Ildens og troens øer: Galapagosøerne
Der er meget andet på Galapagosøerne end bare lavaklipper, finker, landskildpadder og turisme. Det er et epicenter af tro, hvor tjeneste og ofre har afstedkommet en enestående enighed og overbevisningskraft.
Ude bag de ujævne lavaklipper hæver en stor søjle sig, en bastion mod havets iskolde saltvandssprøjt. Når man ser nærmere efter, viser det sig, at de takkede kanter faktisk er hoveder på en masse leguaner, der krymper sammen som drager og afventer morgensolens livgivende varme. Nogle vildfarne leguaner venter alene her og der for foden af klippen. Deres store kløer, der er skarpe som knive og næsten så lange som en kvindes fingre, klynger sig sikkert til klippen.
Men de fleste samles i grupper, hvor deres læderagtige kroppe instinktivt værner hinanden mod kulde og mørke, og de kan støtte hinanden. Her på Galapagosøerne, der er født af ild, har livet en dyrebar betydning. Det er et land, hvor videnskab og tro blandes, og hvor vi får en forståelse af, at vi alle er en del af en fælles menneskehed. Og her forstår Kirkens medlemmer, ligesom leguanerne, at styrke udspringer af at holde fast ved deres pagter, mens de samlet vandrer frem mod Herren i tro, tjeneste og ofre.
Sådan begyndte indsamlingen
En tidlig morgen under et besøg i Quito i Ecuador var turistføreren og naturforskeren André Degel ude at gå en søndagstur, da han kom forbi en sidste dages hellige kirkebygning. Året var 1997, og skønt han var medlem af Kirken, havde han været mindre aktiv i flere år, efter at han var flyttet til Galapagosøerne. André mindedes den dejlige følelse af at være i kirke, og han lagde ofte vejen forbi en kirkebygning, når han var i Ecuador. Han gik normalt ikke indenfor. Han ville bare være i nærheden af bygningen. »Det fik mig til at føle mig godt tilpas,« siger han. »Som om jeg var hjemme.«
Denne dag skulle nadvermødet lige til at begynde. Efter en kort tøven besluttede André at gå indenfor. Det blev en beslutning som i sidste ende kom til at påvirke flere hundrede mennesker.
Efter mødet hilste missionærerne og medlemmerne på André. Han tænker stadig med glæde på den samtale, og især på, hvor overraskede – og begejstrede – de blev, da de hørte, at han var fra Galapagos.
Dengang var der ikke nogen formel kirkeorganisation på øerne. Faktisk var præstedømmelederne i Ecuador slet ikke klar over, at der boede medlemmer derude.
Missionærerne spildte ikke tiden. De præsenterede André for missionspræsidenten i Quito-missionen i Ecuador og sikrede sig, at de havde Andrés kontaktoplysninger.
Kort efter vendte André hjem til Puerto Ayora, som er den største by på Galapagosøerne, på øen Santa Cruz. Ikke så længe efter sendte missionen to kasser med kirkematerialer, deriblandt lektionshæfter. Men det vigtigste var måske, at missionspræsidenten havde fået fat i en liste over de medlemmer, som boede på øerne, så André kunne samle de hellige. En hurtig gennemgang af listen rummede overraskelser for André.
»Der var mennesker på listen, som jeg kendte, men jeg vidste ikke, at de var medlemmer af Kirken,« siger han.
Næsten samtidig følte andre medlemmer på Santa Cruz en trang til at få Kirken oprettet der. De var alle flyttet til Galapagosøerne for at finde arbejde. Nu ledte de efter hinanden.
Kaldet til at tjene
Livet var hårdt for Mariana Becerra, inden Kirken blev organiseret der. Hun havde kun været medlem af Kirken i nogle få år, da hun kom til øerne i 1990.
»Der var ingen kirke, da jeg kom hertil,« siger Mariana. »Der var kun min søn og jeg. Vi holdt familieaften og stræbte efter at efterleve evangeliet. Men de få andre medlemmer, jeg kendte, efterlevede ikke evangeliets standarder.«
David og Jeanneth Palacios havde en lignende oplevelse. David var blevet medlem af Kirken som teenager, og Jeanneth var blevet døbt i 1993, bare et år før parret flyttede til Galapagosøerne.
»Da vi flyttede hertil, kendte vi ikke andre medlemmer. Jeg troede, at vi var de eneste her. Det var svært at leve uden Kirken,« siger Jeanneth.
»Så en dag i 1997 kom André hen til min arbejdsplads og sagde: ›Jeg leder efter Jeanneth de Palacios. Er du medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, mormonkirken?‹
Jeg følte det, som om Herren havde rakt sin hånd ud og indsamlede sine får,« mindes Jeanneth. »Og jeg sagde: ›Ja, ja!‹ Jeg følte en stor glæde, fordi vi ikke var alene. Vi er flere!«
Mariana tilføjer: »Det var dejligt, at André indsamlede os. Vi havde noget enestående – noget større end venskab – som medlemmer af Kirken.«
Indre enhed
Da André havde samlet en kernegruppe, begyndte de at holde regelmæssige møder. Til at begynde med var der kun fire familier og venner.
