En smule af himlen på jorden

Ældste Robert D. Hales

De Tolv Apostles Kvorum

Fra en tale holdt til studerende på Brigham Young University den 9. nov. 1976. Talen findes i sin fulde længde på engelsk på http://speeches.byu.edu.

Et celestialt ægteskab fordrer, at man lever et hengivent liv i værdighed og efter celestiale principper, som fører til glæde i dette liv og ophøjelse i det næste.

Tempelægteskab beskriver det sted, hvor man indgår vielsen. Celestialt ægteskab er det, man skaber ved at være tro mod de hellige pagter, man indgår i templet ved tempelvielsesceremonien.

Når løfterne er aflagt, fordrer et celestialt ægteskab, at man lever et hengivent liv i værdighed og efter celestiale principper, som fører til glæde i dette liv og ophøjelse i det næste. Hvis vi efterlever de love, som hører til celestialt ægteskab, bliver vi, sammen med vores ægtefælle og familie i stand til at opleve en smule af himlen på jorden. Og når vi efterlever de love, lever vi ved de samme love, som man lever ved i himlen. Vi øver os i, hvordan vi skal leve sammen med Faderen og Sønnen og vores familie i de kommende evigheder. I mine øjne er det Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges budskab til verden.

Udvælgelse af partner

Enlige medlemmer af Kirken spørger ofte: »Hvordan finder jeg den rette at gifte mig med?« Lad mig foreslå en fremgangsmåde. Overvej din kommende livsledsagers åndelige niveau. For det første, hvis de er medlemmer af Kirken, er de så aktive og fuldt engagerede, eller er de passive og kritiske? For det andet, hvis de ikke er medlemmer af Kirken, er de så modtagelige over for evangeliet og dets lærdomme, eller afvisende eller fjendtligt indstillede?

Hvis man gifter sig med et aktivt medlem i templet for tid og al evighed i den nye og evige pagt, får man så problemer? Ja. Vil man kunne løse dem? Ja. Vil ens muligheder for at løse dem og styrke sit vidnesbyrd være bedre, end hvis man ikke var gift i templet? Ja. Men hvis man gifter sig med en, som er fjendtligt indstillet over for Kirken eller passiv over for evangeliet, sætter man sig selv i en situation, hvor man en dag kan komme til at skulle vælge mellem vedkommende og Kirken. Det er et meget tungt ansvar.

Når du vælger din livsledsager, så sørg for at sikre dig, at I begge ønsker et celestialt ægteskabsforhold, at I begge ønsker en evig livsledsager, at I begge ønsker at stifte en evig familie, og at I begge ønsker at bo i vor himmelske Faders nærhed.

Adlyd loven

Herren har gjort det klart, at vi kun kan leve sammen i al evighed med vores livsledsager, hvis vi adlyder loven. I nutidig åbenbaring har han sagt:

»Forbered derfor dit hjerte på at modtage og adlyde de anvisninger, som jeg står i begreb med at give dig; for alle de, som får denne lov åbenbaret for sig, må adlyde den.

For se, jeg åbenbarer jer en ny og evigtvarende pagt« (L&P 132:3-4).

Ethvert medlem af Kirken bør læse og studere afsnit 132 i Lære og Pagter. Er I klar over, at der ikke er nogen mellem Herren og besegleren, når han udfører beseglingsordinancen? Det er en smuk og gribende ordinance.

Den dybereliggende hensigt med tempelægteskabet blev forklaret af Forløseren selv, da han sagde: »Og hvad angår den nye og evigtvarende [ægteskabs]pagt, så blev den indstiftet med henblik på min herligheds fylde; og den, der modtager en fylde deraf, må og skal efterleve loven, ellers skal han blive fordømt« (L&P 132:6).

Herren har også sagt: »Hvis en mand derfor ægter en kvinde i denne verden, og han ikke gifter sig med hende ved mig eller ved mit ord, og han indgår pagt med hende, så længe han er i verden, og hun med ham, da er deres pagt og ægteskab ikke i kraft, når de er døde, og når de er ude af verden; derfor er de ikke bundet sammen ved nogen lov, når de er ude af verden« (L&P 132:15).

Er vi klar over, at vi i Lære og Pagter får at vide, at medmindre vi indgår et celestialt ægteskab, kan vi ikke opnå den højeste herlighed i det celestiale rige (se L&P 131:1-4)? Det står også klart, hvad der sker med dem, der aldrig modtager tempelægteskabets velsignelser: Deres forhold varer, til døden dem skiller – hvilket er meget trist at tænke på.

Evangeliets mål og hensigten med det celestiale ægteskab er ikke blot at holde os sammen, men også at gøre os værdige til vor himmelske Faders største belønning: Ophøjelse i det celestiale rige, evigt afkom i det rige, og evigt liv sammen med vores familie.

Fælles fremgang

Celestialt ægteskab er som bjergbestigning. Man binder sig til en evig ledsager, og så begynder man opstigningen. Når der kommer børn til, binder man også dem til sig og fortsætter rejsen. Rebet knytter alle bjergbestigerne sammen, men vind, regn, sne og is – verdens udfordringer – flår i en for at puffe en ned fra bjerget.

