Mit liv tilhører ham

Mahonry Gonzalez, Morelos i Mexico

Da jeg fyldte 18, begyndte mange medlemmer i menigheden og staven at fortælle mig, at jeg skulle tage på mission. Selv om jeg altid havde planlagt at tage på mission, brød jeg mig ikke om det pres.

Kort tid efter begyndte jeg på mit første år på college. Fordi jeg havde gjort en stor indsats, vandt jeg et legat, som gjorde det muligt for mig at studere i Tyskland. Tyskland var meget forskelligt fra mit fædreland, Mexico, men jeg fordybede mig i kulturen og lærte hurtigt sproget.

Med tiden blev jeg tilbudt et fast job i et velanset europæisk firma. Pludselig syntes det at udføre en mission som en sur pligt, snarere end et ønske. Jeg tænkte, at jeg ville tage imod jobbet og nyde verdslig fremgang.

En snevejrsdag kørte jeg til Heidelberg sammen med min veninde Melanie. Da vi havde kørt i flere timer, var motorvejen dækket med sne, og vi begyndte at blive søvnige. Vi kørte omkring 105 km/t, da vi overså et rødt lys og ramlede lige ind i en bus.

Da jeg kom til mig selv, så jeg politi, ambulance og en grædende Melanie. Bilen var smadret, og jeg sad stadig i den. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg indså, hvor velsignede vi var ved at være i live. Jeg begyndte at bede og takke min himmelske Fader, fordi han havde ladet os overleve, men så meldte en ny frygt sig – jeg kunne ikke bevæge mine ben.

På vej til hospitalet hørte jeg sygeplejerskerne sige, at hvis jeg havde fået et brud på rygsøjlen, ville jeg næppe komme til at gå igen. Jeg bad af hele mit hjerte til min himmelske Fader. Først takkede jeg ham igen for at have ladet mig overleve, og jeg indså, at mit liv ikke længere tilhørte mig. Jeg lovede ham: »Hvis mine ben er i orden, så jeg kan gå, så vil jeg udføre en mission af hele mit hjerte og sind.«

Efter fire timer på hospitalet så min diagnose lovende ud. Jeg ville komme til at gå igen. Jeg nærede ikke længere nogen tvivl om, at jeg ville udføre en mission. I stedet følte jeg et stærkt ønske om at forkynde mit vidnesbyrd om, at Gud lever, at han er vor himmelske Fader, og at han kan udføre mirakler i vores liv.

Efter den oplevelse besluttede jeg, at jeg ikke ville tage det job, jeg var blevet tilbudt. Jeg vidste, at min tid og alt, hvad jeg har, tilhører Herren. Hvorfor skulle jeg så ikke give ham lidt af den tid og tjene ham i to år?

Da jeg havde bestået min eksamen, blev jeg kaldet til at tjene i Frankfurt i Tyskland. Under min mission bar jeg vidnesbyrd om min himmelske Fader. Jeg ved, at han lever, at han er min Fader, og at han beskytter mig. Han har givet mig livet, og det vil altid tilhøre ham.