Vov at stå alene

Præsident Thomas S. Monson, »Vov at stå alene«, Liahona, nov. 2011, s. 61-62.

»Jeg tror, at min første oplevelse med mine overbevisningers mod fandt sted, da jeg tjente i USA’s flåde i slutningen af anden verdenskrig …

Jeg vil aldrig glemme, da det blev søndag efter den første uge som rekrut. Vi fik en meget velkommen besked fra oversergenten. Vi stod ret på eksercitspladsen i en frisk californisk brise og hørte denne befaling: ›I dag går alle i kirke – og det er alle, undtagen mig. Jeg skal slappe af!‹ Så råbte han: ›Alle katolikker mødes i Camp Decatur – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹ En pæn stor gruppe drog af sted. Så råbte han sin næste kommando: ›De, der er jøder, I mødes i Camp Henry – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹ En lidt mindre gruppe drog af sted. Så råbte han: ›Resten af jer protestanter, I mødes i undervisningslokalerne i Camp Farragut – og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹

Straks fór tanken gennem mit hoved: ›Monson, du er ikke katolik, du er ikke jøde, du er ikke protestant. Du er mormon, så du bliver bare stående her!‹ Jeg kan forsikre jer om, at jeg følte mig helt alene. Modig og beslutsom, ja – men alene.

Og så hørte jeg de dejligste ord, som jeg nogensinde har hørt den oversergent udtale. Han så i min retning og spurgte: ›Og hvad kalder I jer så?‹ Indtil det øjeblik havde jeg ikke set, at der stod andre ved siden af mig eller bag mig på eksercitspladsen. Næsten i kor svarede vi alle: ›Mormoner!‹ Det er vanskeligt at beskrive den glæde, der fyldte mit hjerte, da jeg vendte mig om og så en håndfuld andre sømænd.

Oversergenten kløede sig i håret med et overrasket udtryk i ansigtet og sagde til sidst: ›Nå, I må finde jer et sted at mødes. Og kom ikke tilbage før kl. 15. Fremad march!‹ …

Selv om oplevelsen endte anderledes, end jeg havde forventet, så havde jeg været villig til at stå alene, hvis det havde været nødvendigt.

Siden den dag har der været tidspunkter, hvor ingen stod bag mig, og jeg således stod alene. Hvor er jeg taknemlig for, at jeg for længe siden traf beslutningen om at forblive stærk og tro, altid forberedt og parat til at forsvare min religion, hvis det var nødvendigt.«

Spørgsmål til overvejelse:

Hvilken virkning har det på andre, når vi står fast?
Kan I huske et tidspunkt, hvor jeres mod og overbevisning blev prøvet? Hvordan reagerede I?
Hvad kan vi gøre for at forberede os til at stå fast?

Overvej at nedskrive dine tanker i en dagbog eller drøft dem med andre.