»Vi mødtes ofte, nogle gange dagligt, som regel i mit hjem,« siger André. »Vi studerede de bøger, som missionen havde sendt os samt Bibelen og Mormons Bog.«
»Det var en dejlig tid,« siger Araceli Duran. »Vi var tæt knyttet. Vi samledes hver uge til studium.«
»Det er noget, som jeg aldrig glemmer,« siger Jeanneth, »for der herskede sådan en stærk enighed, en følelse af, at vor himmelske Fader elskede os og vidste, at vi nu havde brug for at samles.«
De stolede på hinanden, underviste hinanden og styrkede deres tro sammen. Det varede ikke længe, før deres ihærdighed blev anerkendt, og der blev officielt organiseret en gren i begyndelsen af 1998.
Med tiden voksede grenen, og medlemmerne fik brug for mere plads. De lejede et lille hus, og siden flyttede de til en større bygning, som havde været et hotel. I denne større bygning voksede grenen, så de var næsten 100 til stede ved møderne. Selv om grenen voksede ved reaktiveringsindsats og folk, der flyttede til øerne, så kom meget af den styrke fra nyomvendte.
Det er Oswald Villón og hans hustru, Rosario, et eksempel på. Rosario blev døbt i år 2000 og tjente som hjælpeforeningspræsident, primarypræsident og præsident for Unge Piger. Oswaldo, der blev døbt et år senere, tjener som ældsternes kvorumspræsident. Kirken har skabt store forandringer i begges liv.
»Kirken reddede mig,« forklarer Oswaldo. »Tidligere levede jeg ude i verden. Jeg var ikke alkoholiker, men jeg drak, som om jeg var det. Da jeg blev medlem af Kirken, blev disse 25 mennesker min familie. Vi var så forenede, som man kan være. Og vi arbejdede hårdt for at få grenen til at vokse.«
Takket være Galapagos-medlemmernes utrættelige indsats, er der ofte mellem 100 og 120 til stede ved nadvermøderne. I september 2009 blev de belønnet med indvielsen af en kirkebygning.
Tjenestens kraft
Nogle af grenens medlemmer og deres familier bor i Santa Cruz’ frodige højland. Det var her, at grenens ledere besluttede at iværksætte et tjenesteprojekt den 4. september 2010.
»Som ældsternes kvorum stræber vi efter at afholde et eller to mingas,« eller tjenesteprojekter, siger Oswaldo. »Vi afholder dem for den person, der har størst behov for hjælp. Denne gang skal vi bygge et hus til en søster.«
Faktisk et halvt hus. En uges tid før byggede medlemmerne den første halvdel. Denne dag har flere end 20 medlemmer brugt seks timer eller mere på at bygge den anden halvdel, som indeholder køkken, vandopsamlingssystem og en veranda rundt om huset. Det beskedne hus udgør et godt hjem for Elena Cedeño og hendes børn, som ikke var medlemmer af Kirken på det tidspunkt. De var alle meget taknemlige for den tid og indsats, som medlemmerne ydede. (Søster Cedeño og hendes søn Sebastián blev døbt i januar 2011).
»Der er ikke noget bedre end at tjene mennesker, som har brug for det,« siger Oswaldo. Og det blik, som ses i hans øjne og i de andre medlemmers øjne og i den søsters, som de tjente, vidner om den enighed, som en sådan tjeneste skaber.
Det, der virkelig betyder noget
Den tjeneste og gensidige afhængighed mellem Kirkens medlemmer på Galapagosøerne, som har skabt en sådan enighed, medførte rige velsignelser i 2007. Det år drog David og Jeanneth Palacios sammen med fem familier fra grenen, næsten 25 mennesker i alt, til templet i Guayaquil i Ecuador.
»Da jeg så de mennesker blive beseglet, havde jeg det, som om vi var blevet taget til himlen,« siger Jeanneth. »Vi følte Herrens tilstedeværelse meget stærkt. Alle fem familier er meget aktive i dag.«
Ved dette tempelbesøg blev grenspræsident Daniel Calapucha og hans hustru, Angela, beseglet, og deres tre børn blev beseglet til dem. »Templet forvandler en,« siger grenspræsident Calapucha. »Det er virkelig Herrens hus. At være forenet som familie i Herrens evangelium ændrer ens liv. Derfor bliver jeg i denne kirke. Nu hvor vi er beseglet som familie, frygter jeg ikke længere døden. Jeg frygter ikke længere at miste min familie, når jeg dør.
