Da jeg voksede op, var jeg lidt af en perfektionist. Så da jeg modtog min patriarkalske velsignelse, syntes især en opfordring ganske naturlig: At udføre de opgaver, jeg fik, »så godt jeg kunne, til fuldkommenhed«. Først senere opdagede jeg, hvor ringe kendskab jeg havde til fuldkommenhed – eller nådens rolle.
I 1998 vendte jeg tidligt hjem fra min mission på grund af helbredsproblemer. Jeg nærede stor skyldfølelse, fordi jeg ikke havde fuldført min mission »til fuldkommenhed«. Udover denne følelse af fiasko var der også usikkerheden omkring min sygdom. Lægerne havde ikke været i stand til at diagnosticere den.
Jeg vidste, at jeg, trods mine helbredsmæssige udfordringer, måtte komme videre, så jeg tilmeldte mig et universitet for at fortsætte min uddannelse. Men efter kun to semestre måtte jeg vende hjem igen med svære smerter for at blive opereret akut. Det var på det tidspunkt, at lægerne opdagede, at jeg havde en autoimmun lidelse.
Mens jeg kom mig efter operationen, begyndte jeg at arbejde på deltid i en chokoladeforretning, hvor jeg havde været ansat som teenager. Selv om jeg gjorde mit bedste, følte jeg ikke, at jeg udrettede noget fornuftigt og da slet ikke »til fuldkommenhed«. Jeg begyndte at sammenligne mig med andre, især de af mine venner, som fuldførte deres uddannelser, tjente på mission eller stiftede familie. Jeg følte, at jeg sakkede bagud.
Så traf jeg Stephanie. Hun kom ind i slikbutikken en dag med et sort tørklæde om hovedet. Mens jeg udpegede min yndlingschokolade for hende, følte jeg mig tilskyndet til at spørge til hendes helbred. Hun smilede, fjernede tørklædet og idet hun pegede på sit skaldede hoved fortalte hun mig, at hun var i kemoterapi. Den ordveksling blev starten på et særligt og oprigtigt venskab.
Stephanie kiggede ofte ind i butikken for at nyde lidt chokolade og tale om livet. Jeg erfarede, at hun var medlem af Kirken, og at hun havde haft sine åndelige kampe såvel som fysiske. Hun fortalte mig om nogle oprørske valg, hun have truffet, og om sine anstrengelser for at omvende sig. Hun arbejdede på at blive beseglet til sin mand i templet.
En dag fortalte jeg om nogle af mine udfordringer. Jeg betroede hende, at jeg følte mig modløs på grund af mine omstændigheder. »Jeg laver isvafler, ligesom jeg gjorde, da jeg gik i skole,« forklarede jeg. »Jeg har hverken fuldført min mission eller min uddannelse, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal.«
Stephania svarede: »Hvorfor skal du gennemføre livets løb på tid? Hvorfor ikke bare løbe løbet?«
For første gang indså jeg, at den indsats, jeg ydede, var mit allerbedste, og at det var godt nok. Frelseren elskede mig, og hans nåde var takket være forsoningen tilstrækkelig for mig og mine skrøbeligheder. Selvom jeg mente, at jeg hele tiden havde set hen til ham, havde jeg, indtil Stephanie sagde sine kloge ord, på en eller anden måde overset hans rolle i mit liv.
I Eter 12:27 står der: »Min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem.« Når jeg har været i stand til at ydmyge mig og har udvist tro på Herren, har jeg igen og igen set, hvordan han sandelig gør det svage stærkt. Mit styrkede vidnesbyrd om denne sandhed har hjulpet mig med at tackle mine udfordringer med større tro og håb.
Nogle få måneder efter den samtale forlod jeg min fødeby for at begynde på et nyt job og mistede kontakten med min ven. En dag ringede min mor og sagde, at hun havde set Stephanies nekrolog i avisen. Jeg tog hjem for at overvære hendes begravelse og erfarede, at hun var blevet beseglet til sin mand blot tre uger før sin død.
Mit hjerte sukkede af taknemlighed over at have haft Stephanie i mit liv og for det, hun lærte mig om at gennemføre et fuldkomment løb. Jeg behøver ikke altid at sprinte. Til tider har jeg nok at gøre med bare at fuldføre løbet. At gøre vores bedste for at komme frem – uanset hvor hurtigt »vores bedste« er – er godt nok. Vores indsats kan fuldkommengøres, fordi Herrens nåde er tilstrækkelig for os alle (se Moro 10:32).
Illustreret af Dilleen Marsh