2011
Spurgte han mig virkelig om det?
August 2011


Spurgte han mig virkelig om det?

Jeg sad og stirrede målløst frem for mig, mens bror Jarman fra grenspræsidentskabet ventede på mit svar.

Måske var det i virkeligheden underviser eller rådgiver, han ville have sagt. Men det havde han ikke. Det, jeg havde hørt, var korrekt. Han kaldte mig som hjælpeforeningspræsident i vores lille gren.

Jeg sad stille et øjeblik og overvejede min situation. Jeg var kun 27 år og havde aldrig været gift. Jeg var for nylig flyttet til området og var begyndt i en ny stilling som journalist. Min lederskabserfaring var meget begrænset. Jeg havde tjent i adskillige kaldelser gennem årene, men aldrig en som denne.

Indvendig spurgte jeg mig selv, om jeg var gammel eller erfaren nok eller om jeg overhovedet havde evnerne til at tjene. Hvad havde jeg dog at tilbyde grenens kvinder?

Den aften gik jeg hjem og knælede og bad min himmelske Fader om vejledning. Da jeg havde bedt, følte jeg mig straks tilskyndet til at kigge i min patriarkalske velsignelse. Jeg læste denne sætning: »Du skal udføre det arbejde, som du har fået til opgave at udføre nu, selv mens du er ung.«

Da jeg læste de ord, indså jeg, at det ikke drejede sig om min ægteskabelige status, min alder, eller hvad jeg kunne udrette. Det drejede sig om, hvad Herren havde brug for at jeg gjorde. Jeg tog imod kaldelsen.

Gennem min kaldelse blev jeg i stand til at hjælpe mennesker, trods det at vi kom fra forskellig baggrund. En kvinde, som Gud især tilskyndede mig til at hjælpe, var sidst i tyverne og enlig mor til to børn. Det tog ikke lang tid at finde ud af, at hun og jeg havde meget forskellig levevis. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle gøre mig til ven med hende, men med tiden udviklede vi et venskab.

Ved en anden lejlighed traf jeg en mindre aktiv kvinde. Jeg kan huske, dengang jeg først besøgte hende sammen med missionærerne og vidste, at hun havde et vidnesbyrd, som bare skulle »antændes« en lille smule for at stråle klart. Da vi sad i hendes stue og lyttede til hende, var Ånden meget stærk og tilskyndede os til at bære vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning.

I de følgende måneder kom hun sporadisk i kirke. Men jeg blev hele tiden ledt af Ånden og bar mit vidnesbyrd for hende. I dag er hun aktiv og tjener i grenen.

Det var nogle af kaldelsens højdepunkter, men der var adskillige udfordringer. Det var en kamp at komme til at føle, at jeg gjorde nok, at finde en balance mellem kirke og arbejde, og at overvinde følelsen af utilstrækkelighed.

Til sidst erkendte jeg, at meget af det, jeg formåede at gøre, skyldtes Ånden. Jeg er siden blevet afløst fra den kaldelse og er flyttet fra byen. Men jeg har ofte tænkt over, hvordan den kaldelse påvirkede søstrene – og mig selv. Takket være den erfarede jeg, at jeg, som ung, enlig søster, havde noget til at tilbyde andre, mens vi sammen udviklede os i evangeliet. Selv om jeg følte mig ukvalificeret til opgaven, arbejdede jeg hårdt på at udføre den. Og da jeg gjorde det, ledte Guds hånd mig og gav mig evnerne til at virke for hans sag.

Selv om vi kan tvivle på vores evner til at tjene i en bestemt kirkekaldelse, så kender Herren os. Hvis vi er villige til at tjene, kan han kvalificere os til at udføre hans værk.

Illustrationer: Bryan Beach

Når vi tager imod muligheder for at tjene, opdager vi, som præsident Monson lovede, at »guddommelig gunst kommer til dem, der ydmygt søger den«.