To pionerer fra to forskellige århundreder
En skotsk dreng. En taiwanesisk pige. Halvandet århundrede skiller dem, men troen forener dem.
Kære Ebenezer, du kender mig ikke, for vi har aldrig mødt hinanden.
Den 17. november 1830 blev du født i Dunblane i Perthshire i Skotland som søn af Andrew Bryce og Janet Adams Bryce. De gav dig navnet Ebenezer.
Hundredeogtreogfyrre år senere blev jeg født i Hualien i Taiwan. De gav mig navnet Ji-Jen Hung.
Du begyndte at arbejde på skibsværftet som tiårig. Senere blev du lærling og blev dygtig til dit fag.
Som fireårig begyndte jeg at lære gangetabellerne og de kinesiske fonetiske tegn udenad. Det var ikke let, men det lykkedes.
I foråret 1848 blev du interesseret i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, selv om din far, din familie og dine venner ikke delte din begejstring. De gjorde alt, hvad de kunne for at få dig til at fornægte Kirken. Din far låste sågar dit tøj inde for at hindre dig i at gå i kirke om søndagen. Men din tro var urokkelig. På trods af forfølgelse kæmpede du videre.
Den 4. december 1986 bankede to amerikanske missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på hjemme hos min far. Skønt min far lod missionærerne besøge os regelmæssigt, var han aldrig rigtig interesseret i budskabet. Nogle få måneder senere blev han skilt fra min mor og giftede sig igen.
Da min far informerede missionærerne om de triste nyheder om vores splittede familie, bad han dem samtidig om ikke at komme tilbage.
Missionærerne efterlod et eksemplar af Mormons Bog med adressen på den nærmeste kirkebygning skrevet indeni og sagde: »Vi vil altid være jeres venner. Hvis der er noget, som vi kan gøre for jeres familie, så kom hen på denne adresse. Der kan I finde os.«
Det var hårdt at sige farvel til missionærerne den aften, for jeg fornemmede noget dyrebart i deres budskab.
Min stedmor flyttede ind. Hun og far blev strenge, livet blev hårdt, og jeg blev en kynisk teenager.
En aften kunne jeg ikke udholde den rædselsfulde behandling mere, så jeg flygtede ud af døren i frygt og gemte mig på en rismark, ensom, ulykkelig og fortvivlet. Jeg ville stikke af, men havde ingen steder at tage hen.
Pludselig huskede jeg, hvad ældsterne havde sagt under deres sidste besøg. »I morgen tidlig tager jeg ud for at finde mine venner,« sagde jeg til mig selv og følte for første gang i årevis en indre fred.
Tidligt næste morgen sprang jeg på min cykel og kørte ind til kirken, men de ældster, som havde besøgt mig og min familie nogle år tidligere, var rejst hjem. Netop som jeg var ved at give op, kom to rare damer med de velkendte sorte navneskilte på frakkerne hen til mig og præsenterede sig.
Kære Ebenezer, trods din fars modvilje blev du døbt i april 1848, som det eneste medlem i din familie.
En måned efter at jeg havde mødt søstermissionærerne, blev jeg døbt i november 1988, som det første medlem i min familie.
Men min far og min stedmor gjorde det vanskeligt for mig at komme i kirke.
En dag, da jeg kom hjem fra en aktivitet i Unge Piger, kom far stormende ind i stuen, bandede ad mig, greb mine skrifter og rev dem i stykker. Stumper af hvidt papir hvirvlede og svævede rundt i luften og landede blidt og stille på gulvet, hvor også mine tårer faldt.
Det var som et mareridt, jeg ikke kunne vågne af.
Da jeg blev 21, udtrykte jeg et stærkt ønske om at udføre en fuldtidsmission. Far reagerede ved at slå hånden af mig. Netop på den kinesiske nytårsaften, hvor de fleste tog hjem for at være sammen med deres kære, blev jeg smidt ud af mit hjem.
Kære Ebenezer, da forfølgelsen fra din familie og dine venner blev uudholdelig, besluttede du at udvandre fra Skotland til Amerika, så du kunne slutte dig til de sidste dages hellige og drage over prærien til Utah. Din far blev rasende. Han befalede dig at blive, men du var en beslutsom ung mand. Den dag, du gik om bord i skibet, var den sidste gang, du så ham.
Livet som 17-årig udvandrer var ikke let for dig, Ebenezer, men du klarede dig. Dine færdigheder som tømrer, møllebygger og skibsbygger kom straks i anvendelse. Du blev kaldet til at bygge en kirkebygning i Pine Valley i Utah. Selv om du aldrig havde bygget en kirke før, tøvede du ikke med at tage imod kaldelsen. I dag er den bygning den ældste sidste dages hellig kirkebygning, som stadig er i brug.
Senere opdagede du det majestætiske, naturskabte amfiteater, som nu bærer dit navn, nemlig nationalparken Bryce Canyon.
Den 4. juni 1994 begyndte jeg som fuldtidsmissionær i Taichung-missionen i Taiwan. Jeg satte et sort navneskilt på min frakke, ligesom de ældster, der havde besøgt min familie for mange år siden. Jeg følte mig ydmyg. Jeg følte mig beæret. Jeg følte mig velsignet.
Efter min mission udvandrede jeg til Utah, hvor jeg traf min mand. Vi blev gift i templet for tid og al evighed. Gennem min mands slægtslinje blev jeg forbundet med dig.
Kære Ebenezer, du kender mig ikke. Vi har aldrig mødt hinanden. Men jeg har hørt historier om dig. Dine fødder holdt aldrig op med at vandre. Dine hænder holdt aldrig op med at arbejde. Dit hjerte holdt aldrig op med at tro. Du holdt aldrig op med at tjene. Efter alle disse år opbygges jeg stadig af dit trofaste eksempel. Mange tak, kære Ebenezer. Tak!
Ebenezer Bryce var med til at bygge kirkebygningen i Pine Valley (herunder), som stod færdig i 1868. Han opdagede også den canyon, som i dag bærer hans navn, nemlig nationalparken Bryce Canyon (til højre) i det sydlige Utah.
Foto af forfatter: Derek Israelson; foto af Ebenezer Bryce med tilladelse fra Utah State Historical Society; foto af Bryce Canyon © Rubberball Productions