At se Guds hånd i vore daglige velsignelser
Fra en tale til Kirkens Uddannelsessystem den 9. januar 2001. Den fulde tekst findes på engelsk på speeches.byu.edu.
Jeg har foreslået, at det at bede om og at modtage det daglige brød fra Guds hånd er en væsentlig del af at lære at stole på ham og holde ud i livets udfordringer.
I Lukas står der, at en af Jesu disciple sagde til ham: »Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det« (Luk 11:1). Jesus anviste et mønster for bøn, som kendes som Fadervor (se Luk 11:2-4; se også Matt 6:9-13).
Indeholdt i Fadervor er bønnen: »Giv os i dag vort daglige brød« (Matt 6:11; se også Luk 11:3). Vi har alle daglige behov, som vi henvender os til vor himmelske Fader om. For nogle er det helt bogstavelig talt brød – dvs. den nødvendige mad til, at vi kan opretholde livet den dag. Det kan også være åndelig og fysisk styrke til at overkomme endnu en dag med kronisk sygdom eller en smerteligt langsom helbredelsesproces. I andre tilfælde kan det være mere uhåndgribelige behov, der knytter sig til ens pligter eller gøremål den dag – fx at undervise i en lektion eller tage en eksamen.
Jesus lærer os, sine disciple, at vi hver dag bør henvende os til Gud om det brød – den hjælp og støtte – som vi har brug for den pågældende dag. Herrens opfordring om at søge vort daglige brød fra vor himmelske Faders hånd, vidner om en kærlig Gud, der er opmærksom på selv de mindste daglige behov, som hans børn har, og han er ivrig efter at hjælpe en ad gangen. Han siger, at vi kan bede til Herren i tro, »som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5). Dette er naturligvis enormt betryggende, men det handler om noget mere vigtigt end bare at få hjælp til at klare en dag ad gangen. Når vi søger og modtager det guddommelige brød dagligt, så vokser vores tro på og tillid til Gud og hans Søn.
Se dagligt hen til Gud
Efter deres udvandring fra Egypten tilbragte Israels stammer 40 år i ørkenen, inden de kom ind i det forjættede land. Denne store skare på flere end en million mennesker skulle have mad. Det er givet, at et så stort antal mennesker på ét sted ikke ville kunne klare sig længe ved jagt, og deres nomadeagtige livsstil på det tidspunkt gjorde, at det ikke var muligt at dyrke afgrøder eller have husdyrhold i tilstrækkeligt stort omfang. Jahve løste den udfordring ved på mirakuløs vis at skaffe dem dagligt brød fra himlen – manna. Gennem Moses instruerede Herren folket om hver dag at samle nok manna til den dag, bortset fra dagen før sabbatten, hvor de skulle samle nok til to dage.
Til trods for Moses’ tydelige instruktioner, forsøgte nogle at samle til mere end en dag og gemme det overskydende:
»Moses sagde til dem: ›Ingen må levne noget til næste morgen‹.
Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank« (2 Mos 16:19-20).
Som lovet kunne de imidlertid på den sjette dag samle det dobbelte af den daglige mængde manna, uden at den blev fordærvet (se 2 Mos 16:24-26). Der var dog atter nogle, som ikke kunne tro uden at se, og de gik ud for at lede efter manna på sabbatten, men »fandt ikke noget« (se 2 Mos 16:27-29).
Ved at give dem de daglige livsfornødenheder en dag ad gangen, prøvede Jahve at lære et folkeslag at udvise tro, et folk, der i løbet af 400 år havde mistet det meste af deres fædres tro. Han lærte dem at have tillid til ham. Israels børn måtte i virkeligheden gå med ham i nuet og stole på, at han ville skaffe dem tilstrækkelig føde til den næste dag på den næste dag og så fremdeles. På den måde kunne han aldrig ligge dem fjernt på sinde eller fra hjertet.
Lige så snart Israels stammer stod i en situation, hvor de kunne sørge for sig selv, skulle de gøre det. På samme måde som vi beder Gud om vort daglige brød – for hjælp i det øjeblik, hvor vi ikke selv kan klare os – skal vi stadig aktivt gøre og sørge for alt det, som står i vores magt.
Stol på Herren
Nogen tid inden jeg blev kaldet som generalautoritet, havde jeg en personlig økonomisk udfordring, som varede i en del år. Det svingede lidt frem og tilbage mellem alvorligt og akut, og det gik aldrig i orden. Til tider truede denne udfordring min families velfærd, og jeg tænkte, at vi nok måtte se en økonomisk ruin i øjnene. Jeg bad om, at en mirakuløs indgriben ville befri os. Selvom jeg mange gange bad om det med stor oprigtighed og et inderligt ønske, var svaret i sidste ende nej. Til sidst bad jeg, som Frelseren gjorde: »Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). Jeg søgte Herrens hjælp i hvert enkelt lille trin på vejen for at komme til en endelig løsning.
