Budskab fra Det Første Præsidentskab
Kom til ham i bøn og tro
»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«1 Således talte den kloge Salomo, Davids søn, Israels konge.
Jakob, Nefis bror, erklærede: »Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro.«2
I denne uddeling har Herren i en åbenbaring til profeten Joseph Smith sagt: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.«3
Disse guddommeligt inspirerede råd kommer til os i dag som klart vand til en udtørret jord.
Vi lever i en problemfyldt tid. Lægernes venteværelser er fyldt med mennesker, som er plaget af følelsesmæssige problemer, såvel som fysiske lidelser. Der er kø til at blive skilt, fordi folk har uløste problemer. Personaleafdelinger i både det offentlige og private erhvervsliv arbejder på overtid for at hjælpe mennesker med deres problemer.
En personalemedarbejder, der skulle tage sig af forskellige problemer, afrundede en usædvanlig hektisk dag med at anbringe et humoristisk lille skilt henvendt til de, der havde uløste problemer, på sit bord. Der stod: »Har du prøvet bøn?« Han var måske ikke klar over, at dette enkle råd kunne løse flere problemer, lindre mere lidelse, forebygge flere overtrædelser og give en større grad af fred og tilfredshed i menneskets sjæl, end man kan opnå på nogen anden måde.
En fremtrædende amerikansk dommer blev spurgt, hvad vi som borgere i verdens lande kan gøre for at reducere forbrydelserne og ulydigheden mod lovene og for at få fred og tilfredshed i livet og i landet. Han svarede eftertænksomt: »Jeg vil foreslå, at vi vender tilbage til den gamle skik med at bede familiebøn.«
Styrke ved bøn
Er vi som folk ikke taknemlige for, at familiebøn ikke er en umoderne skik blandt os? Der er intet smukkere syn i hele verden end at se en familie, der beder sammen. Der er stor sandhed i den ofte citerede talemåde: »Den familie, der beder sammen, bliver sammen.«
Herren pålagde os, at vi skulle bede familiebøn, da han sagde: »Bed i jeres familie til Faderen og altid i mit navn, så jeres hustru og jeres børn må blive velsignet.«4
Har I lyst til at følge med mig, når vi besøger en typisk sidste dages hellig familie, der beder til Herren? Far, mor og hvert barn knæler, bøjer hovedet og lukker øjnene. En liflig ånd af kærlighed, harmoni og fred fylder hjemmet. Når faderen hører sin ganske lille søn bede om, at hans far vil gøre det rette og være lydig mod Herren, tror I så, at en sådan far vil have svært ved at indfri sin dyrebare søns bøn? Når en datter i teenagealderen hører sin søde mor bede indtrængende om, at hendes datter vil blive inspireret i sit valg af venner, og at hun vil forberede sig til at blive gift i templet, tror I så ikke, at sådan en datter vil bestræbe sig på at indfri sin mors ydmyge, indtrængende bøn, hende som hun elsker så højt? Når far, mor og hvert barn beder oprigtigt om, at familiens gode sønner vil leve værdigt, så de med tiden kan modtage en kaldelse til at tjene som Herrens ambassadører i Kirkens missionsmark, begynder vi så ikke at se, hvordan sådanne sønner udvikler sig til unge mænd med et overvældende ønske om at tjene som missionærer?
Jeg er sikker på, at det var familiebøn, der var motivationen bag det brev, som en ung sidste dages hellig pige fra en skole i Colorado skrev for nogle år siden. Eleverne var blevet bedt om at finde en betydningsfuld mand, som de kunne skrive et brev til. Mange skrev breve til kendte idrætsfolk, en berømt astronaut, til USA’s præsident og andre berømtheder. Men denne unge pige adresserede brevet til sin far, og i brevet skrev hun: »Jeg har besluttet at skrive dette brev til dig, far, for du er det største menneske, jeg nogensinde har kendt. Mit hjertes største ønske er at leve på en sådan måde, at jeg kan være sammen med dig og mor og andre familiemedlemmer i det celestiale rige.« Det blev den fars dyrebareste brev.
