Jeg fandt fred og håb i evangeliet
Jeg er født som den yngste af seks børn i en lille by, som hedder Bindura i Zimbabwe i Afrika. Mine forældre blev skilt et par år efter min fødsel, og min gode, kærlige mor måtte opfostre os – fire piger og to drenge – helt alene.
Vi havde et hårdt liv. Jeg måtte vandre fem kilometer for at komme i skole, og jeg måtte gå uden sko eller noget at spise. Jeg kunne aldrig fuldføre semestrene, fordi vi ikke kunne betale skolepengene. Der var ingen steder, vi kunne få penge til at betale for skolen. Når vi fik nogle penge, prøvede jeg at spore, hvor de kom fra, men det lykkedes ikke. Det er et mirakel, at vi blev opdraget så godt. Det er takket være vor himmelske Faders kærlighed og vilje.
Min mor kunne lide at gå i kirke, og fordi jeg var den yngste, gik jeg med hende. I 1998, da jeg var 13 år, kom to sidste dages hellige missionærer til mit kvarter for at besøge mindre aktive medlemmer. Jeg spillede fodbold med min ven, da missionærerne kom forbi. Vi talte med dem, og missionærerne spurgte, om de måtte besøge os den følgende uge. De underviste os, og vi tog imod udfordringen til at blive døbt.
Fire år senere, i 2002, døde min far og en af mine søstre med blot en uges mellemrum. Jeg holdt ud og tjente som distriktsmissionær, indtil jeg modtog min kaldelse som fuldtidsmissionær i juli 2004. Jeg tjente i Durban-missionen i Sydafrika. Jeg havde kun været i missionsmarken i få måneder, da min bror ringede til missionspræsidenten og fortalte ham, at min mor var død og allerede var blevet begravet. Kan I forestille jer, hvordan det føles at miste sådan en mor? Fire måneder senere døde endnu en søster.
Som missionær havde jeg undervist folk i det gengivne evangelium. Takket være mit vidnesbyrd bekymrede jeg mig ikke om mine tab. Jeg havde fred i sindet og et håb om, at jeg med tiden skulle se mine forældre og søstre igen. På vej hjem fra min mission i juli 2006 besøgte jeg templet i Johannesburg i Sydafrika og blev døbt på vegne af de af mine mandlige slægtninge, som var gået bort, og jeg fik udført dåb for mine søstre, som var døde.
Forholdene i Zimbabwe er stadig vanskelige, men jeg har et fantastisk vidnesbyrd om det gode, som kan opnås ved at følge Kirkens ledere og programmer. Trods alle vore udfordringer kan vi finde fred og håb i Jesu Kristi gengivne evangelium. Tak til Gud, fordi han våger over og vejleder sin kirke og sine børn. Jeg takker ham for templet, som giver os fred og håb om, at vi skal møde vores familie igen.
Herren har sagt: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).
Trods livets udfordringer kan vi håbe på det gode uden at betvivle Herrens vilje.
Jeg havde kun været i missionsmarken i få måneder, da min bror ringede med dårlige nyheder. Men på grund af mit vidnesbyrd var jeg ikke bekymret.