Det harmoniske, retskafne livs traditioner
Fra en tale holdt på Utah Valley University den 15. januar 2010.
Må Gud velsigne jer med viljen og ønsket om at være et eksempel for verden og føre det harmoniske, retskafne liv, som han forventer, at hans børn lever denne prøvestand.
I indledningen til den mindeværdige musical Spillemand på en tagryg præsenterer hovedpersonen Tevje sin historie med ordene:
»Man kan sige, at enhver af os i vores lille landsby Anatevka er en spillemand på en tagryg, som stræber efter at frembringe en dejlig og enkel melodi uden at brække halsen. Det er ikke let. Du spørger måske, hvorfor vi bliver heroppe, hvis det er så farligt. Vi bliver her, fordi Anatevka er vores hjem. Og hvordan holder vi balancen? Det kan jeg sige med et ord – tradition!
Takket være vore traditioner har vi holdt balancen i mange, mange år … Takket være vore traditioner ved alle, hvem han er, og hvad Gud forventer af ham.«1
Jeg og andre ældre medlemmer af Kirken har nydt det privilegium at leve i en særlig periode af Kirkens historie. Pionertiden har givet os storslåede traditioner. Pionererne udviklede en stærk fællesskabsfølelse, fordi selve deres overlevelse afhang af det. Jeg er tredjegenerationsefterkommer af en ædel mormonpionerfamilie, men jeg har kunnet nyde velsignelserne ved et moderne hjem, bil og uddannelse. Men mit liv lå ikke så langt fra pionerernes liv, og pionertraditionerne blev videreført i min familie, min menighed og mit lokalsamfund.
I mit barndomshjem stod det klart, at far og mor elskede hinanden og hvert af os børn. De viede uselvisk den bedste del af deres liv til familien. Vi spiste hver dag tre måltider sammen som familie. Det traditionelle hjem, som jeg kendte, bliver mindre og mindre almindeligt i dag. Vi længes til tider efter »de gode, gamle dage«.
Vore sociale aktiviteter var koncentreret om vores menighed eller vores lokale skole. Menigheden kom og overværede vores idrætsdage. Menighedsfester omfattede hele familien. Højtider som jul, uafhængighedsdagen og dyrskuerne var begivenheder, som hele familien deltog i.
Vi havde også familietraditioner. De erfaringer, som vi drog af disse familietraditioner, lærte os grundlæggende principper. Der var især en sjov familietradition, som gjorde varigt indtryk på os. Når børnene i familien blev et år, blev de anbragt i den ene ende af stuen, mens resten af familien stod i den anden ende. I stuen, hvor familien var samlet, lå fire genstande på gulvet: en sutteflaske med mælk, et stykke legetøj, en lille sparegris og skrifterne. Så blev barnet opfordret til at kravle hen til genstandene og vælge en af dem.
Jeg valgte sparegrisen og endte med at blive økonomidirektør. Min bror Ted, som valgte skrifterne, elskede bøger hele sit liv og blev advokat. Min yngste bror, Bob, var det alsidige medlem af familien. Han kravlede op og satte sig på skrifterne, tog sparegrisen og anbragte den ved sine fødder, stak sutteflasken i munden med den ene hånd, mens han holdt legetøjet i den anden hånd. Han blev revisor. Han levede et harmonisk liv.
Med disse fire genstande som eksempler vil jeg gerne drøfte det harmoniske liv.
Vores legeme er et tempel
Sutteflasken repræsenterer vores fysiske sundhed. Skrifterne vidner om, hvor vigtigt vores legeme er for vores evige udvikling.
»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (1 Kor 3:16-17).
Herren har sat en høj standard for os, når han siger, at vi skal betragte vores legeme som et tempel. Jeg har nydt det privilegium at ledsage Kirkens præsidenter til mange tempelindvielser. Inden indvielsesceremonien inspicerer præsidenten altid det håndværksmæssige arbejde i det nye tempel, som er af højeste kvalitet og smukt udført. Området omkring vore templer er altid de smukkeste steder i de lokalsamfund, hvor de er opført.
Gå hen og stil jer foran et tempel. Studér omhyggeligt Herrens hus og se, om det ikke inspirerer jer til at foretage nogle forbedringer i det fysiske tempel, som Herren har givet som bolig for jeres evige ånd. Herren har fastlagt nogle grundlæggende standarder for varetagelsen af vores fysiske legeme. Lydighed mod disse standarder er og forbliver et krav for at blive ordineret til præstedømmet, for at få en tempelanbefaling og for at have en kaldelse i Kirken.
Nogle gange frygter vi måske, at andre mennesker ikke vil være så imødekommende mod os på grund af de høje standarder, som vi har sat for os selv. Alligevel er der bare ting, som vi ikke gør. Vi har visdomsordet, som hjælper os til at leve et sundere liv, et liv, som er befordrende for vores vækst og velbefindende. Vi har standarder, idealer og en levevis, som misundes af en stor del af verden. Jeg har erfaret, at hvis man lever, som man bør, lægger folk mærke til det, og ens tro gør indtryk, og så får man indflydelse på andres tilværelse.
