Træstabling i Kuopio
I sensommeren 1968 besøgte min missionærkammerat Ken Heaton og jeg en familie i Kuopio i Finland. Moderen og datteren var medlemmer af Kirken, men faderen var ikke.
På hustruens anmodning havde vi undervist hende og hendes datter – højt nok til at manden kunne høre det inde fra den stue, hvor han sad. Når vi spurgte, om han ikke ville være med, sagde han, at han ikke havde tid. En gang var hans undskyldning, at han havde en bunke træ i baghaven, som skulle hugges og stables inden vinteren.
»Hvis træet var hugget og stablet, ville du så høre på os?« Spurgte vi.
»Ja,« svarede han. Men der var så meget træ, tilføjede han, at det ville tage lang tid, før han var færdig.
Flere dage senere, efter at have set faderen tage på arbejde, vendte min kammerat og jeg tilbage til huset. Med hustruens tilladelse tilbragte vi hele dagen med at hugge og stable brænde. Vi var færdige kl. 17, lige inden han kom hjem. Vi ville gerne have set hans ansigtsudtryk, men vi skyndte os væk, inden han opdagede os. Efter at være cyklet hjem og have gjort os i stand, kørte vi tilbage til huset omkring kl. 19.
»Nå, nu er brændet hugget,« sagde vi. »Må vi nu få lov at undervise dig?«
Han kunne kun smile, nikke og sætte sig ind i stuen til os andre. Flere uger senere, efter at have hørt missionærlektionerne, blev denne gode bror døbt og bekræftet.
»Så er brændet hugget,« sagde vi. »Må vi nu få lov at undervise dig?«