Hvordan når man så tinden? Hvis en mor og far giver op og skærer det reb over, der binder dem og deres børn sammen, er der store chancer for, at en eller flere falder ned fra bjerget og måske endda trækker andre med sig ned. Hele familien kan falde ned ad bjerget og ikke nå den evige tinde. Den risiko må vi ikke løbe. Lad os altid huske på, at vi som familiemedlemmer er knyttet sammen som et bjergbestigerhold, der stræber efter at vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed.

Et populært mundheld siger: »Hvis du løfter mig, løfter jeg dig, og så kommer vi begge op.«

Et ægteskabsforhold er ikke en krykke. Man gifter sig ikke med en, som man synes er bedre end englene, for blot at støtte sig til vedkommende. I stedet skal man udvikle sig selv og sine egne gaver og talenter. Når man udvikler sig, vokser man sammen og støtter og styrker hinanden.

Inden min hustru og jeg blev gift, sagde jeg til hende: »Hør, Mary, jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg skal klare mig godt i forretningsverdenen, så må jeg arbejde hårdt både hjemme og måske i udlandet. Vil du følge mig på den vej?« Det sagde hun, at hun ville. Ti år efter, at vi var blevet gift, blev jeg bedt om at tage til England, og hun fulgte mig. Så rejste vi til Tyskland og senere til Spanien. Hun blev international, multikulturel og tosproget, fordi hun havde besluttet sig for, at vi skulle arbejde og udvikle os sammen.

Husk at behandle hinanden venligt og vis hinanden respekt. Respekt for hvem I er, og det I ønsker at blive.

Jeg husker en kvinde, som var i min menighed for nogle år siden, da jeg var biskop. Hun og hendes mand havde ægteskabelige problemer. Mens de talte med mig, nedgjorde hun sin mand på alle de vigtige områder, hvor en mand har brug for ros, hvis han skal kunne respektere sig selv. Hun talte om hans utilstrækkelighed som far, hans utilstrækkelighed i ægteskabelige forhold, hans utilstrækkelighed som forsørger og hans utilstrækkelighed på det sociale område.

Jeg spurgte hende: »Hvorfor taler du sådan om en mand, som du burde elske og støtte?«

Hun svarede: »Det er meget bedre at skændes med en, man elsker, fordi man ved, hvor man kan såre ham mest.«

Og hun mente det.

Men som sidste dages hellige skal vi anvende vores moralske handlefrihed og vores muligheder for vækst. Vi har alle svagheder. Den onde kender dine kæres, dine venners, dine bofællers, dine søskendes og dine forældres akilleshæl. Kender du din akilleshæl? Kender du de situationer, du skal holde dig fra, og ved du, hvad dine svagheder er? Hemmeligheden ved et lykkeligt ægteskab er at beskytte akilleshælen og ikke udnytte svaghederne hos dem, du kender bedst, elsker mest og derfor kan såre mest.

»Styrk derfor dine brødre i al din samtale, i alle dine bønner, i alle dine formaninger og i alle dine gerninger« (L&P 108:7). I skal med andre ord hjælpe hinanden hver eneste dag, når I beder og taler og formaner og i jeres gerninger.

Jeg kan huske et ungt par, som lige havde afsluttet college. Det ene par forældre gav dem et hus, det andet par forældre gav dem møbler og en ny bil. De havde alt det, som verden kunne give dem. Inden der var gået tre år, var de skilt. De havde ikke arbejdet og ydet ofre. De havde støttet sig til hinanden og deres forældre som en krykke, og derfor havde de hæmmet hinanden og ikke udviklet sig. De havde ikke lært de hårde lektier. De havde ikke bekymret sig om at få ægteskabet til at fungere. Sørg for at yde ofre, dele med hinanden og udvikle jer sammen.

Bak hinanden op

Da jeg havde virket som ældsternes kvorumspræsident, grenspræsident og biskop igennem en femårsperiode, flyttede vi til en ny menighed. Kort efter blev min hustru kaldet som hjælpeforeningspræsident. Hun gik til sit første møde med biskoppen, mens jeg jagtede vore to små børn op og ned ad gangene, henover parkeringspladsen og ind i aktivitetssalen. Her oplevede jeg for første gang at skulle vente. Jeg ventede i halvanden time. Da Mary kom ud fra biskoppens kontor, havde jeg en dreng på armen og den anden ved hånden. Jeg var ikke modig nok til at sige noget, men jeg sendte hende et blik, der sagde: »Er du klar over, at du har ladet mig vente i halvanden time?«

Hun viste mig bare fem fingre og sagde: »Fem år.« Så længe havde hun ventet på mig. Så gik det op for mig, at det nu var min tur til at støtte min hustru i hendes kaldelse, ligesom hun havde støttet mig i mine kaldelser.

Læn jer ikke op ad jeres ægtefælle som til en krykke, men stå stærkt og styrk hinanden og bed om hjælp, når I beder aftenbøn. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at de øjeblikke i mit liv, hvor jeg har været ulykkelig, deprimeret eller trist, er de stunder, hvor jeg er afveget, blot i mindste grad, fra Herrens lærdomme. Jeg beder til, at I må finde sand lykke og glæde ved at celestialt ægteskab med en smule af himlen på jorden.

Fotoillustration: Robert Casey

Til venstre: Fotoillustration: Matthew Reier; til højre: Fotoillustration: Christina Smith