Jeg gjorde karriere i stormagasinbranchen. Da jeg var en del af ledelsesteamet, var det vigtigt for mig at omgås lokale forretningsorganisationer. De fleste af møderne i disse organisationer begyndte altid med cocktails. Man brugte så tiden på at gå rundt og lære organisationens medlemmer at kende. Jeg har altid følt mig utilpas ved de cocktailparties. Til at begynde med bad jeg om en citrussodavand. Jeg opdagede hurtigt, at sodavanden lignede mange af de andre drinks. Jeg kunne ikke vise, at jeg ikke drak, når jeg gik rundt med en klar sodavand i hånden. Jeg prøvede med rootbeer. Men der var det samme problem.
Til sidst besluttede jeg at drikke noget, som helt tydeligt viste, at jeg ikke drak spiritus. Jeg gik hen til bartenderen og bad om et glas mælk. Bartenderen havde ikke lige forventet sådan en anmodning. Han gik ud i køkkenet og fandt et glas mælk til mig. Nu havde jeg så en drik, som så helt anderledes ud, end den spiritus, som de andre drak. Pludselig blev jeg midtpunkt for alles samtale. Der blev spøgt meget med min mælk. Den blev det store samtaleemne. Jeg mødte flere forretningsledere den aften, end jeg nogensinde før havde gjort ved et cocktailparty.
Fra da af drak jeg altid mælk ved disse cocktailparties. Det blev snart almindeligt kendt, at jeg var mormon. Den respekt, jeg nød, overraskede mig, og det samme gjorde noget andet, som nu skete. Andre begyndte at følge mit eksempel med at drikke mælk!
Hav modet til at være anderledes. Lev op til de standarder, som evangeliet lærer os.
»Godt fysisk og åndeligt helbred kan hjælpe os til at holde os på den lige og snævre sti,« sagde ældste Joseph Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum. »Herren gav os sin sundhedslov i form af visdomsordet, ›et princip med et løfte‹, som den moderne lægevidenskab hele tiden bekræfter (L&P 89:3).Alle Guds befalinger, inklusive visdomsordet, er åndelige (se L&P 29:34-35). Vi skal nære os selv åndeligt i endnu højere grad en fysisk.«2
Hvor bør vi dog være taknemlige for evangeliets lære om vigtigheden af at holde vores fysiske legemer rene og værdige til at huse vores evige ånd.
Verdens legetøj
Vi lever i en spændende verden. Ønsket om verdsligt legetøj synes overvældende. Lande i den udviklede del af verden, er blevet så verdslige i deres overbevisninger og handlinger, at de slutter, at mennesket er fuldstændig autonomt. De mener, at vi ikke behøver at stå til regnskab for nogen eller noget udover os selv og i begrænset omfang det samfund, vi lever i.
Skrifterne advarer os: »De søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed, og hvis væsen er som en afguds, som bliver gammel og skal omkomme i Babylon, ja, Babylon den store, der skal falde« (L&P 1:16).
Samfund, hvor denne verdslige livsstil slår igennem, betaler dyrt både åndeligt og moralsk. Efterstræben af såkaldt personlig frihed uden hensyn til de love, som Herren har givet til at lede hans børn på jorden, vil resultere i en ekstrem verdslig og selvisk kurs, der underminerer både den offentlige og private moral og trodser autoriteter. Midt i verdens tumult og uvished må der være åndelige tilflugtssteder, som indgyder fornyelse, håb og fred.
Som en modsætning til denne sekulære levevis lærte præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) os betydningen af at søge kundskab fra Gud:
»I den rette rækkefølge kommer kundskaben om Gud og hans program, som er vejen til evigt liv, først, og dernæst kommer kundskaben om det sekulære, som også er meget vigtigt …
Peter og Johannes havde kun ringe verdslig skolegang og blev betragtet som uvidende. Men de kendte til det, der er vigtigst i livet, nemlig at Gud lever, og at den korsfæstede, opstandne Herre er Guds Søn. De kendte vejen til evigt liv. Det lærte de på nogle få årtier i deres jordiske tilværelse. Deres retskafne levevis åbnede døren til guddommelighed for dem og skabelsen af verdener med evigt afkom. Til det ville de sikkert, med tiden, få brug for en fuldkommen kundskab om videnskab. Men hvor Peter og Johannes kun havde få årtier til at lære og handle åndeligt, så har de allerede nu haft 19 århundreder, hvori de har kunnet lære det sekulære eller jordens geologi samt skabningernes zoologi, fysiologi og psykologi. Jordelivet er tid til først at lære om Gud og udføre ordinancerne. Når vores fødder står solidt på vejen til evigt liv, kan vi samle os mere kundskab om det sekulære …
Verdslig kundskab kan være nok så vigtig, men den kan aldrig redde en sjæl, ej heller åbne det celestiale rige eller skabe en verden eller gøre en mand til en gud, men den kan være yderst nyttig for det menneske, som sætter de vigtigste ting først, har fundet vejen til evigt liv, og som nu kan anvende al kundskab som redskab og sin tjener.«3
Søg efter det, der hører Gud til, og hvor evige belønninger venter.
