Genopdag verdens undere … og undgå farerne ved åndelig passivitet

Adam C. Olson

Kirkens Tidsskrifter

Ciro Villavicencio anslår, at han i løbet af sine første tre år som turistfører i Perus Cusco-region har ført næsten 400 hold turister op til Machu Picchu, inkaernes berømte »glemte by«. Men selv efter hans mange besøg på stedet – der er opført på forskellige lister over verdens vidundere – har det ikke mistet sin magi.

»Der er altid noget nyt at lære,« siger han. Det er ikke usædvanligt for Ciro at bruge flere timer på at føre besøgende rundt i Machu Picchu. Men han har også set, hvor let man kan miste glæden ved underet. Nogle af hans kolleger gennemfører hele rundvisningen på 45 minutter. »De har mistet interessen,« siger han.

Ciro, der er medlem af Chasqui Menighed og højrådet i Inti Raymi Stav i Cusco i Peru, mener, at en forståelse af hans kollegers manglende interesse kunne hjælpe Kirkens medlemmer med at øge deres interesse i et andet af verdens vidundere – det vigtigste af dem alle – nemlig Jesu Kristi evangeliums »forunderlige værk og under« (se 2 Ne 25:17).

Faren ved tabte undere

Denne afsidesliggende by højt oppe i Andesbjergene i Peru blev forladt af inkaerne sidst i 1500-tallet og forbigået af de spanske erobrere, så den blev glemt af alle, undtagen nogle få. I begyndelsen af det 20. århundrede førte byens genopdagelse til, at flokke af forskere og turister strømmede til.

Efter årtiers studium »mente nogle mennesker, at de havde fundet alt det, der var at finde i Machu Picchu,« siger Ciro. »Når folk mener, at alt er blevet fundet, eller at alt er gjort, så giver de op eller mindsker deres indsats.«

Ciro er bange for, at den samme efterladenhed kan snige sig ind i Kirken. Han har set, hvordan tid og mange oplevelser kan få nogle medlemmer til at blive »mindre og mindre forbavsede over et tegn eller et under fra himlen, i en sådan grad at de [begynder] at blive hårde i hjertet og blinde i sindet og [begynder] at tvivle på alt, som de [har] hørt og set« (3 Ne 2:1).

Tabet af denne undren kan udsætte medlemmer for Satans løgne såsom: Du behøver ikke at lytte til den taler; du ved det jo allerede. Du behøver ikke at gå i søndagsskole; du har jo hørt lektionen før. Du behøver ikke at studere dine skrifter i dag; der er jo ikke noget nyt i dem.

»Og således satte Satan sig igen i besiddelse af folkets hjerte« (3 Ne 2:2).

Det er ikke usædvanligt at opleve op- og nedture i sin begejstring for evangeliet. Men de, der lader en stilstand i den åndelige læring trække ud og blive til en livsstil, står i fare for at miste »det, de har« i form af åndelig indsigt (2 Ne 28:30; se også Matt 25:14-30).

Væk din undren til live

En forståelse af tre sandheder har hjulpet Ciro til at forblive lærevillig trods passivitetens fristelser:

1. Der er mere, som jeg har brug for at vide.

I perioder med intenst studium af skrifterne, såsom på hans mission og som institutlærer, har Ciro opdaget, at der altid er mere at lære, hvad enten det så er et nyt princip eller en ny anvendelse af et, han allerede kendte. Hvad der var endnu vigtigere var, at den nye åndelige kundskab ofte er noget, som han havde brug for til at komme gennem de prøvelser, han stod overfor – eller snart skulle møde.

»En del af det at være lærevillig,« siger han, »er at huske på, at der altid er noget, som jeg ikke ved, men som jeg sikkert burde vide.«

2. Jeg ved, at Helligånden hjælper mig med at lære det, jeg skal lære.

Når man ikke ved, hvad man har brug for at vide, har man brug for en kyndig lærer (se Joh 14:26). Når Ciro studerer skrifterne alene eller sammen med sin hustru, eller når han deltager i klasser og møder, bliver han konstant mindet om, at det ikke betyder noget, hvor ofte han har læst et bestemt vers eller hørt et bestemt begreb.

»Ånden kan lære mig noget, som jeg aldrig har overvejet,« siger han. »Helligånden er læreren.«

3. Det kræver en indsats at lære noget.

Læring er ikke en passiv øvelse.¹ Det kræver et ønske, opmærksomhed, deltagelse og anvendelse af de lærte principper (se Alma 32:27).

»Jeg må tage ansvar for egen læring,« siger Ciro. »Min himmelske Fader tvinger mig ikke til at lære noget.«

Undren belønnes

I Ciros øjne forbliver Machu Picchu et af verdens vidundere, fordi lige så længe forskerne har studeret det, er de blevet belønnet med nye opdagelser og yderligere kundskab.

Selv efter et århundredes studie har arkæologer for nylig fundet en begravelsesplads, lertøj og flere terrassekonstruktioner, som alt sammen har bidraget til at øge vores viden om Machu Picchu og inkaerne.

Det samme gør sig gældende med studiet af Jesu Kristi evangelium. »Der er altid noget nyt at opdage i evangeliet, for dem, der gør en indsats,« siger Ciro.

Som med de nye opdagelser i Machu Picchu, der bygger på eksisterende viden og giver forskerne en mere fuldstændig indsigt – »og den, der ikke forhærder sit hjerte, til ham gives der en større del af ordet, indtil det er givet ham at kende Guds hemmeligheder, indtil han kender dem fuldstændigt« (Alma 12:10; se også L&P 50:24).

»Evangeliet er en uendelig kilde til levende vand, som vi regelmæssigt skal vende tilbage til,« siger Ciro.

Forunderlige undere

Mens Ciro kigger på fra en afsats højt over Machu Picchu, vandrer flere grupper af turister rundt mellem de ældgamle bygninger. I Ciros øjne er det triste ved nogle af hans kollegers manglende interesse, at det ikke blot skader dem selv, men også dem, som kunne opleve underet gennem dem.

At holde vores evangeliske undren i live velsigner ikke blot os selv, men også alle omkring os. »Den forandring, som evangeliet skaber i folks liv, er et under,« siger Ciro. »Og de, der har oplevet den forandring, kan selv blive et under i andres liv.«

Fotos: Adam C. Olson, undtagen hvor andet er angivet.