En generalkonference, der passede lige til mig
Det, jeg stod over for, var skræmmende, men min himmelske Fader var opmærksom på mig i den første weekend af oktober.
Jeg voksede op i et hjem, hvor generalkonferencen var noget, man så frem til næsten som en højtid. Jeg kan huske, at jeg som lille pige fik til opgave i Søndagsskolen at vise billeder af generalautoriteterne, når de talte. Da jeg blev lidt ældre, lærte jeg at genkende Brødrene ikke blot på deres fysiske fremtoning, men også på deres stemme og de budskaber, som de fremførte. Som førsteårsstuderende på universitetet var jeg begejstret, da vores institutkor blev bedt om at synge ved et af konferencemøderne i tabernaklet. Så da jeg var 20, havde jeg allerede en helt speciel følelse for de første weekender i april og oktober hvert år.
Men jeg skulle senere lære, hvor dybt personlig en generalkonference kan være. Vores stav modtog billetter til hjælpeforeningsmødet i september 2008 i Konferencecentret. Jeg glædede mig til at mødes med søstrene fra staven, så frem til den inspirerende musik og talerne og var især taknemlig over, at vi ville få lov til at høre fra præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab. Jeg sugede hvert eneste ord til mig, tog omhyggeligt notater og forpligtede mig til at efterleve det, som vi blev pålagt at gøre. Jeg syntes, at det var en vidunderlig optakt til de generalkonferencemøder, som skulle afholdes den følgende weekend.
Og så styrtede min verden i grus. Mens jeg var på arbejde om torsdagen, modtog jeg et opkald fra min læge, der oplyste mig om, at de prøver, som jeg havde fået taget den foregående uge, tydede på, at jeg havde kræft.
De følgende dage var en sløret strøm af tvivl, frygt, bekymring, tristhed, fortvivlelse og smerte. Der væltede så mange følelser rundt i mig, at jeg ikke kunne sove, og tårerne flød konstant. Jeg havde aldrig været så bange i hele mit liv.
Da det blev lørdag morgen, havde jeg i sinde at lytte til konferencen, mens jeg varetog andre opgaver. Jeg håbede, at jeg kunne få tankerne væk fra mine prøvelser, hvis jeg holdt mig beskæftiget. Men jeg kunne ikke lade være med at lægge vasketøjet fra mig og lade tallerknerne blive i vasken, mens jeg lod mig drage hen til fjernsynet. Mit hjerte sprang næsten et slag over, da ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum indledte det første møde med denne udtalelse: »Vi kan ikke forudsige alle livets kampe og storme, end ikke de nærmest forestående, men som mennesker med tro og håb ved vi fuldstændig uden tvivl, at Jesu Kristi evangelium er sandt, og at det bedste venter forude.«1
Jeg var sikker på, at det næste emne ville være moralsk renhed eller sabbatsdagen. Men hvert eneste budskab handlede om håb i tider med trængsler!
Søndag var en fredfyldt dag, hvor vores familie samledes til faste og bøn for mig. Jeg blev ved med at høre ord om håb, nøjagtig som jeg havde hørt dagen før, og det blev rundet af om eftermiddagen med et stærkt budskab fra ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum: »Jeg vidner om, at Jesu Kristi forsoning omfatter alle de prøvelser og genvordigheder, som hver eneste af os vil møde i dette liv,« sagde han. »Til tider, når vi har lyst til at sige: ›Håber du ved, jeg havde det slemt‹, kan vi være forvissede om, at han er der, og at vi er sikre i hans kærlige arme.«2
Måske skyldtes det fasten eller bønnerne eller blot min ydmyge følelsestilstand, men fra start til slut følte jeg, at dette var min personlige generalkonference, og at jeg var den eneste tilhører.
De følgende dage, uger og måneder bragte mange udfordringer, da jeg stod over for prøver, operationer, kemoterapi og strålebehandlinger. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg ikke havde følt nogen fortvivlelse i de 12 måneder. Men det gjorde jeg. Men i den svære tid følte jeg mig opbygget af menighedens og min families bønner og faste, af de præstedømmevelsignelser jeg fik fra min far, og af min mors tro. Jeg læste Mormons Bog hele vejen igennem under de første måneder af behandlingen, fordi jeg vidste, at vi finder trøst i Guds ord.
Men på de mørkeste dage opsøgte jeg altid mit slidte eksemplar af Ensign fra november 2008 og genlæste de ord, som kom fra en kærlig himmelsk Fader gennem inspirerede tjenere og direkte til mit frygtsomme hjerte. Jeg blev forbløffet over en sætning, som jeg ikke kunne huske at have hørt præsident Thomas S. Monson sige i sin indledende tale: »Vores himmelske Fader er opmærksom på hver eneste af os og på vore behov. Må vi blive fyldt med hans Ånd, når vi deltager i møderne ved Kirkens oktoberkonference 2008.«3
Jeg havde opnået et vidnesbyrd om den sandhed. Vor himmelske Fader var opmærksom på mig den weekend i oktober. Jeg kendte til mit behov for håb om hans kærlighed og håb om hans plan for mig. Han talte, og jeg lyttede.
Illustreret af Dilleen Marsh