Investering i den gode karakter
Som nedskrevet i Lukas 14 lærte Frelseren os denne lektie:
»Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt?
- for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham
og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!« (Luk 14:28-30).
Når I bereder jer på fremtiden, skal I være sikre på, at det, som I anvender dette liv til, er noget, som sætter jer i stand til at komme stærkt i mål og opnå jeres evige belønning.
Vore dages verden kører i et højt tempo og er meget kompleks. Den enkelte har altid mulighed for at deltage i det hurtige spil og tabe. Mange mennesker kaster sig ud i aktiviteter, der giver hurtig og uventet fortjeneste og ofte ved at drage fordel af andre, som stræber efter at følge en hæderlig vej. Det rasende tempo ude i verden frister nogle mennesker til at spille efter deres egne regler.
Men vi må altid bøje os for høstens lov. »For hvad I end sår, det skal I også høste; hvis I derfor sår det gode, skal I også høste det gode som jeres belønning« (L&P 6:33). Det er en lov, som aldrig bliver trukket tilbage.
»Et menneskes karakter er den han virkelig er – Hans omdømme er den opfattelse, som andre har dannet af ham – Karakteren findes i ham – omdømmet kommer fra andre mennesker – karakter er virkelighed, omdømme er blot en afglans.«4
En god karakter er noget, man selv må skabe sig. Den kan ikke arves fra forældre. Den kan ikke skabes ved at nyde usædvanlige fordele. Det er ikke en gave i form af byrd, rigdom, talent eller stand. Den er resultatet af din egen indsats. Det er den belønning, som kommer af at efterleve gode principper og føre et dydigt og ærefuldt liv.
Med den ædle egenskab tillid – følger et omdømme af én, der er ærlig og pålidelig. Det er karaktertræk, som vil sikre en lang og fremgangsrig karriere. Det største aktiv, som du kan sætte i din bank, er et omdømme som en troværdig person.
Dagligt skriftstudium
I sine skrivelser om, hvad hans følte for skrifterne, skrev Nefi: »Og på disse skriver jeg det, der rører sig i min sjæl, og mange af de skrifter, der er indgraveret på bronzepladerne. For min sjæl fryder sig ved skrifterne, og mit hjerte grunder over dem, og jeg skriver dem til mine børns lærdom og gavn« (2 Ne 4:15).
Vi finder en skatkiste af overbevisning og kundskab i vore skrifter: Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Vi kan finde en rød tråd af inspiration i hver af dem. Vi finder dem nemt, når vi studerer dem.
Skrifterne lærer os, at Jesus Kristus er Guds Søn. Han lever og er vores Forløser og Frelser. Vi skal følge ham og vise vores kærlighed til ham ved at huske ham og ydmygt holde hans bud.
Takket være hans forsoning kan vi omvende os og blive rene. Vi er hans pagtfolk og skal altid holde de pagter, vi har indgået.
Vi bør have tro, omvende os, blive døbt, modtage Helligåndens gave og holde ud til enden.
Personlig og oprigtig involvering i skrifterne frembringer tro, håb og løsninger på vore daglige udfordringer. Når vi ofte læser, overvejer og anvender det, som vi lærer fra skrifterne, og kombinerer det med bøn, bliver det en uerstattelig del af at søge og vedligeholde et stærkt og levende vidnesbyrd.
Præsident Spencer W. Kimball mindede os om vigtigheden af vedvarende læsning i skriften, da han sagde: »Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til guddommen, og når det er som om, at intet guddommeligt øre lytter, og ingen guddommelig røst taler, at så er jeg langt, langt borte. Hvis jeg fordyber mig i skriften, mindskes afstanden og åndeligheden kommer tilbage.«5
Gør det til en daglig vane at studere skrifterne.
En udstrakt hånd til verden
Min generation uddør hastigt. Vi er villige til at give faklen videre til en ny og bedre beredt generation af sidste dages hellige. Vi forventer, at de vil -
-
holde deres vidunderlige fysiske legeme rent og helligt som Guds tempel.
-
lægge størst vægt på åndelig læring og kundskab fra Gud.
-
være en pålidelig generation og anvende de evige evangeliske sandheders grundvold til at bygge standarder og værdier på.
-
søge lærdom fra de evige sandheder, som findes i de hellige skrifter.
Må Gud velsigne jer med viljen til og ønsket om at være et eksempel for verden og føre det harmoniske, retskafne liv, som han forventer, at hans børn lever i denne prøvestand.
Foto © iStockphoto
Fotoillustration: John Luke
Til venstre: fotoillustration: Frank Helmrich; til højre: fotoillustration: John Luke
Fotoillustration: Christina Smith