Gjort egnet ved tjeneste i Kirken

Alice A. Lewis

»Kirkens medlemmer er ansvarlige for deres egen åndelige og timelige trivsel,« står der i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken. »Eftersom de er velsignede med handlefrihedens gave, er det deres privilegium og pligt at kunne deres egen kurs, løse deres egne problemer og stræbe efter at blive selvhjulpne. Medlemmerne gør dette med Herrens inspiration og ved at arbejde med deres egne hænder« (2010, 6.1.1).

Jeg var 57 år, nyskilt, med ringe erfaring i arbejde uden for hjemmet og havde voldsomt brug for et job. Jeg havde opdraget fire børn, og nu stod jeg alene tilbage efter 32 års ægteskab med en kort videregående uddannelse bag mig og stor bekymring for fremtiden, nu hvor jeg i min alder skulle søge arbejde.

Jeg sad og ventede på at komme ind til jobsamtale som planlægnings- og produktionsspecialist for et biblioteksdistrikt, mens jeg tænkte på, at jeg jo måtte være forrykt at tro, at jeg var kvalificeret til sådan en stilling. Jeg havde netop overbevist mig selv om, at jeg burde give op og gå hjem, da sekretæren pludselig sagde, at de var klar til at tale med mig i konferencelokalet. Jeg følte mig lidt utilpas, men rankede mig, opsendte en stille bøn og gik ind.

To velformulerede fagfolk fortalte mig, at erfaring inden for bestemte områder var af afgørende betydning for denne stilling, og de begyndte at spørge til mine erfaringer. Jobbet krævede en, som kunne arrangere større konferencer og sørge for bekendtgørelser, indbydelser, forplejning og oprydning. Havde jeg den fornødne erfaring? Jeg sad og tænkte, at det havde jeg ikke, da et glimt af et stavsarrangement i Hjælpeforeningen dukkede op i mit sind. Jeg har været rådgiver i stavens Hjælpeforeningspræsidentskab. Den erfaring havde lært mig at organisere større forsamlinger og indkøbe fødevarer til større grupper. Jeg kunne helt ærligt svare, at jeg havde netop den erfaring, som krævedes.

Intervieweren fortsatte: »Kan du betjene en computer? Du skal kommunikere med brugerne og stå for bookingen af konferencelokalet.« Jeg kunne kun tænke på, hvor taknemlig jeg var for alle de mennesker, som havde lært mig at anvende en computer, så jeg kunne udforme menighedsaviser og -kalender og skrive stavens nyhedsbrev. Ja, jeg kunne betjente en computer.

»Du skal udforme programmer og undervise brugerne. Vil du kunne undervise børn og voksne?« spurgte de. Alle de hjælpeforeningslektioner og spejderaktiviteter, jeg havde stået for, dukkede op i min erindring. Jeg forklarede, at jeg havde undervist børn og voksne hele mit voksne liv. Jeg vidste, at jeg var kreativ og kunstnerisk anlagt, og jeg følte mig sikker på, at jeg kunne udtænke spændende programmer til børn og voksne.

Jeg blev lykkelig, da jeg fik stillingen. Jeg holdt meget af arbejdet og stræbte efter at gøre alt det, som jeg ville gøre i en kirkekaldelse: Ære mit arbejde, gå den ekstra mil og ikke beklage mig over overarbejde. Jeg udarbejdede computerklasser på engelsk og rekrutterede studerende til at undervise klasser på spansk. Jeg underviste kunstklasser og var vært for flere forfattere og prominente personer, som kom og holdt foredrag. Jeg udsmykkede biblioteket til højtiderne og stillede relevante bøger frem.

En dag var der en, som ringede til mig på arbejdet og hævdede, at vedkommende var ansat hos guvernøren og ville høre, om jeg kunne være interesseret i en stilling som guvernørens assistent. Jeg lo og spurgte: »Hvem taler jeg med?« Han forklarede, at det var alvorligt ment og bad mig komme til samtale næste dag. Jeg tog derhen med en bekymret følelse af, at det kunne være en spøg. Men det var det ikke. Samtalen gik godt, og jeg blev ansat med det samme.

I mit nye job anvendte jeg de færdigheder, som jeg havde lært som taler i Kirken. Guvernøren kunne ikke deltage i alle de arrangementer, som han blev inviteret til, så hans stab skulle ofte tale i hans sted. Alle de mange taler i Kirken og tjeneste i lederstillinger havde givet mig den erfaring, som jeg havde brug for til at tale offentligt sammen med senatorer, lokale og nationale dignitarer og berømtheder. Jeg arbejdede som guvernørens assistent i syv år, indtil vi begge gik på pension.

Hvor ville jeg have været uden den lange række af erfaringer, som jeg havde opnået, mens jeg tjente i kirkekaldelser? Alt det, som jeg har lært som Herrens tjener i hans kirke, har givet mig et rigt liv fyldt med velsignelser. Ikke alene hjalp jeg andre ved at tjene, jeg havde også udviklet mig meget. Jeg er dybt taknemlig for evangeliet, og jeg har et stærkt vidnesbyrd om værdien af at tjene i Kirken.