Templet er blevet grundlaget for følelsen af og kundskaben om, at vor himmelske Fader eksisterer – såvel som hans Søn, Jesus Kristus, og Helligånden. Det er et vidnesbyrd, som ingen kan tage fra mig.«
Hvad Galapagosøerne kan lære os
Ethvert medlem af Kirken på Galapagosøerne er en nutidig pioner. Næsten samtlige voksne medlemmer er konverteret, og mange er blevet medlem af Kirken inden for de sidste par år. Og hver af dem er med til at opbygge Guds rige på nogle fjerntliggende øer, hvor ressourcerne er sparsomme. De fleste fødevarer, al benzin og industrielle og teknologiske produkter skal importeres. Den lokale økonomi, som dog er ganske produktiv, er afhængig af den svigefulde lykkesmed, som kendes som turisme.
Det mest stabile på øerne er nok medlemmernes hengivenhed over for hinanden og for at opbygge riget. Den hengivenhed er lige så enestående som det økologiske samspil på de øer, som de bor på. Galapagosøernes økosystem afhænger af de levende væsners sundhed – både som individer og som art – når de indgår i en vellykket interaktion med deres naturlige omgivelser.
Som turistføreren og naturforskeren André forklarer: »Galapagosøerne lærer os, at et økosystem er som en levende organisme. Det er som et legeme. Det har tryk, væsker og organer. Hvis bare et af de elementer svigter, så lider alt under det.«
Galapagosøerne lærer os også noget om storheden af Guds skabninger. Intet er oprindeligt på Galapagosøerne. Alt liv, planter, dyr og mennesker, er bragt hertil.
»Når man tænker over det,« siger André, »så er chancerne for, at liv skulle opstår her på Galapagosøerne meget små. Først skulle lavaen nedbrydes tilstrækkeligt til, at livet kunne opretholdes. Derefter skulle der opstå ferskvandskilder. Så skulle der ankomme frø, som var i en sådan stand, at de kunne spire. Og de skulle kunne bestøve hinanden.
Dernæst skulle levende skabninger ankomme, enten flydende på vandet, flyvende eller på anden vis. Og skabninger af hvert køn skulle ankomme samtidigt, og forholdene skulle være sådan, at de kunne formere sig og finde føde og vand. Der findes tusinder af dyrearter på Galapagosøerne.
Husk på, at det nærmeste fastland ligger 1000 km herfra. At alle de betingelser er opfyldt, er lidt af et mirakel.«
Og dog er det netop, hvad Herren i sin uendelige visdom lod ske.
Ligesom et økosystem, der trives, når alle arter samarbejder harmonisk, skaber Kirkens medlemmer også en slags socialt og åndeligt økosystem. Medlemmerne er enkeltpersoner, som er en del af de økosystemer, der kaldes familier og menigheder og grene af Kirken. Hvert medlem spiller en vigtig rolle i at bidrage til frelse og ophøjelse af dem selv, deres familie og grenens øvrige medlemmer.
Den enkeltes beslutninger, ligesom den André traf om at gå i kirke den dag i 1997, kan få varige følger. Medlemmernes samlede beslutninger om at opbygge riget ved uselvisk tjeneste kan i nogles øjne virke som en gammel talemåde. Men for medlemmerne på Galapagosøerne gør disse beslutninger hele forskellen i styrken af deres overbevisning, kraften i deres enighed og deres tro på pagterne.
Fotos: Joshua J. Perkey, undtagen hvor andet er angivet
Til venstre: Galapagosøerne Santa Cruz (til venstre) og Baltra (til højre). Herover: Leguaner klamrer sig til en klippe i Tortuga Bay på Santa Cruz.
Herover: Bugten og byen Puerto Ayora på Santa Cruz. Herunder, fra venstre: Sandra og André Degel med deres niece Claudine; Mariana Becerra; familien Palacios; Oswaldo og Rosario Villón.
Herunder: Daniel og Angela Calapucha; Araceli Duran med sine børn; medlemmer af Galapagos Gren, som var med til at bygge Cedeños hus; Galapagosøernes Grens kirkebygning.
Herunder: Familien Fueres blev medlemmer af Kirken i Otavalo i Ecuador, men flyttede senere til Galapagosøerne for at finde arbejde. Herunder, til højre: Elena Cedeño (til venstre) sammen med sin søster, Maria. Det var med Marias hjælp, at Elena blev medlem af Kirken tidligere i år.
Galapagosøerne
Stillehavet
Ecuador: 1000 km øst
0˚ Ækvator
90˚
Isabela
Fernandina
San Salvador
Baltra
Santa Cruz
Puerto Ayora
Santa María
San Cristóbal
Española
010203040 miles
0102030405060 kilometer
Marchena
Pinta
Øverst til venstre: Foto udlånt af Floyd og Susan Baum
Kort: Mountain High Maps © 1993 Digital Wisdom, Inc.