2011
Pligt mod Gud med far
September 2011


Særlige artikler om Pligt mod Gud

Pligt mod Gud med far

Har du brug for hjælp med Pligt mod Gud? Så er den næsten hjemme.

Efter at have hørt om det nye hæfte Pligt mod Gud ved et foredrag sidste år var Aleks Miller – diakonernes kvorumspræsident fra North Shore Menighed i Vancouver Stav i British Columbia – ivrig efter at komme i gang. Han og hans far aftalte at sætte sig sammen hver søndag og arbejde på et afsnit i hæftet.

»Hver uge sætter min far og jeg os ned og læser et afsnit i hæftet,« siger Aleks. »Vi indleder med bøn, og så lærer vi det, der står, og læser skriftstederne. Vi besvarer spørgsmålene i afsnittet og skriver, hvordan vi kan anvende det, vi har lært.« Aleks fortæller ofte sin mor, hvad han og hans far arbejder på. »Jeg har talt med min mor om nadveren og betydningen af nadverbønnerne, og jeg skrev nogle forslag til, hvordan jeg, som diakon, kan gøre nadveren mere betydningsfuld for hende.«

Efter nogle få uger med disse Pligt mod Gud-med-far-møder opdagede Aleks, at det havde medført en stor forandring i hans liv. »Det får mig til at føle mig godt tilpas,« siger han. At sidde sammen med sin far er ikke altid lige det første, som Aleks har lyst til om søndagen, »men når vi begynder at lære og læse sammen, bliver jeg rigtig glad og har det bedre med det.«

Aleks har sat nye mål og er ved at få en større forståelse af evangeliet, fordi han læser og lærer sammen med sin far. »Et af afsnittene i Pligt mod Gud foreslår, at vi studerer fem emner i Til styrke for de unge og derefter skriver et mål for hver af dem, så man kan blive bedre,« forklarer Aleks. »Jeg valgte ærlighed. Så et af mine mål var at fortælle mine forældre det, når jeg gør noget forkert, i stedet for bare at holde det for mig selv.«

Et andet emne, som Aleks valgte, er uddannelse. »Mit mål var at gennemføre en hel måned i skolen, hvor jeg ikke bare pjattede omkring, men fuldførte alle mine opgaver, så jeg ikke havde lektier for hjemme. Det går rigtig godt, og nu har jeg en masse ekstra fritid.«

Aleks opmuntrer nu alle diakonerne i sit kvorum til at arbejde på at fuldføre deres pligt mod Gud. Og han giver det samme råd til enhver ung mand, som overvejer at slå op i hæftet og komme i gang: »Bare gør det,« siger han. »Hvis du ikke kan komme i gang på egen hånd, så gør som jeg og bed din far om at hjælpe dig.«

Foto: Paul VanDenBerghe