Min bøn i kreaturfolden
På grund af tørken måtte min mand, John, og jeg enten sælge vore slagtekvæg med tab eller flytte dem fra Melba Valley i det sydvestlige Idaho i USA. Heldigvis fandt John nogle sommergræsgange ved en fætters slægtsgård, som lå i Preston-området cirka 500 km fra vores farm.
Vi hyrede en lastbilschauffør til at tage alle 40 høveder med i ét læs, men han brød sig ikke om den ujævne landevej, der førte til græsgangene, som stadig lå 30 km væk. Til vores skuffelse læssede han dem af i en nærliggende kreaturindhegning. Der stod vi så. Det var sent på dagen, og vi havde 40 høveder kvæg, som vi ikke kunne transportere videre.
John stoppede en lokal farmer, forklarede vores problem og bad om hjælp. Kort efter fulgte biskop Steve Meeks og hans lille søn os ud til indhegningen for at se på, hvad vi kunne gøre.
Kvæget var blevet uroligt. Da de fik øje på en faldefærdig del af indhegningen, stormede de hen imod den for at slippe ud. Alt kvæget sprang over hegnet ind til naboindhegningen – undtagen en enkelt ko. Det lykkedes den at komme næsten over, men det ene bagben blev fanget mellem to af hegnets planker. Den endte med at hænge ubehjælpeligt fast i hegnet. Det ene ben rørte knap nok jorden. Den sparkede rasende med det andet bagben for at komme fri.
Det ville kræve et hejseværk at få koen fri. Hvis den brækkede benet, måtte vi aflive den. Tabet af en ko ville være en alvorlig økonomisk byrde.
Koen vejede ca. 450 kg, og vi kunne ikke nærme os den, endsige hjælpe den, hvis vi kom derhen. Balladen ved hegnet gjorde resten af kvæget nervøst.
Jeg troede ikke, at der var noget, vi kunne gøre, men i det øjeblik kom jeg i tanker om Amuleks råd i Mormons Bog: »Anråb ham, når I er i jeres marker, ja, for alle jeres flokke« (Alma 34:20). Jeg trak mig lidt væk fra de andre, knælede og bad af et oprigtigt hjerte. Jeg afsluttede min inderlige bøn med ordene: »Himmelske Fader, vil du ikke nok hjælpe koen?«
Jeg vendte tilbage til folden med bønnens ord på læberne. Nu var kvæget faldet lidt til ro, selv koen, der sad fast i hegnet.
Pludselig trak den største af køerne væk fra resten af flokken. Den modsatte sig vores forsøg på at standse den og bevægede sig hen mod den fangne ko. Den sænkede hovedet, knælede og maste sig ind under den fangne ko, hvorefter den vaklende kom på fode igen. Den løftede den fangne ko op i luften og sænkede den ned. Koen var fri! Et hejseværk havde ikke fungeret bedre.
Mens de to køer løb tilbage til flokken, stirrede biskop Meeks vantro på det, han lige havde overværet. Mine tårer fik frit løb, mens jeg hviskede: »Tak, kære himmelske Fader.«
Enhver, der kender lidt til kvæg, kan fortælle, at køer ikke udtænker planer. Men der er en forklaring på denne hændelse. Vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner. Han besvarede min – i en kreaturfold i Preston i Idaho.
Jeg troede ikke, at der var noget, vi kunne gøre for at få koen fri, men i det øjeblik kom jeg i tanker om Amuleks råd i Mormons Bog.