Evangeliske klassikere
Uafhængighedens celestiale natur
Jeg elsker de enkle evangeliske sandheder, som de hellige profeter forkynder, og jeg bliver aldrig træt af at tale om dem. Siden tidernes morgen er mennesket blevet rådet til at sørge for sig selv og derved blive selvhjulpen. Det er let at forstå, hvorfor Herren lægger så stor vægt på dette princip, når vi forstår, at det er nært knyttet til selve begrebet frihed.
Om dette emne har ældste Albert E. Bowen sagt: »Kirken er ikke tilfreds med et system, som gør mennesker permanent afhængige, men insisterer derimod på, at nødhjælpens sande funktion er at hjælpe mennesker til at komme i en situation, hvor de kan sørge for sig selv og derved blive frie.«1
Velmenende mennesker har iværksat mange programmer for at hjælpe dem, som er i nød. Imidlertid er mange af disse programmer blevet udarbejdet med det kortsigtede mål at »hjælpe mennesker«, i modsætning til at »hjælpe mennesker med at hjælpe sig selv«. Vore anstrengelser må altid være rettet imod at gøre fysisk velfungerende mennesker uafhængige.
Magelige måger
For nogen tid siden klippede jeg følgende artikel ud af Det Bedste. Der står:
»I vores venlige naboby St. Augustine er der store flokke af havmåger, som sulter trods overflod af føde. Der er stadig masser af fisk, men mågerne ved ikke, hvordan de skal fange dem. I generationer har de gjort sig afhængige af, at rejefiskerne smider affaldet fra nettene ud til dem. Nu er fiskerflåden flyttet …
Rejefiskerne havde skabt en velfærdsstat for … mågerne. De voksne fugle gad ikke lære, hvordan de skulle fange fisk, og de lærte aldrig deres unger at fiske. I stedet førte de deres unger ud til rejenettene.
Nu sulter mågerne, de skønne, frie fugle, som næsten er indbegrebet af frihed, ihjel, fordi de faldt i den fælde, at de ›fik noget for ingenting‹! De ofrede deres uafhængighed for en håndsrækning.
En masse mennesker er som disse måger. De ser ikke noget galt i at samle liflige smuler fra de skattenet, som tilhører den amerikanske stats rejeflåde. Men hvad sker der, når staten løber tør for midler? Hvad med kommende generationers børn?
Lad os ikke være godtroende måger. Vi … skal bevare vore talenter for selvhjulpenhed, vore opfindsomhed til at skabe muligheder for os selv, vores fornemmelse for sparsommelighed og vores sande kærlighed til uafhængighed.«2
Den skik med at begære og modtage ufortjente goder er nu blevet så fast forankret i vores samfund, at selv velhavende mennesker, der besidder midler til at skabe yderligere velstand, forventer, at regeringen skal garantere dem en profit. Valg afgøres ofte på, hvad kandidaterne lover at gøre for vælgerne med statslige midler. Hvis denne skik generelt anerkendes og iværksættes i et samfund, gøres borgerne til slaver.
Vi har ikke råd til at blive statens plejebørn, selv om vi legalt har ret til det. Det kræver et alt for stort offer af selvrespekt og politisk, timelig og åndelig uafhængighed.
I nogle lande er det uhyre vanskeligt at skelne fortjente goder fra de ufortjente. Men dette princip gælder i alle lande: Vi bør stræbe efter at blive selvhjulpne og ikke være afhængige af andres bidrag til vores overlevelse.
Det er ikke kun regeringerne, som er skyldige i dette. Vi er bange for, at mange forældre skaber »magelige måger« ud af deres børn med deres eftergivenhed og rundhåndethed med familiens midler. I virkeligheden kan forældres fremgangsmåde i denne henseende være mere ødelæggende end noget som helst program fra staten.
Biskopper og andre præstedømmeledere kan gøre sig skyldige i at gøre deres menigheds medlemmer til »magelige måger«. Nogle medlemmer bliver økonomisk eller følelsesmæssigt afhængige af deres biskopper. Almisser er almisser, uanset hvor de kommer fra. Alle vore kirke- og familietiltag bør være rettet mod at gøre vore børn og medlemmer selvhjulpne. Vi kan ikke altid styre regeringens programmer, men vi kan styre vore egne hjem og forsamlinger. Hvis vi forkynder disse principper og efterlever dem, kan vi gøre meget mere for at imødegå de negative virkninger, som udspringer af statslige programmer i et givent land.
