Giv Gud mulighed for at velsigne os

Michael R. Morris

Kirkens Tidsskrifter

Hvordan har et distrikt i Argentina, som kun omfatter fem små grene, opnået 17 tempelvielser på mindre end fire år? Lederne siger, at svaret er enkelt: Lydighed.

Da 21-årige Gisela Silva flyttede med sin familie fra Mendoza i Argentina til landets sydligste by, Ushuaia, spekulerede hun over, om hun nu ville miste chancen for at blive gift i templet. Mendoza har trods alt en stav, som er fyldt med sidste dages hellige menigheder, mens det afsidesliggende Ushuaia – der ligger på øen Tierra del Fuego – kun har 600 medlemmer fordelt på tre små grene.

»Mine forældre var gift i templet, og den velsignelse ønskede jeg også – at gifte mig med et trofast medlem af Kirken, en, som jeg kunne stifte en evig familie med,« mindes hun. »Men da jeg ankom til Ushuaia, var der så få unge voksne, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt det ville være muligt.«

Lucas Romano nærede samme bekymring som Gisela. Mens han var på mission i Uruguay, var hans familie flyttet til Ushuaia. Da han flyttede ned til dem efter sin mission, opdagede han hurtigt, at der var langt flere enlige unge mænd end enlige unge kvinder. Men han var fast besluttet på at adlyde de lokale lederes råd om kun at gå ud med medlemmer af Kirken.

Det råd blev lettere at følge, efter Lucas havde truffet Gisela i kirken, og da hun senere meldte sig til et engelskkursus på den skole, hvor han underviser. Han begyndte at følge hende hjem efter timen, og de begyndte snart at gå ud sammen. Da de hver for sig bad angående deres spirende forhold, kom bekræftelsen »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30; L&P 98:12) fortæller de.

I april 2005 blev Lucas og Gisela borgerligt viet, som den argentinske lov kræver, og derefter blev de beseglet i templet i Buenos Aires i Argentina. Deres besegling fik stor betydning for de unge kirkemedlemmer i Ushuaia. Det blev den første af 17 tempelvielser i løbet af de næste fire år.

En storslået succeshistorie

Hvordan kan et distrikt med så få, små grene opnå så mange tempelvielser på så kort tid? Svaret er, ifølge de lokale ledere, meget enkelt: Lydighed.

»Det er en storslået succeshistorie,« siger Marcelino Tossen, der er præsident for Ushuaia Distrikt. »Disse unge mennesker er et stort eksempel for Kirkens medlemmer. En af de egenskaber, som de har, er, at de adlyder Herren, profeterne og deres lokale ledere, og de følger Åndens tilskyndelser. Den egenskab forener de unge mennesker her i Ushuaia Distrikt.«

Præsident Tossen erkender dog, at de lokale ledere »måtte arbejde i hele distriktet en tid«, før deres lærdomme og råd om tempelægteskabets betydning bar frugt.

Roberto Ignacio Silva, der er præsident for Ushuaia Distrikt, siger, at det, der fangede hans opmærksomhed, da han og hans familie flyttede til Ushuaia i 2004, var antallet af ugifte, hjemvendte missionærer og unge kvinder. Hans datter Gisela blev en del af den gruppe. Han sagde, at de unge voksne havde som mål at blive gift i templet, men de havde brug for opmuntring og vejledning.

»Jeg fortalte dem, at hvis de ønskede en evig livsledsager, så skulle de ikke søge efter en, som var fuldkommen,« siger præsident Silva. »Men vi skal bede og anmode Herren om hjælp, og vi skal forblive trofaste i Kirken.«

Udover at øge antallet af aktiviteter for enlige, unge voksne – som blandt andet firesides og fællesaktiviteter med unge voksne fra Rio Gallegos og andre byer nordpå – lagde lederne vægt på betydningen af bøn, trofasthed og værdighed. De opmuntrede også de unge voksne i Ushuaia til at mønstre tilstrækkelig tro til at overvinde deres frygt.

Vi havde intet

»En af de store bekymringer, som de unge mennesker har her, er, hvordan de skal kunne gifte sig, hvis de ikke ejer meget,« siger præsident Silva. »Vi har fået dem til at forstå, at vi ikke behøver at have alt, inden vi gifter os.«

Ruth Rodriguez lærte Emanuel Silva at kende, da de begge to i februar 2006 blev bedt om at organisere en UV-aktivitet for flere distrikter i Rio Gallegos, som ligger 320 km mod nord. Den ven, som bad de to om at arbejde sammen, håbede, at de ville falde for hinanden. »Det lykkedes,« mindes Emanuel, som havde været hjemme i to år efter sin mission i Tucson i Arizona.

Da han og Ruth blev gift et halvt år senere, hjalp deres forberedelse – både åndelig og timelig – dem med at overvinde deres frygt for fremtiden.

»Jeg fornemmede min himmelske Faders kærlighed, og mærkede, at han ønskede, at jeg skulle stifte familie,« siger Emanuel om svarene på sine bønner. »Da jeg havde sat mig det mål, viste han mig vejen frem og hjalp mig med at finde en hustru.«

Ruth tilføjer, at de mål, de satte sig som par, deriblandt at arbejde hårdt for at spare penge op til at rejse til templet, hjalp dem med at komme videre. »Nogle gange var der noget, som vi havde lyst til at købe,« siger hun, »men vi sagde: ›Nej, vi må spare op, så vi kan komme i templet.‹«

Udgifterne til deres flyvetur til og fra Buenos Aires i Argentina i 2006 tømte deres opsparingskonto. »Bagefter havde vi intet,« siger Emanuel og lyder som et ekko af mange nygiftes klage. I dag ler han og Ruth af det og er taknemlige for, at deres tro gav dem den »smukke oplevelse« at blive beseglet i templet – en oplevelse, der stadig betyder alt for dem.

