Historier om Jesus
Jesus velsigner børnene
Fra Mark 5:21-24, 35-43; 10:13-16.
Jairus og hans hustru sad ved deres datters seng og var bekymrede. Deres datter blev mere og mere syg for hver time, der gik, og de var bange for, at hun skulle dø. De vidste, at der kun var en ting mere, som de kunne gøre for hende.
Jairus styrtede ud i Kapernaums gader for at finde Jesus fra Nazaret. Jairus vidste, at Jesus havde helbredt folk. Måske ville Jesus komme og helbrede hans datter.
Nede ved søbredden samledes folk omkring Jesus, som lige var steget ud af en båd. Jairus masede sig vej gennem skaren, indtil han stod ved siden af Herren. Jairus faldt på knæ og fortalte Jesus, at hans datter var syg og døende.
»Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kunne blive frelst og leve,« tryglede Jairus.
Jesus sagde ja, og mange mennesker fulgte dem.
En budbringer kommer dem i møde og fortalte Jairus, at han datter allerede var død. Det var for sent for Jesus at komme og hjælpe. Jesus sagde til Jairus: »Frygt ikke, tro kun.«
Da de nåede frem til Jairus’ hus, lød der højlydt gråd og larm. Der sad mange mennesker i huset og jamrede sig af sorg.
Jesus gik ind i huset og sagde, at de ikke skulle græde, for den lille pige var ikke død, men sov kun. Nogle af dem lo ad Jesus. De vidste, at pigen var død.
Så sendte Jesus alle de larmende mennesker udenfor. Han tog Jairus og Jairus’ hustru samt sine apostle Peter, Jakob og Johannes med ind i værelset, hvor pigen lå på sengen.
Jesus tog pigens hånd og sagde: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!«
Pigen rejste sig. Hendes forældre var forbløffede og glædede sig. Deres datter levede!
Der var også andre tidspunkter, hvor Jesus helbredte og velsignede børn. En dag i Peræa havde mange mennesker samlet sig om Frelseren for at høre ham undervise. Nogle mennesker tog deres børn med hen til Jesus, så han kunne velsigne dem.
Jesu disciple så børnene og sendte dem væk. Jesus havde travlt med mange mennesker, og børnene syntes ikke så vigtige. Men Jesus sagde til disciplene: »Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.«
Så tog Jesus hvert af børnene i sine arme. Han lagde sine hænder på hvert af børnenes hoved og velsignede dem. Jesus fortalte de voksne, at de skulle være ydmyge som små børn.