En sang og en bøn

Adam C. Olson

Kirkens Tidsskrifter

Da Dillon ikke kunne nå det høje C, strakte han sig endnu højere efter den nødvendige hjælp.

Dillon har et problem: hans største talent er også hans største frygt. »Jeg elsker at synge,« siger den 16-årige tonganer, »men ikke foran mennesker. Så bliver jeg bange.«

Forestil jer hans blandede følelser, da Kirken i Tonga bekendtgjorde, at man holdt audition for sangere til en optagelse af seminarsangene til Det Gamle Testamente på tonga. Han var både begejstret og rædselsslagen.

Tre af sangene på cd’en krævede en mandestemme. Da Dillon havde sunget den sang, som han var til optagelsesprøve på, overraskede produceren ham ved at bede ham om at synge en af de andre sange også. Selv om han var meget nervøs, så gjorde han det, og produceren sagde: »Vi har fundet vores dreng.«

Til sin overraskelse – og forfærdelse – blev Dillon tilbudt muligheden for at indspille alle tre sange.

Dillons talent, Dillons frygt

Dillon, der er medlem af Ma’nganga Menighed i Nuku’alofa Stav i Tonga, udmærker sig i skolen. Han er en af de cirka ti procent af eleverne i Tonga, som er udvalgt til at gå på en statsskole. Han holder også af seminar. »Han vækker os tidligt, så han kan komme til seminar,« siger hans mor, Malenita Mahe.

Men det er sangen, han elsker allermest – selv om hans familie end ikke anede, at han kunne synge, før han blev bedt om at synge en solo under et primaryprogram engang.

»Dillon har altid været genert,« siger hans mor.

Han klarede sig så godt til det primaryprogram, at han blev bedt om at synge ved en konference i Nuku’alofa Stav. Og så blev han bidt af det.

Han fortalte sin mor: »En dag vil jeg bruge mit talent for Guds sag.« Da han blev valgt til at synge på cd’en, sagde han: »Mor, nu bruger jeg mit talent.«

Dillons storebror, Sione, siger, at han prøver at opmuntre Dillon til at synge. »Jeg ville rigtig gerne have det talent, som han har,« siger han. »Alle vil så gerne høre ham bruge det.«

»Jeg nyder at høre ham synge,« siger hans søster, Pea.

»Jeg vil gerne kunne synge som ham en dag,« siger hans niårige bror, Paula.

Dillon er taknemlig for familiens støtte. »Jeg elsker min familie,« siger han. »Jeg er sikker på, at jeg med deres hjælp kan vende min svaghed til styrke.«

Stræb højere

Mens Dillon arbejdede med lydteknikerne under optagelsen af sangene, kæmpede han med en tone. »Jeg kunne ikke ramme den,« siger han. »Vi øvede os i flere timer.«

Da han endelig vendte hjem den aften, var han udmattet og modløs, fordi han vidste, at han skulle indspille sangen næste dag.

»Jeg gik direkte ind på mit værelse og bad min himmelske Fader om at hjælpe mig,« siger han.

Det eneste, han kunne tænke på, var, hvor vigtig den cd ville være for de mere end 50.000 medlemmer af Kirken i Tonga, så vel som for andre over hele verden, som taler tonga.

»Det var mit livs længste nat,« siger han.

Efter en lang nat med bøn og en smule søvn trådte Dillon ind i lydstudiet og ramte tonen rent.

Han kan huske, at han udbrød: »Halleluja!« »Jeg var så glad.«

Frygt ikke

Et af Dillons yndlingsskriftsteder er Jos 1:9: »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.«

Dillon satte det løfte på prøve og erfarede, at det er sandt. »Jeg gjorde mit bedste. Jeg lagde min bedste indsats og mit hjerte i sangene, så lytteren må kunne føle Ånden.«

Efterhånden som Dillon vokser fra sin frygt og udvikler sit talent, erkender han, at han har modtaget meget hjælp – ikke blot fra familien, men også fra sin himmelske Fader.

»Jeg ved,« siger han, »at Gud besvarede min bøn.«