2011
Gør vores hus usynligt
August 2011


Gør vores hus usynligt

Alice W. Flade, Utah

Hen mod slutningen af anden verdenskrig, da jeg var 19 år gammel, kom fjendtlige styrker for at besætte min fødeby i Europa. En aften sad mine forældre og jeg ved spisebordet, da vi hørte et højt brag. Vi kiggede ud af vinduet, som var mørkelagt, så bombefly ikke kunne se vores hus om natten, og fik øje på fjendtlige soldater – som med motorcykler, lastbiler og kampvogne – kørte ind i vores landsby fra forskellige retninger. Jeg var meget bange.

Min far, der altid var en trofast mand, sagde: »Vær ikke bange.« Det var en usædvanlig udmelding, når man tænker på alt det, som var lige uden for vores hus. Vi vidste, at soldaterne formentlig ville trænge ind i kvarteret og plyndre folks hjem. Far foreslog, at vi skulle knæle ved sofaen og bede vor himmelske Fader om beskyttelse. Han bad: »Kære himmelske Fader, forblænd disse soldater. Gør vores hus usynligt, så de ikke ser det.«

Da han havde bedt, bad mor også. Og så bad jeg. Bagefter vendte vi tilbage til bordet og spejdede forsigtigt ud af vinduet. Vi så soldaterne storme ind i samtlige huse i gaden. Vores hus var det sidste på vejen. De nærmede sig vores hus, men gik så forbi og indtog næste gade. Vi så dem trænge ind i hvert eneste af de huse, vi kunne se fra vores vindue.

Efter næsten to timer blæste en eller anden i en fløjte, og soldaterne vendte tilbage til deres køretøjer. Da de langsomt forsvandt, følte vi os utroligt lettede og knælede igen for at takke vor himmelske Fader for hans venlighed og beskyttelse.

Næste dag hørte jeg fra en fortvivlet ven, at soldaterne havde gjort forfærdelige ting i hvert eneste hus, som hun kendte til. Da jeg fortalte hende, at de ikke var kommet til vores hus, blev hun chokeret. Hun sagde, at hun så dem gå i retning af os, og hun kendte ikke til noget hjem i vores område, som de ikke havde været inde i. Vores hus var det eneste, som soldaterne havde ladt i fred.

Jeg ved, at vor himmelske Fader hører og besvarer vores bønner. Nogle gange synes det, som om vi aldrig modtager et svar, og vi ønsker, at han ville svare noget hurtigere. Men jeg ved, at han for 65 år siden svarede med det samme i vores hjem.