Der var tidspunkter, hvor jeg havde opbrugt alle mine ressourcer, hvor jeg ikke havde nogen eller noget sted at henvende mig for at bede om hjælp i min nød. Da jeg ikke havde andre ressourcer, kastede jeg mig ofte ned for min himmelske Fader og tryglede grædende om hans hjælp. Og han hjalp. Nogle gange var det blot med en følelse af fred, en forsikring om, at tingene nok skulle ordne sig. Jeg kunne måske ikke lige se hvordan, men han lod mig vide, direkte eller indirekte, at han ville åbne en udvej. Omstændighederne ændrede sig måske, en ny og nyttig idé dukkede op i tankerne, en uventet indtægt eller andre ressourcer dukkede op lige i rette tid. På en eller anden måde var der en løsning.
Selvom jeg led dengang, er jeg nu taknemlig for, at der ikke var en hurtig løsning på mit problem. Det faktum, at jeg var tvunget til at henvende mig til Gud om hjælp næsten dagligt over en længere periode, lærte mig virkelig at bede og få svar på mine bønner, og lærte mig på en meget praktisk måde at sætte min lid til Gud. Jeg kom til at kende min Frelser og himmelske Fader på en måde og i en grad, som måske ikke var sket ellers, eller som ville have taget mig meget længere tid. Jeg lærte, at det daglige brød er et dyrebart gode. Jeg lærte, at manna i dag kan være lige så virkeligt som den fysiske manna var i den bibelske beretning. Jeg lærte at stole på Herren af hele mit hjerte. Jeg lærte at vandre med ham dag for dag.
Tag fat på problemerne
At bede Gud om vort daglige brød frem for vores ugentlige, månedlige eller årlige brød er også en måde, hvorpå vi fokuserer på de mindre og mere medgørlige dele af et problem. For at håndtere noget stort, kan vi være nødt til at arbejde med det i små, daglige portioner. Nogle gange kan vi kun klare en dag – eller bare en del af dagen – ad gangen.
I 1950erne overlevede min mor en barsk kræftoperation, som blev fulgt af adskillige smertefulde strålebehandlinger. Hun husker, at hendes mor lærte hende noget i den periode, som har hjulpet hende lige siden:
»Jeg var så syg og svag, og en dag sagde jeg til hende: ›Åh, mor, jeg kan ikke klare 16 behandlinger mere.‹
Så sagde hun: ›Kan du klare den i dag?‹
›Ja.‹
›Jamen, skat, det er alt, hvad du skal gøre i dag.‹
Det har hjulpet mig mange gange, når jeg husker at tage én dag eller en ting ad gangen.«
Ånden kan vejlede os i, hvornår vi skal se fremad, og hvornår vi blot skal bekymre os om denne ene dag eller dette øjeblik.
At nå vores potentiale
Jeg har foreslået, at det at bede om og at modtage det daglige brød fra Guds hånd er en væsentlig del af at lære at stole på ham og holde ud i livets udfordringer. Vi har også brug for en daglig portion af guddommeligt brød for at blive det, vi må blive. At omvende og forbedre sig og med tiden nå den »vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:13), er en gradvis proces. Det at indarbejde nye og sunde vaner i vores karakter, eller at overvinde dårlige vaner eller afhængighed indebærer ofte en indsats i dag, der skal efterfølges af en anden i morgen og så fremdeles, måske i mange dage, måneder og år, indtil vi opnår sejren. Men vi kan gøre det, fordi vi kan trygle Gud om vort daglige brød, om den hjælp vi har brug for hver dag.
Præsident N. Eldon Tanner (1898-1982), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab har sagt: »Når vi tænker over værdien af at beslutte os for at gøre det bedre, så lad os beslutte at udøve selvdisciplin og nøje udvælge, hvilke beslutninger vi træffer, og overveje hensigten med at træffe dem for til slut at forpligte os til at holde dem og ikke lade noget forhindre os. Lad os ved begyndelsen af hver dag minde os selv om, at vi kan holde det forsæt denne ene dag.«1
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har for nylig sagt, at vedholdenhed i enkle hverdagsanliggender såsom familiebøn, skriftstudium og hjemmeaften er vigtige for at skabe en fremgangsrig familie. »Vores vedholdenhed i at gøre de tilsyneladende små ting,« sagde han, »kan føre til betydelige åndelige resultater.«2
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) talte om omvendelse og gav dette råd: »Vi må passe på ikke at blive mismodige og miste håbet, når vi forsøger at blive mere og mere kristuslignende. Det er en livslang proces at blive som Kristus, og udviklingen og forandringerne kommer ofte så langsomt, at det næsten ikke kan mærkes.«3
Søg Herrens hjælp, når I tjener andre
Husk, at vi ikke alene bør se indad, når vi søger vore daglige mål af guddommeligt brød. Hvis vi skal blive mere som Mesteren, ham, der kom »ikke … for at lade sig tjene, men for selv at tjene« (Mark 10:45), må vi søge hans hjælp for at kunne tjene andre dag for dag.
