Gå i kirke!
Dwight LeRoy Dennis, Utah
Det første år jeg gik på high school, traf jeg en sidste dages hellig pige i min billedkunstklasse. Hun fik stor indflydelse på mit liv, og jeg blev døbt ind i Kirken.
Da jeg var færdig med high school, besluttede min mor og far at flytte fra vores hjem i Californien til Idaho. Vi koblede campingvognen til vores lastbil og kørte nordpå. Vi var lige kommet gennem Lovelock i Nevada, da jeg begyndte at køre for hurtigt ned ad en bakke. Da der ikke var nogle stivere til at holde campingvognen på plads, begyndte den at slingre fra side til side. Jeg huggede bremsen i, og campingvognen kom på tværs, så vi røg i en udgravning, hvor lastbilen væltede til den ene side og traileren til den anden.
Heldigvis kom ingen til skade. Men både det indre og det ydre af campingvognen var fuldstændig smadret. Campingvognens trækstang var bøjet som en kringle, vinduerne var knust, og vores ejendele lå spredt over det hele.
Færdselspolitiet kom og tilkaldte en kranvogn. Mor og far vidste ikke, hvad de skulle gøre. De få penge, som de havde, gik til kranfirmaet. I det øjeblik fik jeg en stærk tilskyndelse til, at jeg skulle gå i kirke den følgende dag, som var søndag. Far, der ikke var medlem af Kirken, mente, at jeg var forrykt. Vi skulle samle vores ejendele og reparere campingvognen, og eftersom han var handicappet og havde dårligt helbred, var jeg den væsentligste arbejdskraft. Men tilskyndelsen til at gå i kirke holdt ved. Jeg bad mor om at tale med far for mig. Det gjorde hun, og overraskende nok gav han mig lov.
Søndag morgen fandt jeg den lokale kirkebygning og satte mig på den bageste bænk i kirkesalen, netop som nadvermødet begyndte. Jeg bad Ånden om at være med min familie i denne svære tid.
Da mødet var forbi, præsenterede et par medlemmer sig for mig, og jeg fortalte kort, hvad der var sket. Så vendte jeg tilbage til det sted, hvor vi camperede og tilbragte resten af dagen med at gøre ejendele i stand.
Mandag morgen begyndte vi igen at ordne vores ting, da flere medlemmer fra den menighed, jeg havde besøgt, pludselig dukkede op og tilbød deres hjælp. En lokal glarmester sagde, at han ville udskifte alle campingvognens vinduer gratis, og en svejser tilbød at rette trækstangen ud ganske vederlagsfrit.
Min far sagde ikke meget, men var tydeligvis forbløffet. Mor græd af taknemlighed, og min søster og jeg var taknemlige for hjælpen. Da det blev aften, var vi klar til at fortsætte vores køretur til Idaho.
Den oplevelse lærte mig, at Åndens tilskyndelser er en realitet. Jeg ved også, at vore bønner ofte besvares gennem andre mennesker, og at det bringer os fred og glæde at stole på Herren.