Overvejelser
»Jeg stoler på Gud« (Sl 56:4).
Jeg satte min skoletaske i skabet og fik øje på mit spejlbillede i det store spejl på døren. Jeg stoppede op og kiggede på min løse hestehale, min krøllede bluse og mine posede sokker. Jeg huskede min primarylærers ord: »Du er en af vor himmelske Faders særlige døtre. Han har mange velsignelser til dig i fremtiden.«
Jeg lænede mig fremad og stirrede ind i spejlet i håb om, at jeg kunne kigge ind i fremtiden. Hvordan ville jeg mon være, når jeg blev 12 eller 22? Ville jeg være smuk? Ville jeg være dygtig? Ville jeg gifte mig i templet? Ville jeg få smukke børn? Det var mine drømme, men var det de velsignelser, som Gud havde i vente til mig?
»Hvad kigger du på?« Det var mors blide stemme.
Inde i spejlet kunne jeg se mor stå bagved mig i døren.
»Mig,« svarede jeg. »Det er bare mit spejlbillede.«
Mor kom ind og kiggede over skulderen på mig. »›Bare dig‹ er noget ganske særligt,« sagde hun.
»Det har min primarylærer også sagt. Hun sagde, at vor himmelske Fader har mange velsignelser i vente til mig. Hvad venter der i mit liv?«
»Kom ind på mit værelse. Jeg vil vise dig noget,« sagde mor.
Inde i soveværelset åbnede mor en lille æske og tog et sølvspejl op.
»Hvor er det smukt,« sagde jeg og rørte ved bogstavet B, som var indgraveret på bagsiden.
»Det har været min bedstemors spejl,« sagde mor. »Når jeg pudser spejlet, forestiller jeg mig, hvad bedstemor Beatrice så, når hun kiggede i det. Måske så hun først en pige, som dig, der drømte om fremtiden.
Jeg kan forestille mig det glimt af glæde, hun så i sine øjne, da hun kiggede på sine lange fletninger inden sin dåb. Vidste du, at hun ikke kunne blive døbt, før hun var 18 år gammel?«
Jeg rystede på hovedet. »Nej.«
»Og da hun blev gift med bedstefar, fødte hun en lille datter, som kun levede i to dage. Forestil dig de øjne, hun så her i spejlet. De var opsvulmet af gråd.
Mange år senere har hun set sit glade ansigt, da hun beredte sig på at tage i templet for at blive beseglet til sin mand og sine tre børn.
Som ældre kvinde har hun nok brugt spejlet, når hun skulle tage sin hat på, inden hun tog til møde i Hjælpeforeningen.
Og endelig har hun som gråhåret enke nok set den tapre beslutsomhed i sine øjne, da hun i mange år levede alene, men trofast til enden.«
»Velsignede vor himmelske Fader oldemor?« spurgte jeg.
»Ja, det gjorde han,« svarede mor.
»Var oldemor tilfreds med sit liv?«
»Ja. Det gik ikke helt, som hun havde planlagt. Noget af det var meget hårdt, men hun stolede på Gud, og alle de oplevelser hjalp hende til at blive mere som han.«
»Jeg har nok ikke rigtig brug for at se fremtiden,« sagde jeg, mens jeg forsigtigt lagde sølvspejlet tilbage i æsken. »Jeg stoler bare på min himmelske Fader og følger ham.«
»Jeg er sikker på, at Gud har meget vidunderligt i vente til dig,« sagde mor. »Og hvis du følger ham, vil det ansigt, som du til sidst ser i spejlet, reflektere hans spejlbillede. Og det vil være opfyldelsen af en drøm.«
Illustreret af Dilleen Marsh