Når vi tilbeder Herren som familie og gennem personlige bønner, så lad os gøre det i tro og tillid til ham. Lad os huske på Paulus’ formaning til hebræerne: »For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.«5 Hvis nogen af os har været sen til at lytte til rådet om at bede altid, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu. William Cowper erklærede: »Satan skælver, når han ser den svageste hellige på sine knæ.«6 De, der mener, at bøn kan være tegn på en fysisk eller mental svaghed, bør huske på, at et menneske aldrig er større, end når han knæler ned.
Vi kan ikke vide, hvad tro er, hvis vi aldrig har haft den, og vi kan ikke opnå den, så længe vi fornægter den. Tro og tvivl ikke kan eksistere i det samme sind på samme tid, for den ene vil drive den anden væk.
Tag imod hans indbydelse
Hvis det er vores ønske at fjerne enhver tvivl og erstatte den med varig tro, skal vi blot tage imod den indbydelse, som gives til dig og mig i Jakobs Brev:
»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.
Men han skal bede i tro, uden at tvivle, for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden.«7
Dette løfte motiverede den unge Joseph Smith til at søge Gud i bøn. Han har med egne ord sagt:
»Langt om længe kom jeg til den slutning, at jeg … måtte … gøre, som Jakob anviser, det vil sige at bede Gud derom. Langt om længe nåede jeg frem til den beslutning, at jeg måtte ›bede Gud derom‹, da jeg sluttede, at hvis han gav visdom til dem, der stod tilbage i visdom, og ville give rundhåndet og uden bebrejdelser, så kunne jeg forsøge.
Så i overensstemmelse med denne, min beslutning om at bede Gud om visdom, gik jeg ud i skoven for at gøre forsøget … Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, thi til trods for al min ængstelse havde jeg endnu aldrig gjort et forsøg på at bede højt.«8
Hvis vi har tøvet med at henvende os til Gud, vor evige Fader, udelukkende fordi vi endnu ikke har gjort det forsøg at bede, så kan vi bestemt finde mod i profeten Josephs eksempel. Men lad os, ligesom profeten, huske på, at vores bøn skal opsendes i tro uden at tvivle.
Det var ved tro uden tvivl, at Jereds bror så Guds finger røre ved stenene som svar på hans bøn.9
Det var ved tro uden tvivl, at Noa byggede arken i lydighed mod Guds befaling.10
Det var ved tro uden tvivl, at Abraham var villig til at bringe sin elskede søn, Isak, som offer.11
Det var ved tro uden tvivl, at Moses førte israelitterne ud af Egypten og over Det Røde Hav.12
Det var ved tro uden tvivl, at Josva og hans følge fik Jerikos mure til at falde sammen.13
Det var ved tro uden tvivl, at Joseph så Gud, vor evige Fader, og Jesus Kristus, hans Søn.14
Skeptikere vil måske sige, at disse storslåede troshandlinger fandt sted for længe siden, og at tiderne har ændret sig.
Har tiderne virkelig ændret sig? Elsker vi ikke i dag, som altid, vore børn og ønsker, at de skal leve retskaffent? Har vi ikke i dag, som altid, brug for Guds guddommelige, beskyttende omsorg? Er vi ikke i dag, som altid, i hans nåde og i gæld til ham for selve det liv, han har skænket os?
Tiderne har ikke ændret sig. Bøn giver stadig styrke – åndelig styrke. Bøn giver stadig fred – åndelig fred.
Tro i praksis
Uanset hvor vi er, kan vor himmelske Fader høre og besvare de bønner, som opsendes i tro. Det gælder især i missionsmarkerne verden over. Mens søster Monson og jeg præsiderede over Den Canadiske Mission under præsident David O. McKays (1873-1970) ledelse, havde vi fornøjelsen af at tjene sammen med nogle af de bedste unge mænd og kvinder i hele verden. Disse unge missionærers liv var et eksempel på tro og bøn.
