). Han erfarede, at de ånder, som venter på opstandelsen, ikke blot tilbydes frelse som enkeltpersoner, men også at de kan knyttes sammen i himlen som ægtemænd og hustruer og besegles til deres fædre og mødre gennem alle generationer og få deres børn gennem alle kommende generationer beseglet til dem. Herren belærte profeten om, at disse hellige ritualer kun kan forrettes på rette vis i et hus, der er bygget til hans navn, et tempel (L&P 124:29-36).
Princippet om stedfortrædende tjeneste bør ikke virke fremmed for nogen kristen. Ved en levende persons dåb, handler præsten som stedfortræder i Frelserens sted. Er det ikke den centrale læresætning i vores tro, at Kristi offer soner for vore synder ved han som stedfortræder tilfredsstiller retfærdighedens krav på os? Som præsident Gordon B. Hinckley (1910- 2008) har sagt: »Jeg mener, at det stedfortrædende arbejde for de døde i højere grad minder om selveste Frelserens stedfortrædende offer end noget andet arbejde, som jeg kan komme i tanker om. Det gives i kærlighed, uden håb om nogen form for modydelse eller tilbagebetaling eller noget andet i den retning. Hvilket vidunderligt princip!«1
Nogle har misforstået det og antaget, at afdøde sjæle »døbes ind i mormonkirken uden at vide det«.2 De antager, at vi på en eller andre måde har magt til at tvinge sjæle, når det gælder tro. Det har vi selvfølgelig ikke. Gud har siden begyndelsen givet mennesket handlefrihed. Kirken anfører dem ikke på sine lister eller tæller dem med i sit medlemstal.
Vores iver efter at forløse de døde og den tid og de ressourcer, vi bruger i forbindelse med dette engagement, er frem for alt et udtryk for vores vidnesbyrd om Jesus Kristus. Det udgør så stærkt et udsagn, som vi er i stand til at fremsætte, om hans guddommelige karakteregenskaber og mission. Det vidner for det første om Kristi opstandelse, for det andet om hans forsonings uendelige rækkevidde, for det tredje om, at han er den eneste kilde til frelse, for det fjerde om, at han har fastsat betingelserne for frelse og for det femte, at han kommer tilbage.
Kristi opstandelses magt
Med hensyn til opstandelsen spurgte Paulus: »Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?« (1 Kor 15:29). Vi lader os døbe for de døde, fordi vi ved, at de skal opstå. »Sjælen skal blive bragt tilbage til legemet og legemet til sjælen, ja, og hvert lem og led skal blive bragt tilbage til sit legeme, ja, end ikke et hår på hovedet skal gå tabt, men alt skal blive bragt tilbage til dets rette og fuldkomne skikkelse« (Alma 40:23). »Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende« (Rom 14:9).
Det har umådelig stor betydning, hvad vi gør med hensyn til dem, der er gået forud for os, fordi de lever i dag som ånder og igen skal leve som udødelige sjæle. Dette takket være Jesus Kristus. Vi tror hans ord, da han sagde: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør« (Joh 11:25). Ved den dåb vi udfører på vegne af de døde, vidner vi om, at »for ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus …
For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder;
som den sidste fjende tilintetgøres døden« (1 Kor 15:22, 25-26).
Jesus Kristus, den eneste kilde til frelse
Vores iver efter at sikre os, at vore afdøde slægtninge tilbydes dåb i Jesu navn er et vidnesbyrd om den kendsgerning, at Jesus Kristus er »vejen og sandheden og livet«, og at »ingen kommer til Faderen uden ved [ham]« (Joh 14:6). Nogle nulevende kristne, som er bekymrede for de milliarder, som er døde uden kundskab om Jesus Kristus, er begyndt at spekulere over, om der virkelig kun er »én Herre, én tro, én dåb« (Ef 4:5). At tro, at Jesus er den eneste Frelser, er arrogant, snæversynet og intolerant, siger de. Men vi siger, at det er et falsk dilemma. Der er intet uretfærdigt ved, at der kun er én, der tilvejebringer frelse, når den éne og hans frelse tilbydes hver eneste sjæl uden undtagelse.
De betingelser for frelse, som Kristus har opstillet
Eftersom vi tror på, at Jesus Kristus er Forløseren, godtager vi også hans myndighed til at opstille de betingelser, hvorved vi modtager hans nåde. Ellers ville vi ikke bekymre os om at blive døbt for de døde.
Jesus bekræftede, at »hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet« (Matt 7:14). Han har udtrykkeligt sagt: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). Det betyder, at vi skal »omvend[e os] og lad[e os] døbe i Jesu Kristi navn til [vores] synders forladelse, så skal [vi] få Helligånden som gave« (ApG 2:38).
Skønt Jesus Kristus var syndfri, lod han sig også selv døbe og modtog Helligånden. Han sagde: »Den, der bliver døbt i mit navn, til ham vil Faderen give Helligånden, ligesom til mig; følg derfor mig og gør det, som I har set mig gøre« (2 Ne 31:12).
Der bliver ikke gjort nogen undtagelser, og der er ikke brug for nogen. Så mange, som vil tro og lade sig døbe – deriblandt også ved stedfortræder – og holde ud i troen, bliver frelst, »ikke alene de, som troede, efter at [Kristus] var kommet i tidens midte, i kødet, men også alle de fra begyndelsen, nemlig så mange, som var til, før han kom« (L&P 20:26). »For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever« (1 Pet 4:6).
De døde befries fra fængslet
De stedfortrædende ordinancer, vi udfører i templerne, i første omgang dåben, muliggør et evigt, sammenføjende led mellem slægtleddene, der opfylder formålet med jordens skabelse. Faktisk er det sådan, at uden disse ordinancer »ville hele jorden blive lagt fuldstændig øde ved [Kristi] komme« (L&P 2:3).
I skrifterne omtales de dødes ånder til tider som værende i mørke eller i fængsel (se Es 24:22; 1 Pet 3:19; Alma 40:12-13; L&P 38:5). Grundende over Guds herlige plan for disse, sine børns forløsning, skrev profeten Joseph Smith denne salme: »Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden bryde ud i sang. Lad de døde synge frydesange til evig pris for kong Emanuel, som, før verden blev til, har bestemt det, der vil sætte os i stand til at udfri dem af deres fængsler; thi fangerne skal frigives« (L&P 128:22).
Vores hverv rækker så langt og så dybt som Guds kærlighed til at favne hans børn fra enhver tidsalder og fra ethvert sted. Vores indsats på de dødes vegne bærer tydeligt vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er hele menneskehedens guddommelige Forløser. Hans nåde og løfter rækker endog til dem, som ikke finder ham i livet. På grund af ham, skal fangerne i sandhed frigives.