Sten, pile og snebolde
»Herrens Ånd var med ham, således at de ikke kunne ramme ham« (Hel 16:2).
Det er som regel ikke særligt spændende at gå hjem fra skole. Nogle gange tænker jeg på mine matematiklektier, nogle gange tænker jeg på, hvad vi lavede til gymnastik, og nogle gange går jeg uden at tænke over ret meget.
Men den dag var anderledes. Tankerne for gennem mit hoved. Foran mig kunne jeg se to af de fyre, som jeg nogle gange legede med – Josh og Marcus – i færd med at lave snebolde og pege på mig.
»Kom herhen, David!« råbte Josh leende. »Vi vil gerne vise dig noget.«
Marcus lo også.
Josh og Marcus var begge et år ældre end jeg, og de kunne kaste meget hårdt. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før de begyndte at kaste snebolde efter mig. Selv om de normalt var søde mod mig, tænkte jeg, at de måske endda havde klemt isklumper ind i sneboldene.
Jeg begyndte at overveje, hvordan jeg kunne standse deres angreb.
Skulle jeg løbe over på det andet fortov for at undgå dem? Nej, så ville de drille mig og kalde mig øgenavne.
Skulle jeg løbe forbi dem, så hurtigt jeg kunne? Nej, de var hurtigere end jeg, og ville snart indhente mig.
Skulle jeg indlede mit eget sneboldangreb? Nej, det var ikke en god idé, for der var to af dem og kun en af mig. De havde også fordelen ved at stå oppe på en bakke, og jeg havde ingen steder at søge ly hernede.
Jeg besluttede mig for det eneste, der gav nogen mening – at gå roligt forbi dem og vente på, at sneboldene kom flyvende.
Da jeg nærmede mig bakken, faldt en tanke mig ind. Jeg huskede lamanitten Samuel, som forkyndte evangeliet, mens han stod på en mur. Da folket ikke brød sig om det, han sagde, kastede de sten efter ham og skød pile mod ham.
Jeg vidste, at Herren beskyttede Samuel mod stenene og pilene. Måske kunne han få sneboldene til at ramme ved siden af.
Jeg bad en bøn til min himmelske Fader i mit stille sind om, at sneboldene ikke måtte ramme mig. Jeg vidste, at jeg skulle være modig og ikke tvivle – ligesom Samuel. Da jeg nåede bakken, følte jeg mig sikker på, at jeg ikke ville blive ramt.
Som ventet begyndte sneboldene at flyve. Nogle snebolde susede så tæt forbi mit hoved, at jeg kunne mærke vindpustet fra dem. Nogle snebolde fløj forbi mine arme, og nogle af dem landede for fødderne af mig, men ingen af dem ramte mig. Ikke en!
Drengene blev ved med at kaste, indtil jeg var uden for skudvidde, men jeg vidste, at jeg var i sikkerhed. Resten af hjemturen var ikke særlig begivenhedsrig – og det var jeg glad for. Jeg var blevet beskyttet ligesom lamanitten Samuel. Jeg vidste, at jeg var blevet velsignet ved at bede og udøve tro på Herren.
Illustration: Kevin Keele