Batterier og bitre vinde
C. Lee Bendixsen, Idaho i USA
En dag efter min vagt i templet i Idaho Falls i Idaho, tilbød jeg at køre to brødre ud til deres bil, som var gået i stå på hovedlandevejen lidt syd for Idaho Falls i USA. Et venligt ægtepar var stoppet op den bitterligt kolde decemberdag og havde kørt bror Thompson og bror Clark det sidste stykke vej til templet.
Bror Thompson var overbevist om, at hans bil skulle have nyt batteri. Jeg kørt ham hen til et værksted i nærheden, så han kunne købe et batteri, og da jeg havde værktøj i bilen, tilbød jeg at skifte det.
Heldigvis havde jeg et par nye handsker og min vinterjakke med. Jeg lukkede kølerhjelmen op og gjorde mig klar til at udskifte det gamle batteri med det nye.
For at kunne udskifte batteriet skulle jeg først løsne og flytte flere bildele, som blandt andet tanken til vinduesviskervæsken. Jeg opdagede hurtigt, at mit værktøj ikke passede til de metriske bolte, og flere skruer ville slet ikke give sig. Jeg anvendte forskelligt værktøj, men intet rokkede sig. Temperaturen udenfor lå på omkring -15 grader, og de lastbiler, der drønede forbi, skabte vindstød, som var iskolde. Jeg var nået til et koldt, fortvivlende dødt punkt.
Jeg henvendte mig til den eneste tilgængelige hjælpekilde. Jeg bad inderligt og forklarede min nød til min himmelske Fader og bad om, at han enten ville løsne boltene og skruerne eller vise mig, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg afsluttede min bøn, greb en tang og tog fat på en genstridig skrue. Den var allerede løs! Jeg opsendte en stille og inderlig tak, mens jeg fjernede skruen og fortsatte.
Snart fandt jeg endnu en irriterende, genstridig bolt dybere nede i bilen. Da jeg igen var låst fast, bad jeg endnu mere inderligt om hjælp, og med styrket tillid. Denne gang følte jeg mig vejledt til at løsne nogle dyberesiddende bolte først og så vride batteribøjlen, så det gjorde jeg. Den genstridige bolt løsnedes nu let. Kort efter kunne jeg trække det gamle batteri fri.
Jeg skubbede det nye batteri på plads og begyndte at samle alle løsnede dele, så godt jeg kunne med følelsesløse fingre. Så fastgjorde jeg el-kablet. Bror Thompson drejede på nøglen og smilede bredt, da motoren startede. Taknemligt lukkede jeg kølerhjelmen. Jeg havde stået udenfor i omtrent en time, og mine underben og fødder var helt følelsesløse, da jeg stift vaklede tilbage til min bil.
Jeg fulgte efter bror Thompson og bror Clark til deres hjem for at sikre mig, at de nåede trygt frem. Mens jeg kørte, føltes varmen i min bil herlig, og mine ben og fødder blev langsomt varme igen. Jeg takkede inderligt min himmelske Fader for hans hjælp. Min respekt var til gengæld vakt over at vide, at han havde besvaret disse brødres bøn ved at sende mig som hans tjener. På sin egen vidunderlige måde havde han sørget for deres behov og styrket min tro.