2009
Lignelsen om de ti brudejomfruer
Marts 2009


Lignelsen om de ti brudejomfruer

I denne lignelse lærte Frelseren os, hvordan vi skal berede os på hans genkomst.

I disse sidste dage har Herren sagt: »Vær derfor trofaste, bed altid og hold jeres lamper i god stand og tændt, og hav olie med jer, så I kan være rede, når Brudgommen kommer« (L&P 33:17). Dette råd henviser til lignelsen om de ti brudejomfruer, som illustrerer, hvordan vi skal berede os på Kristi genkomst (se Matt 25:1-13). Her er nogle forklaringer, som kan hjælpe dig, når du studerer denne lignelse og grunder over dens betydning.

Ti brudejomfruer

Det var en skik blandt jøderne, at brudgommen ved nattetide ankom til brudens hjem, hvor hendes brudepiger opvartede hende. Når brudgommens komme blev bekendtgjort, gik disse piger ud med deres lamper for at oplyse hans vej indtil bryllupsfesten.

I denne lignelse repræsenterer jomfruerne Kirkens medlemmer, og brudgommen repræsenterer Kristus. Herren forklarede for Joseph Smith, at de kloge brudejomfruer er dem, der »har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage« (L&P 45:57).

Brudgommen

I Bibelen bruges billedet af et bryllup til at skildre Herrens komme (se Es 62:5; Matt 22:1-14). Jødiske bryllupper omfattede bekendtgørelsen af brudgommens komme til brudens hus. Brylluppet begyndte som regel om aftenen med lamper, der blev tændt i skumringen. Så midnat var en del senere, end de ti brudepiger ville have ventet brudgommen – og bekendtgørelsen kom pludseligt.

Vi kender ikke tidspunktet for Kristi genkomst, men vi bør forberede os på, at det kan blive når som helst – før eller senere.

Lamper

De olielamper, som anvendtes på Jesu tid, kaldes herodianske lamper efter kong Herodes.

Selve lampens kolbe var fremstillet af ler og formet på en drejeskive.

Tuden blev støbt i en form.

Hanken blev formet i hånden og sat fast på lampen.

En væge fremstillet af hørfibre eller et siv blev anbragt i tuden, og så blev lampen fyldt med olivenolie. Når vægen havde opsuget olie, blev lampen tændt.

Disse lamper gjorde det muligt for folk at bringe lys med sig overalt. På samme måde skal vi bære evangeliets lys med os (se Matt 5:14-16).

Olie

Oliven opblødes først i vand for at rense dem og fjerne deres bitterhed, hvorefter man knuser dem for at udvinde olien. Olivenolie, der blev fremstillet i hele Middelhavsområdet, tjente flere formål i oldtiden: Føde, stegeolie, krydderi, behandling af sår, ingrediens i kosmetik og sæbe samt brændstof til lamper.

Olien i lignelsen repræsenterer vores tro og vidnesbyrd, vores renhed og hengivenhed, vores gode gerninger og vores efterlevelse af pagterne – det er alle måder, hvorpå vi har »gjort den hellige Ånd til [vores] vejleder« (L&P 45:57).

De kloge brudepiger kunne ikke dele deres olie med de tåbelige brudepiger, fordi »den åndelige beredtheds olie kan ikke deles« (Marvin J. Ashton, »A Time of Urgency«, Ensign, maj 1974, s. 36).

Kander

De kander, som nævnes i lignelsen, blev brugt til at opbevare olie i. At være klog vil sige, at man er beredt på det uventede med et ekstra mål af tro, vidnesbyrd og Ånden. Nogle gange bliver vi sløsede og tror, at vi har nok til at klare os. Men det er ikke godt nok, når vi følger Frelseren. Vi må altid søge nærmere til ham og berede os på de tider, hvor vores tålmodighed, tro og vidnesbyrd bliver sat på prøve.

Lamperne blev tændt i skumringen.

Brudgommen kom ved midnat.

Herodianske lamper kunne brænde i godt to timer.

Det andet komme, af Harry Anderson, © IRI; illustrationer: Dan Burr; fotoillustration: Matthew Reier