Vi ved, at der er dem, som af årsager, de ikke selv er herre over, ikke kan blive selvhjulpne. Præsident Henry D. Moyle havde disse mennesker i tankerne, da han sagde:
»Dette vigtige princip hindrer ikke, at den trængende eller den fattige får den hjælp, som de har behov for. De fuldstændigt uarbejdsdygtige, de ældre og de syge sørges der omsorgsfuldt for, men alle fysisk sunde mennesker opfordres til at gøre deres yderste for at undgå afhængighed, og, hvis deres egen indsats kan gøre det muligt, at betragte modgang som noget forbigående og kombinere troen på egne evner med en ærlig arbejdsindsats …
Vi tror, at der sjældent opstår situationer, hvor mennesker med en ubøjelig tro, ægte mod og urokkelig beslutsomhed kombineret med en brændende kærlighed i hjertet og stolthed over deres egne resultater, ikke kan overvinde de forhindringer, der ligger på deres vej.«3
Åndelig selvhjulpenhed
Nu vil jeg gerne tale om en meget vigtig sandhed: Selvhjulpenhed er ikke et mål, men et middel til at nå et mål. Det er i høj grad muligt for et menneske at være fuldstændig uafhængig og dog savne alle andre ønskværdige egenskaber. Man kan blive velhavende og aldrig skulle bede nogen om noget, men medmindre der knytter sig et åndeligt mål til denne uafhængighed, kan det fordærve ens sjæl.
Kirkens velfærdsprogram er åndeligt. I 1936, da dette program blev indstiftet, gjorde præsident David O. McKay denne alvorlige iagttagelse:
»Det, der bør bekymre os mest, bør være udviklingen af vores åndelige natur. Åndelighed er det højeste sjælen kan tilegne sig, det guddommelige menneske; ›den største trongave, der gør mennesket til konge over alt, der er skabt.‹ Det er bevidstheden om sejr over selvet og om fællesskab med det uendelige. Det er åndeligheden alene, der virkelig giver os det bedste i livet.
Et er at give klæder til den usle klædte, give tilstrækkelig mad til dem, hvis bord er tomt, at skabe aktivitet for dem, der desperat kæmper mod den fortvivlelse, som kommer gennem påtvungen lediggang, men når alt er sagt og gjort, så vil de største velsignelser, der vil komme gennem Kirkens velfærdsprogram, være åndelige. Udadtil kan samtlige handlinger synes at være rettet mod det fysiske: Omsyning af kjoler og habitter, konservering af frugt og grøntsager, oplagring af fødevarer og udvælgelse af frugtbar jord til opdyrkning – alt synes udelukkende at være timeligt, men disse gerninger gennemsyres af åndelighed, hvad der gør dem inspirerende og helliggørende.«4
Lære og Pagter 29:34-35 fortæller os, at der ikke findes noget timeligt bud, men at alle bud er åndelige. Der står også, at mennesker skal »handle på egne vegne«. Mennesket kan ikke handle på egne vegne, hvis det ikke er selvhjulpent. Heri ser vi, at uafhængighed og selvhjulpenhed er afgørende nøgler for vores åndelige vækst. Når som helst vi kommer i situationer, som truer vores uafhængighed, bliver vores frihed også truet. Hvis vi øger vores afhængighed, ser vi straks en indskrænkning af vores handlefrihed.
På nuværende tidspunkt bør vi have lært, at selvhjulpenhed er en forudsætning for fuldstændig handlefrihed. Men vi har også lært, at der ikke er nogen åndelig frihed i selvhjulpenhed, medmindre vi træffer de rette valg med den frihed. Hvad bør vi da gøre for at udvikle os åndeligt, når vi er blevet selvhjulpne?
