Særlige artikler om Pligt mod Gud
Jeg trak på mit kvorum
Jeg tjente en familie i menigheden, og jeg havde brug for hjælp til at klare det hele.
En lørdag eftermiddag blev jeg ringet op af en far i en familie, jeg var hjemmelærer for. »Jeg ville høre, om du kunne se efter vores børn, mens Cindy og jeg besøger hendes bedstemor,« spurgte bror Stevens (navnet er ændret). »Hun har det ikke så godt, og vi tænkte, at det måske er sidste chance for at besøge hende.«
Jeg forsikrede bror Stevens om, at jeg med glæde ville hjælpe. »Alle tiders,« sagde han. »Og det ville være rart, hvis du også kunne rydde lidt op i huset, for det er vores bryllupsdag i dag.«
Da jeg nåede frem, overlod bror og søster Stevens mig nogle nudelretter, som skulle varmes i mikrobølgeovnen, og en liste med ting, der skulle ordnes i hjemmet. Og så kørte de. Jeg fik en stærk tilskyndelse til at gøre mere end bare se efter deres børn. Det var en hård dag for dem, og jeg ville gerne gøre den lidt gladere. Jeg besluttede, at udføre alle pligterne på listen og mere til, blandt andet at vaske op og slå græsset samt kanttrimme plænen.
Jeg kunne selvfølgelig ikke nå alt det på bare tre timer og samtidig se efter deres tre børn, så jeg tænkte, at jeg måske skulle ringe til nogle medlemmer af præsternes kvorum. Der var bare ét problem: Jeg var ikke ligefrem venner med nogle af fyrene i mit kvorum. Vi kom fint ud af det med hinanden, men ud over Kirken havde vi intet til fælles. Vi gik på forskellige skoler, og jeg så sjældent nogen af dem ud over i kirken. Jeg følte mig lidt utilpas ved at ringe og bede dem om det her.
Jeg ringede til Unge Mænds præsident og spurgte, om han kunne samle nogle af gutterne, så de kunne hjælpe mig. Han svarede venligt, at han jo blot var vejleder, og så forklarede han, at jeg skulle ringe til Peter, der var førsteassistent til biskoppen og derfor havde den kaldelse at hjælpe mig med mine præstedømmeansvar. Det var netop det, jeg frygtede, han ville sige.
Nervøs og en smule tøvende ringede jeg til Peter og spurgte, om han ville hjælpe mig. »Gerne,« svarede han. »Scott og Kevin er her også, så jeg tager dem med.«
Sammen slog og kanttrimmede vi plænen, vaskede op og ryddede op i huset. Bror og søster Stevens kom hjem, netop som vi var færdige.
Den oplevelse lærte mig, at præstedømmekvorummer er forenet i tro på Jesus Kristus og i tjeneste, uanset om de har forskellige interesser, personlighed og baggrund.
Fotoillustration: Robert Casey