Præsident Thomas S. Monson lever mere end nogen anden, jeg kender, efter dette princip. I hans hjerte er der altid en bøn om, at Gud vil åbenbare behov og måder for ham til at hjælpe dem omkring sig – på enhver given dag eller tidspunkt. Et eksempel fra hans tid som biskop viser, at selv en beskeden indsats med Åndens hjælp kan bære bemærkelsesværdig frugt.
»En person, som præsident Monson rakte ud mod, var Harold Gallacher. Hans kone og børn var aktive i Kirken, men ikke Harold. Datteren Sharon havde spurgt biskop Monson, om han ›kunne gøre noget‹ for at få gjort hendes far aktiv igen. Som biskop følte han sig en dag tilskyndet til at besøge Harold. Det var en varm sommerdag, da han bankede på Harolds netdør. Biskoppen kunne se Harold sidde i sin stol, rygende en cigaret, mens han læste avisen. ›Hvem er det?‹ spurgte Harold vrangvilligt uden at se op.
›Din biskop,‹ svarede Tom. ›Jeg er kommet for at hilse på dig og opfordre dig til at komme til vore møder sammen med din familie.‹
›Nej, jeg har for travlt,‹ lød det hånlige svar. Han så slet ikke op. Tom takkede ham for at have lyttet og gik. Familien flyttede uden, at Harold nogensinde kom til et møde i Kirken.
Flere år senere ringede bror Gallacher til ældste Thomas S. Monsons kontor og bad om et møde med ham.
… Da de to mødtes en tid efter, omfavnede de hinanden. Harold sagde: ›Jeg er kommet for at undskylde, at jeg ikke rejste mig og lod dig komme ind den sommerdag for mange år siden.‹ Ældste Monson spurgte, om han var aktiv i Kirken. Harold svarede med et skævt smil: ›Jeg er andenrådgiver i menighedens biskopråd. Din opfordring til at komme i kirke og mit negative svar plagede mig så meget, at jeg besluttede at gøre noget ved det.‹«4
Træf daglige valg
At tænke over vort daglige brød gør, at vi er opmærksomme på livets detaljer, på betydningen af de små ting, der optager vores dagligdag. Erfaringen viser, at en stadig strøm af små venligheder og opmærksomheder i et ægteskab fx bidrager mere til at holde kærligheden i live og nære et forhold end en lejlighedsvis stor eller dyr gestus.
På samme måde må vi gennem daglige valg forhindre visse snigende påvirkninger i at komme ind i vores liv og blive en del af os. Under en uformel samtale, som ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) og jeg havde for nogle år siden, bemærkede vi, at man kan undgå den meste pornografi og pornografiske billeder blot ved at træffe kloge valg. I det store og hele, er det ganske enkelt et spørgsmål om selvdisciplin om ikke at gå hen, hvor der er sandsynlighed for at finde pornografi – fysisk eller elektronisk. Vi ved godt, at netop fordi det er så tragisk udbredt, kan pornografi dukke overraskende op for en person, som uforvarende bare gør sit job. »Ja,« sagde ældste Maxwell, »men så kan man slukke for det med det samme. Man behøver ikke at invitere det indenfor og bede det tage plads.«
Det samme gælder andre nedbrydende påvirkninger eller vaner. Når vi hver dag er opmærksomme på at undgå bare begyndelsen til noget sådant, kan det beskytte os mod at vågne op en skønne dag og indse, at en ond svaghed har slået rod i vores sjæl på grund af uopmærksomhed.
I virkeligheden er der ikke mange ting i løbet af en dag, som er helt uden betydning. Selv det dagligdags og det gentagne kan være små, men betydningsfulde byggesten, som med tiden opbygger den disciplin, karakter og orden, der skal til for at realisere vore planer og drømme. Tænk derfor, når I beder om jeres daglige brød, nøje over jeres behov, både hvad I måtte mangle, og hvad I må beskyttes mod. Når I går i seng, så tænk over dagens sejre og nederlag, og hvad der skal til for at gøre morgendagen lidt bedre. Og tak vor himmelske Fader for den manna, han har lagt langs jeres vej, og som holdt jer i live den dag. Jeres tanker vil øge jeres tro på ham efterhånden, som I ser hans hjælpende hånd i forbindelse med at udholde visse ting og ændre andre. I bliver i stand til at glæde jer over endnu en dag, endnu et skridt tættere på det evige liv.
Tænk på livets brød
Frem for alt så husk på, at vi har ham, på hvem mannaen var et forbillede og symbol nemlig Forløseren.
»Jeg er livets brød.
Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde.
Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden‹« (Joh 6:48-51).
Jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at Livets Brød, Jesus Kristus, lever, og om hans forsonings uendelige kraft og rækkevidde. I sidste ende består vort daglige brød af hans forsoning og nåde. Vi bør søge ham dagligt, gøre hans vilje dagligt og blive ét med ham, som han er ét med Faderen (se Joh 17:20-23). Må vor himmelske Fader skænke os dagligt brød, når vi gør det.
Illustrationer: Diane Hayden