En stålsat pioner velsigner mange generationer

Lige siden Kirkens første tid er medlemmerne blevet forfulgt og latterliggjort for deres tro. En ung kvinde, der oplevede en sådan forfølgelse, var Sara Elvira Eriksen. Hun blev født i Drammen i Norge i 1895. Da hun havde opnået et vidnesbyrd, var hun hengiven over for evangeliet – en hengivenhed, som fik mere vidtrækkende indvirkning, end hun kunne have forestillet sig. Takket være hendes mod og tro nyder hendes efterkommere nu godt af evangeliets velsignelser.

Ligesom Sara møder vi mange hindringer, der kræver, at vi forsvarer vores vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans genoprettede kirke. Vores beslutning om at stå fast ved vores tro kan påvirke andres liv, sådan som det var tilfældet med Sara. Dette er hendes beretning.

Da jeg var 15 år, gik min far og jeg en tur en søndag aften. Pludselig stoppede min far op og foreslog, at vi gik hen til mormonkirken. Det overraskede mig, men af nysgerrighed fulgte jeg ham. Koret sang en smuk salme. Jeg havde aldrig før hørt noget så gribende.

Efter sangen rejste en missionær sig og talte om Guddommen. Senere talte han kort med min far og jeg.

Jeg besøgte ikke Kirken igen før et år senere, da jeg ville lære engelsk af missionærerne. Da engelskundervisningen var forbi, gled samtalen ind på emnet religion. Missionærerne underviste mig om evangeliet og i, hvordan man skal bede til Gud Faderen i Jesu Kristi navn. De fortalte mig om evangeliets genoprettelse gennem profeten Joseph Smith, Mormons Bogs fremkomst og mange andre evangeliske principper.

Det var alt sammen nyt for mig, og dog lød det velkendt. Jeg studerede skrifterne indgående og bad oprigtigt om yderligere lys, hvilket jeg fik.

Min far bemærkede en forandring hos mig. Men da han indså, at jeg var begyndt at tage Kirken alvorligt, blev han vred og forbød mig at gå i kirke. Jeg tog derhen alligevel. Ofte sendte han min bror hen for at hente mig hjem midt under Kirkens møder.

Da jeg blev 17, spurgte min far mig, hvad jeg ønskede mig til min fødselsdag. Jeg sagde, at jeg ønskede mig hans godkendelse til at blive døbt. Han hamrede sin knytnæve ned i bordet og råbte: »Aldrig!«

På dette tidspunkt var mine forældre blevet medlemmer af en anden kirke. Min far sendte kirkens præst og andre hen for at tale med mig, men jeg var fast i mit vidnesbyrd om evangeliet. Far sagde, at jeg var en skamplet på familien, og jeg blev tvunget til at flytte hjemmefra. Jeg boede hos en søster fra Hjælpeforeningen i en uges tid. I løbet af den tid blev min fars hjerte blødgjort, og han tillod mig at flytte hjem.

Da der var gået nogle måneder, indså min far, at intet ville kunne rokke mig fra det vidnesbyrd, som jeg havde om evangeliet, og derfor indvilligede han i, at jeg blev døbt. Min glæde og lykke var så stor, at det gjorde et dybt indtryk på min far. Han ville endda tage med mig til Oslo for at overvære min dåb.

Min mor sagde ikke meget i denne periode, men jeg kunne mærke, at hun troede på, at evangeliet var sandt. Vi tilbragte mange timer med at drøfte evangeliet.

Men kampen derhjemme var ikke forbi endnu. Min far ville ikke høre på mig. Jeg lagde pjecer på hans natbord, da han altid lå og læste til langt ud på natten. Jeg inviterede ofte missionærerne hjem til os, og de talte med min far, men lige meget hjalp det.

En dag spurgte min far mig: »Beder du nogensinde?« Jeg fortalte ham, at jeg bad hver eneste dag om, at hans øjne måtte blive åbnet for evangeliets sandhed. Han svarede, at det hele var djævelens værk, men sagde så: »Lad os bede sammen.«

Jeg sagde: »Godt, du kan bede til din Gud, så beder jeg til min Gud, og så ser vi, hvem der svarer først.« Det gjorde vi så.

Kort efter bemærkede jeg, at han læste pjecerne og Mormons Bog. Han gik med mig i kirke flere gange, men han ville aldrig tale om det eller vise mig nogen forandring i hans overbevisning. Alligevel gik der ikke en dag, uden at vi talte om forskellige af evangeliets principper.

En dag, tre år senere, fortalte han mig, at han skulle til Oslo, og at han ville have mig med. Da vi ankom til stationen, stod en af de lokale ældster der. Jeg spurgte, hvad han dog lavede der.

Ældsten svarede: »Ved du ikke det? Jeg skal døbe din far.«

Jeg græd og lo! En måned senere blev min mor og lillebror også døbt. Min søster og hendes mand blev medlemmer af Kirken kort tid efter, og det samme gjorde tre af mine brødre.

Foto udlånt af Janet Bylund