En dag sad der en nyankommen missionær på mit kontor. Han var kvik, stærk, lykkelig og taknemlig for at være missionær. Han var fuld af begejstring og et inderligt ønske om at tjene. Da jeg talte med ham, sagde jeg: »Ældste, jeg kan forestille mig, at din far og mor helhjertet støtter dig i din kaldelse som missionær.« Han bøjede hovedet og svarede: »Næ, ikke helt. Ser du, præsident, min far er ikke medlem af Kirken. Han deler ikke vores tro, og han forstår ikke betydningen af min opgave.«
Uden tøven og tilskyndet af en kilde, som ikke var af mig selv, sagde jeg: »Ældste, hvis du ærligt og flittigt vil tjene Gud og forkynde hans budskab, så vil din far slutte sig til Kirken, inden din mission er forbi.« Han greb min hånd i et fast greb, mens tårer vældede op i hans øjne og begyndte at trille ned ad kinderne og sagde: »At se min far tage imod sandheden ville være mit livs største velsignelse.«
Den unge man sad ikke bare passivt og håbede på, at løftet skulle blive indfriet, men i stedte fulgte han det ældgamle råd: »Bed, som om alt afhang af Gud. Arbejd, som om alt afhang af dig.« Sådan tjente denne unge mand.
Ved hver eneste missionærkonference tog jeg fat i ham inden møderne og spurgte: »Hvordan skrider det frem med din far, ældste?«
Hans svar lød altid: »Der er ingen fremskridt, præsident, men jeg ved, at Herren vil indfri det løfte, som han gav mig gennem dig som min missionspræsident.« Dage blev til uger, og uger til måneder, og endelig to uger før vi selv forlod missionsmarken for at vende hjem, modtog jeg et brev fra denne missionærs far. Faderen skrev:
»Kære bror Monson.
Jeg vil gerne takke dig mange gange, fordi du har taget dig godt af min søn, som for nylig afsluttede sin mission i Canada. Han har været en inspiration for os.
Min søn blev lovet, at inden han forlod sin mission, ville jeg være blevet medlem af Kirken. Jeg mener, at det var dig, der, uden at jeg vidste det, gav ham dette løfte.
Jeg er glad for at kunne fortælle, at jeg blev døbt som medlem af Kirken, en uge før han fuldførte sin mission, og i dag er jeg sportsleder i GUF og underviser også.
Min søn studerer nu på BYU, og hans lillebror blev for nylig døbt og bekræftet som medlem af Kirken.
Må jeg igen takke dig for den venlighed og kærlighed, som min søn modtog fra sine brødre, mens han tjente i missionsmarken de forgange to år.
Med venlig hilsen, en taknemlig far.«
Troens ydmyge bøn var igen blevet hørt.
Der løber en gylden tråd gennem alle beretninger om tro, fra verdens begyndelse og op til i dag. Abraham, Noa, Jereds bror, profeten Joseph Smith og utallige andre stræbte efter at være lydige mod Guds vilje. De havde ører, som kunne høre, øjne, som kunne se, og hjerter, som kunne vide og føle.
De tvivlede aldrig. De stolede på Gud.
Gennem personlig bøn, gennem familiebøn, ved at sætte vores lid til Gud i tro uden at tvivle, kan vi nedkalde hans mægtige kræfter til gavn for os. Hans opfordring til os har altid været: »Kom til mig.«15
Fotoillustration: Matthew Reier, Jereds bror ser Herrens finger, af Arnold Friberg, © IRI
Det var ved tro uden tvivl, at Jereds bror så Guds finger røre ved stenene som svar på hans bøn.
Til venstre: Fotoillustration: Craig Dimond, til højre: foto: David Newman
Jesus Kristus, af Harry Anderson, © IRI