Særlige artikler om Pligt mod Gud
Lær, udfør og fortæl
Der er tre ord, som rummer nøglen til at fuldføre sin pligt mod Gud.
Helaman Ayala elsker ninjitsu (en japansk kampsport). Denne præst fra Hacienda Menighed i Tecamac Stav i Mexico City har brugt meget tid på at øve det, som han har lært. Hans venner beder ham ofte om at vise dem nogle af de forskellige teknikker.
Han holder også af musik og har taget guitarlektioner. »Men jeg har ikke så meget tid til at øve mig,« siger han. »Så jeg har ikke udviklet mig meget. Og jeg bruger det heller ikke meget.«
Helaman forstår betydningen af at øve sig på det, man har lært, og så bruge det. »Det er ikke nok at vide noget. Man skal handle,« siger han. »Vi kan lære meget, men hvis vi ikke bruger det i praksis, så gavner det os intet. Og det er, når man bruger det, at man er sikker på, man har lært det.«
Det er det, han godt kan lide ved det nye Pligt mod Gud. »Jeg kan godt lide idéen med ›lær, udfør og fortæl‹,« siger han. »Det har hjulpet mig meget. Det har styrket mit vidnesbyrd, at jeg ved mere og anvender det, jeg har lært.«
Han bruger frelsesplanen som eksempel. Det er en lærdom, han har hørt mange gange. »Men da jeg selv undersøgte det, så jeg den kærlighed, som vor himmelske Fader nærer til os. Helligånden har rørt mit hjerte, og jeg føler, at det er sandt. Jeg fornemmede den kærlighed, han har til mig, fordi han sendte sin Søn herned.«
Når Helaman sætter mål i Pligt mod Gud og arbejder på at nå dem, værdsætter han den støtte, han får fra sine forældre. »Mine forældre opmuntrer mig. De minder mig om det, jeg glemmer, og de spørger mig, om jeg har sat mål,« siger han.
Hans far, som er biskop i deres menighed, bruger tid på at hjælpe ham. »Han hjælper mig til at forstå det, jeg ikke forstår,« siger Helaman. »Min far og mor støtter mig begge i den henseende.«
Helaman siger, at de mål, som Pligt mod Gud beder de unge mænd om at sætte sig, er til deres eget bedste. Pligt mod Gud har styrket hans tro og hjulpet ham med at modstå fristelser. Det har også medvirket til at forberede ham på fremtiden. »Hæftet hjælper en til at forberede sig på at modtage Det Melkisedekske Præstedømme og lærer en meget af det, man skal bruge som missionær.«
Ligesom Helaman har gjort fremgang inden for ninjitsu ved at sætte sig mål om at lære, udføre det, han har lært, og fortælle det til andre, ved han, at »for at få fremgang i livet, skal vi sætte os mål og se fremad mod fremtiden«.
Ved hjælp af Pligt mod Gud og med sine forældres hjælp er Helaman kommet godt i gang.