Unge
Mor reddede os
Da jeg var seks år gammel, kiggede min lillesøster og jeg på, mens vores ældre søster spillede basketball. Min far gik, og vi besluttede, at vi ville tage hjem med ham, så vi løb efter ham ud i regnen. Da vi ikke kunne finde ham, gik vi tilbage til gymnastiksalen for at køre hjem med vores mor, men da vi trådte ind i hallen, var alle gået.
Jeg kan huske, at vi krøb sammen i døråbningen, så vi kunne komme væk fra regnen, mens vi bad til, at nogen ville dukke op. Så husker jeg, at vi hørte døren på vores røde minibus blive smækket i, og vi løb af sted efter lyden. Det er et af de tydeligste barndomsminder, jeg har: Vores mor knugede os ind til sig »som en høne, samler sine kyllinger under sine vinger« (3 Ne 10:4). Min mor havde reddet os, og jeg har aldrig følt mig så tryg, som jeg gjorde i det øjeblik.
Når jeg tænker på hendes indflydelse på mig, kan jeg se, at min mors liv har ført mig til Frelseren og har vist mig, hvad det vil sige at »opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ« (L&P 81:5). Hun stolede på Jesus Kristus, for »kun hos [ham hun] finder styrke« (»Frelser, jeg vil følge dig«, Salmer og sange, nr. 152).