Lignelsen om bananplanten

Anton T. Kumarasamy

Som fortalt til Linda J. Later

Bananplanter er almindelige på Sri Lanka, hvor jeg bor. De har en blød stamme, som er let at skære i med en kniv, men ingen gør bananplanten fortræd, fordi den giver så gode frugter.

For mange år siden, da jeg var lille, var der et forfærdeligt uvejr. Da det endelig var forbi, gik jeg udenfor og så, at en af vores bananplanter var blæst omkuld. Den var blevet revet op med rode og havde fået bladene flået af. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at skære i den ødelagte stamme, så jeg gik indenfor og fandt en kniv. Men lige da jeg skulle til at hugge til, stoppede min bedstefar mig.

»Du må ikke gøre bananplanten fortræd,« sagde han.

»Hvorfor ikke?« spurgte jeg. »Den er jo ødelagt, og det ville da være sjovt.«

Min bedstefar sagde ikke noget, men gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham. Han bad mig om at skære en lang stav. Så førte ham mig tilbage til haven, hvor bananplanten lå. Selv om den virkede ødelagt, fik vi den op at stå igen. Da stammen stod opret, gjorde vi planten fast til staven.

»Anton,« sagde min bedstefar, »jeg vil bede dig om at holde øje med bananplanten hver dag og sørge for, at den holder sig opret. Du skal vande og nære den hver dag.«

Så hver morgen kiggede jeg til bananplanten for at sikre mig, at stammen stod opret. Hver dag fyldte jeg vand i en spand og hældte det forsigtigt ned til rødderne. Jeg var meget omhyggelig med at give planten den næring, den havde brug for.

Snart blomstrede den, og ikke længe efter kom der bananer. Da frugten var moden, gav bedstefar en banan til hvert medlem af familien. Jeg så fornøjet til, mens de skrællede dem og spiste dem. Ingen banan har nogensinde smagt så godt, og jeg var glad for at se familien nyde dem.

Det var mange år, før jeg fandt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Men de lektier, jeg lærte, mens jeg plejede bananplanten, kan anvendes i mit liv i dag. I min kirkekaldelse såvel som i mit arbejde som læge møder jeg ofte mennesker i vanskelige situationer. Ligesom bananplanten er de mennesker forladt, berøvet deres skønhed og færdige – selv i deres egne øjne. Når jeg overvejer at opgive dem, mindes jeg den dejlige frugt fra bananplanten, og så finder jeg modet til at hjælpe dem op at stå, støtte dem, nære dem og pleje dem dagligt, som Frelseren ville gøre.

De bananer, som min familie spiste, var søde, men Mormons Bog fortæller om en anden slags frugt – en, som er »yderst sød« og »mere ønskværdig end al anden frugt« (se 1 Ne 8:11-12). Vi kan finde glæde, når vi hjælper dem, som kæmper med at finde vej gennem den mørke tåge og lede dem frem, så de kan nyde den frugt, som er yderst sød – nemlig det evige livs frugt.

Den bananplante, som uvejret havde væltet, så ud til at være døende. Men med en smule kærlighed, omsorg og daglig næring kom den sig ikke bare; den bar også frugt.