»Vi kan have mange skræmmende følelser, mens vi overvejer ægteskab,« siger Ruth. »Hvad med alt det, som vi mangler? Hvad med vores økonomiske situation? Hvad med børneopdragelse? Men hvis vi er lydige mod Herrens ord, tager i templet og stifter familie, behøver vi ikke at bekymre os. Herren velsigner os på måder, som vi aldrig kunne forestille os.«

Man kan ikke planlægge alt

Da Ezequiel Agustín Frau mistede sit job i begyndelsen af 2006, havde han været hjemme fra sin mission i Colombia i næsten to år. Han var stadig enlig, men fornemmede, at hans kommende hustru ikke var i Ushuaia. Han besluttede sig for at tage til templet for at søge vejledning.

»Jeg ville gerne være mere i kontakt med Helligånden, finde ud af, hvad Herrens vilje var med mig og søge inspiration,« siger han. »Templet hjalp mig med at finde det.«

Da han nåede frem til Buenos Aires efter en tre dage lang bustur på 3.200 km, boede han hos nogle venner og senere en slægtning, mens han besøgte templet. Flere uger senere var Ezequiels penge ved at slippe op, og han overvejede at vende tilbage til Ushuaia. Men en lokal biskop fandt et job til ham, så han valgte at blive.

Ved en kirkeaktivitet kort efter traf Ezequiel en ung kvinde ved navn Marina Mas. De havde let ved at tale sammen, og han følte sig tryg ved hende. Da han så Marina igen ved et UV-arrangement, sagde hun noget, som gjorde indtryk på ham.

»Vi burde leve på samme niveau som den, vi ønsker at gifte os med,« mindes Ezequiel, at Marina sagde under en samtale om mål.

Marina havde selv bedt om at finde en værdig livsledsager. Hun kendte mange unge mænd, men Ezequiels åndelighed gjorde straks indtryk på hende.

En fælles ven hjalp Ezequiel med at finde et sted at bo, som lå tættere på hans arbejde, som på det tidspunkt lå tre timers busrejse fra hans daværende logi. Det viste sig, at hans nye lejlighed – i en by med 13 millioner indbyggere–kun lå to gader fra Marinas hjem.

»Jeg havde ikke planlagt at bo så tæt på hende,« mindes han. »Jeg anede jo ikke engang, hvor hun boede.«

Da de boede så tæt på hinanden, fik Ezequiel rig lejlighed til at mødes med Marina, hvis familie tog varmt imod ham. Dette samspil af begivenheder var et svar på hans bønner.

Parret begyndte at gå ud sammen og planlagde snart en fælles fremtid. Da de var blevet gift i templet i efteråret 2006, flyttede de til Ushuaia.

»Vi forstår ikke altid vor himmelske Faders vision, og vi kan ikke planlægge alt,« siger Ezequiel i bagklogskabens lys. »Men vi kan være lydige og give ham en chance for at velsigne os.«

Det er smukt at have en familie

Præsident Tossen siger, at en af de største velsignelser, som tempelvielserne har bragt til Ushuaia, er, at »den dag kommer, hvor Kirken ledes af pagtens børn. Evangeliet bliver udbredt her, som følge af det, og Herren velsigner Kirken« – ligesom han velsigner de trofaste par, der gifter sig i templet.

»Da jeg som barn hørte vore ledere tale om ægteskab, var alle beretningerne lykkelige,« siger Ruth Silva. Hun er klar over, at »lykkelig til deres dages ende« kræver en indsats, »men jeg mener, at de beretninger var sande. Den største velsignelse ved at være gift i templet er den glæde, som jeg føler ved at vide, at vi er forenet som en evig familie.«

Hendes eksempel var medvirkende til, at hendes far gik i dåbens vande i 2008 og siden tog sin familie med i templet, hvor de blev beseglet et år senere.

»Den velsignelse, som jeg nyder mest, udover at opdrage mine børn i evangeliet, er den glæde og fred, jeg føler i hjertet, fordi jeg ved, at jeg har modtaget det evige ægteskabs frelsende ordinance,« tilføjer Lucas Romano. »Når jeg er sammen med min hustru og mine børn, fornys den glæde. Ligesom en snebold, der ruller, vokser den konstant. Hver dag bliver jeg Herren mere og mere taknemlig for, at jeg blev gift og stiftede familie.«

Marina Frau tilføjer: »Det er smukt at have familie. Det kan til tider være vanskeligt, fordi der er så meget at lære, men det er smukt.«

Buenos Aires

Ushuaia

»Den største velsignelse ved at være gift i templet er den glæde, som jeg føler ved at vide, at vi er forenet som en evig familie,« siger Ruth Silva, der her ses til højre for midten sammen med sin mand, Emanuel, og deres datter, Banira. Øverst: Ezequiel og Marina Frau sammen med deres datter, Ailín. Nederst: Lucas og Gisela Romano sammen med deres børn, Benjamín og Rebeca.

»Hvis vi ønsker en evig livsledsager, behøver vi ikke at søge efter en, der er fuldkommen. Men vi skal bede og anmode Herren om hjælp, og vi skal forblive trofaste i Kirken,« fortalte Roberto Ignacio Silva, der er distriktspræsident i Ushuaia til unge voksne, hvoraf mange (på billedet herover) har taget det råd til sig og er blevet viet i templet i Buenos Aires i Argentina.

Øverst: Foto: Gabriel J. Paredes; foto af præsident Hinckley: Drake Busath