2011
Truman O. Angell
September 2011


Store personligheder

Truman O. Angell

Truman Osborne Angell (1810-1887) tjente i flere årtier som Kirkens arkitekt og planlagde og ledte opførelsen af mange betydningsfulde bygninger, som blandt andet templet i Salt Lake City. Gennem hele sin tjeneste i Kirken var Truman ydmyg og lydig.

Han blev født den 5. juni 1810 i Providence i Rhode Island i USA. Da han var teenager, oplærte en lokal håndværker ham som tømrer og snedker.

Som 22-årig blev han præsenteret for Kirken af sin søster, som havde modtaget et eksemplar af Mormons Bog fra missionæren Thomas B. Marsh. I januar 1833 blev Truman døbt sammen med sin mor, Phebe, og sin hustru, Polly.

Kort tid efter at Truman var blevet ordineret til De Halvfjerds’ Andet Kvorum, bad profeten Joseph Smith ham om at opføre en forretning i Kirtland i delstaten Ohio. Truman takkede nej og forklarede profeten, at han forberedte sig på at tage på mission. Næste dag fik Truman dog øje på Det Første Præsidentskab i det fjerne og følte sig tilskyndet til at tage imod byggeopgaven fra profeten. Han skrev senere: »Som følge deraf ændrede jeg min beslutning og udviste lydighed.«1

I 1856 sendte Brigham Young Truman på en mission til Europa og gav ham besked på at »udføre skitser af fremragende arkitektoniske værker«, så han kunne »blive bedre kvalificeret« til at fortsætte arbejdet med templet i Salt Lake City og andre bygninger.2

Truman blev kaldet som Kirkens arkitekt i 1867. (I dag kalder Kirken ikke længere officielle kirkearkitekter). Skønt mange års hårdt arbejde havde tæret på Trumans helbred, tog han imod kaldelsen. Han skrev i sin dagbog: »Jeg føler mig meget nedslidt, men hvis præsidenten og mine brødre ønsker at opretholde en ussel orm som mig som Kirkens arkitekt, vil jeg stræbe efter at tjene dem og ikke vanære mig selv … Må Herren bistå mig deri.«3

Truman ledte mange byggeprojekter i Utah, som blandt andet Lion House, Beehive House, Utah Territorial Statehouse og templet i St. George.

Truman levede ikke længe nok til at opleve indvielsen af templet i Salt Lake City i 1893, men han tjente trofast som Kirkens arkitekt indtil sin død i 1887.

Noter

  1. Truman O. Angell, i Kate B. Carter, Our Pioneer Heritage, 20 bind, 1958-1977, 10:197.

  2. Se Carter, Our Pioneer Heritage, 10:204.

  3. Paul L. Anderson, »Truman O. Angell: Architect and Saint«, i Supporting Saints: Life Stories of Nineteenth-Century Mormons, red. Donald Q. Cannon og David J. Whittaker, 1985, s. 161.

Udskriv