Nøglen til at gøre selvhjulpenhed åndelig er at anvende friheden til at overholde Guds bud. Skrifterne er meget klare i deres befaling om, at det påhviler dem, der har, at give til dem, der lider nød.
Opbyg andre
Til Nefis folk sagde Jakob:
»Tænk på jeres brødre som på jer selv og vær venlige mod alle og gavmilde med jeres gods, så de må blive rige ligesom I.
Men før I søger efter rigdomme, søg da Guds rige.
Og efter at I har fået et håb i Kristus, skal I få rigdomme, hvis I søger dem, og I vil søge dem med den hensigt at gøre godt – at klæde den nøgne og at bespise den sultne og at sætte den fangne fri og at yde lindring til den syge og den plagede« (Jakobs Bog 2:17-19).
I vores egen uddeling var Kirken kun ti måneder gammel, da Herren sagde:
»Hvis du elsker mig, skal du tjene mig og holde alle mine befalinger.
Og se, da skal du huske de fattige og hellige en del af din ejendom til deres underhold« (L&P 42:29-30).
Samme måned refererede Herren igen til dette emne: Tilsyneladende havde medlemmerne været lidt efterladende. De havde ikke handlet hurtigt nok.
»Se, jeg siger jer, at I skal besøge de fattige og de trængende og yde dem lindring« (L&P 44:6).
Det har altid syntes mig paradoksalt, at vi konstant har brug for, at Herren befaler os at gøre det, som er til vores eget bedste. Herren har sagt: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39). Vi mister vores liv ved at tjene og opløfte andre. Ved at gøre det oplever vi den eneste sande og varige lykke. Tjeneste er ikke noget, vi udholder her på jorden, således at vi kan gøre os fortjent til at leve i det celestiale rige. Tjeneste er selve grundlaget for et ophøjet liv i det celestiale rige.
Åh, må den vidunderlige dag komme, hvor disse ting kommer naturligt på grund af vores hjertes renhed. På den dag vil det ikke være nødvendigt at få en befaling, fordi vi selv vil have oplevet, at vi kun er virkelig lykkelige, når vi er optaget af uselvisk tjeneste.
Kan vi se, hvor afgørende betydning det at kunne klare sig selv har, når man ser på det som forudsætning for at kunne tjene, når vi også ved, at tjeneste er det, guddommelighed drejer sig om? Hvis vi ikke kan klare os selv, kan vi ikke udleve disse medfødte ønsker om at tjene. Hvordan kan vi give, hvis der ikke er noget at give af? Mad til de sultne kommer ikke fra tomme hylder. Penge til at hjælpe de trængende kommer ikke fra en tom pung. Støtte og forståelse kan ikke komme fra den, som følelsesmæssigt er underernæret. Den ulærde kan ikke undervise. Og hvad der er vigtigst af alt, åndelig vejledning kan ikke komme fra de åndeligt svage.
Der er en indbyrdes afhængighed mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Det at give ophøjer den fattige og ydmyger den rige. Ved at gøre dette helliggøres de begge. De fattige, som er frigjorte fra slaveriet og fattigdommens begrænsninger, sættes som frie mennesker i stand til at opnå deres fulde potentiale både timeligt og åndeligt. De rige, der giver af deres overskud, får del i det evige princip om at give. Når et menneske har lært at kunne klare sig selv, rækker han eller hun ud for at hjælpe andre, og cirklen gentager sig.
Vi er alle uafhængige på nogle områder og afhængige på andre. Derfor bør vi hver især stræbe efter at hjælpe andre på områder, hvor vi er stærke. Samtidig bør stolthed ikke forhindre os i med tak at modtage hjælp fra en anden, når vi virkelig har et behov. I så fald nægter vi en anden muligheden for at tage del i en helliggørende oplevelse.
Et af de tre områder, som fremhæves i Kirkens mission, er at fuldkommengøre de hellige, og det er selve formålet med velfærdsprogrammet. Det er ikke et dommedagsprogram, men et program for vores liv her og nu, for det er nu, vi skal fuldkommengøre os. Må vi fortsat holde fast ved disse sandheder.
Illustrationer: Steve Kropp; fotoillustrationer: Simon Jones; fotografi af præsident Romney: Eldon K. Linschoten