Evangeliske klassikere
Ræk en hjælpende hånd frem
Gordon B. Hinckley blev indsat som Kirkens 15. præsident den 12. marts 1995. Han iværksatte opførelsen af små templer og bekendtgjorde 79 nye templer i løbet af sin embedsperiode. Præsident Hinckley er også kendt for at rejse rundt for at besøge sidste dages hellige i over 60 lande. Den følgende artikel er uddrag af en tale, som han holdt ved oktoberkonferencen 1996. Talen findes i sin helhed på conference.lds.org.
Vi har alle brug for at blive mindet om fortiden. Det er fra historien, at vi opnår viden, der kan redde os fra at gentage fejltagelser, og som vi kan bygge vores fremtid på. …
Jeg fører jer tilbage til oktoberkonferencen 1856. Om lørdagen under konferencen ankom Franklin D. Richards og en håndfuld ledsagere til Saltsødalen. De var rejst fra Winter Quarters med stærke oksespand og lette vogne og kunne derfor rejse hurtigt. Bror Richards opsøgte straks præsident Young. Han fortalte, at der var flere hundrede mænd, kvinder og børn spredt langs ruten fra Scottsbluff til denne dal. De fleste af dem trak håndkærrer. De blev ledsaget af to vogntog, som havde fået til opgave at hjælpe dem. De var nået frem til det sidste overgangssted over North Platte-floden. Foran dem lå en vej, som gik op ad bakke hele vejen til vandskellet og adskillige kilometer mere end det …
Næste morgen ankom præsident Young til det gamle tabernakel, som stod på tempelpladsen. Han fortalte folk:
»… Mange af vore brødre og søstre befinder sig ude på prærien med håndkærrer, og der er formentlig mange, som lige nu står 100 kilometer fra dette sted, og de skal bringes hertil. Vi må sende dem hjælp …
Dette er min religion; det er den tilkendegivelse fra Helligånden, som jeg besidder. Det er at frelse folket.
Jeg vil indkalde biskopperne i dag. Jeg vil ikke vente til i morgen eller den følgende dag med at få stillet 60 gode muldyrspand og 12 eller 15 vogne til rådighed. Jeg vil ikke sende okser. Jeg vil have gode heste og muldyr. De findes her i territoriet, og vi skal have fat i dem. Og også 12 ton mel og 40 gode kuske, udover dem, der kører vognene.
Jeg vil sige til jer alle, at jeres tro, religion og trosbekendelser ikke vil frelse én eneste af jer i vor Guds celestiale rige, medmindre I efterlever sådanne principper, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og hent de mennesker, der nu befinder sig på prærien.«1
Den eftermiddag samlede kvinderne store mængder mad, sengetøj og tøj.
Næste morgen blev hestene skoet, og vognene blev klargjort og læsset.
Den følgende morgen, om tirsdagen, drog 16 muldyrspand af sted mod øst. Sidst i oktober var 250 vogne på vej ud for at undsætte folkene.
Der er blevet forkyndt mange pragtfulde prædikener fra denne talerstol, mine brødre og søstre. Men ingen har været smukkere end den, som præsident Young fremførte under disse omstændigheder
… Beretninger om deres undsættelse skal fortælles igen og igen. De taler om selve kernen i Jesu Kristi evangelium …
Der er nogle af vore egne, som råber af smerte og lidelse og ensomhed og frygt. Vi har en stor og højtidelig pligt til vise omsorg og hjælpe dem, til at opløfte dem, til at give dem mad, hvis de er sultne, og til at give dem åndelig næring, hvis de tørster efter sandhed og retfærdighed.
Der er så mange unge, som vandrer formålsløst omkring og følger det tragiske spor af narkotika, bander, umoral og hele den sværm af dårligdomme, der ledsager disse ting. Der er enker, der længes efter venlige stemmer og en ånd af ivrig interesse, der afspejler kærlighed. Der er nogle, som engang var varme i troen, men hvis tro er blevet kold. Mange af dem ønsker at komme tilbage, men ved ikke helt, hvordan man gør. De har brug for venlige hænder, som rækker ud til dem. Med en lille indsats kan mange af dem igen blive ført tilbage til festmåltidet ved Herrens bord.
Mine brødre og søstre, jeg vil håbe, jeg vil bede om, at alle vi … vil beslutte os til at søge dem, som har brug for hjælp, som er i desperate og vanskelige situationer, og opløfte dem i en kærlig ånd ind i Kirkens favn, hvor stærke hænder og kærlige hjerter vil varme dem, trøste dem, støtte dem og lede dem hen til vejen til lykkelige og produktive liv.
Jeg slutter nu af, mine elskede venner, mine fæller i denne vidunderlige sag, med mit vidnesbyrd om sandheden af dette værk, den Almægtiges værk, verdens Forløsers værk.
Håbets daggry, af A.D. Shaw