Besøgslærerne førte mig til Jesus Kristus

Jayne P. Bowers

»Herren spurgte for tredje gang Peter: ›Har du mig kær?‹ … Og [Peter] svarede ham: ›Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.‹ Jesus sagde til ham: ›Vogt mine får!‹« (Joh 21:17).

Sidst i 70’erne bad en ven mig om at tage med hende til Hjælpeforeningen. »Hvad er det?« spurgte jeg. Min ven svarede bare: »Kom og se.« Wow! Jeg blev besnæret lige med det samme.

Senere den sommer kom Leann hjem til mig og sagde, at hun var min besøgslærer. Det virkede både sært og dejligt på samme tid, især fordi jeg ikke var medlem af Kirken. Hun tog sig tid midt i sin travle hverdag til at komme med et åndeligt budskab og se, om der var noget, hun kunne hjælpe mig med. Hendes ånd fortalte mig, at hun var oprigtig. Jeg har aldrig glemt Leann eller de budskaber, som hun gav mig.

Der gik nogle år, og så flyttede Frances til vores menighed. Sandt at sige var det jo ikke »vores« menighed, eftersom jeg endnu ikke var medlem, men sådan betragtede jeg det. På det tidspunkt havde jeg to små piger, og jeg kunne se, hvordan Kirkens organisationer var til velsignelse for dem. I alt slags vejr besøgte Frances, min nye besøgslærer, mig med en lektion, et smil, en historie eller en hjælpende hånd. Jeg kan huske, at Frances dukkede op en særlig hektisk eftermiddag. Da Frances så, at jeg ikke havde tid til at sidde og snakke, rørte hun i min kulinariske komposition på komfuret, mens jeg tog mig af mine døtre.

Årene gik, og jeg flyttede. Selv om jeg var ked af at forlade mine kirkevenner, fandt jeg hurtigt en anden gruppe søstre med stærke vidnesbyrd og varme hjerter i Hjælpeforeningen i »min« nye menighed. En underviser i Hjælpeforeningen gav os en udsmykket huskeliste og opfordrede os til at skrive »vær venlig« øverst på vores liste hver eneste dag. De søstre, som sad ved siden af mig, og jeg syntes, at det var alle tiders idé, især fordi det støttede Hjælpeforeningens valgsprog »Kærligheden ophører aldrig« (se Moro 7:46).

Så læste jeg en beretning om en pionerkvinde. Da den kvinde var barn, bad profeten hendes familie om at være med til at opbygge et sidste dages helligt samfund i et afsidesliggende område. Tragedien ramte dem, da en af hendes søskende døde. Hendes mor var fortvivlet, og en dyb sorg faldt over familien.

En dag kiggede den lille pige ud af vinduet. Så langt øjet rakte, omgav et tæppe af sne familiens beskedne hjem. Da den lille pige kiggede ud mod horisonten, så hun to mennesker, som traskede frem mod huset. De nærmede sig langsomt, og pludselig blev den lille pige klar over, hvem de var – det var hendes mors besøgslærere.

Den historie inspirerede mig. Jeg blev døbt i maj 1983. Det er en ære selv at være besøgslærer. Jeg nyder at omgås så mange kvinder, som er eksempler på »dydige kvinder«, som er »langt mere værd end perler« (Ordsp 31:10). Det er vidunderligt at være sammen med kvinder, som også stræber efter at være venlige, at elske hinanden og føre andre til Kristus.

Besøgslærere medbringer et evangelisk budskab og yder af og til en hjælpende hånd. De søstre, som de besøger, styrkes ved samværet med kvinder, der stræber efter at være venlige, elske hinanden og føre andre til Kristus.