George Albert Smith
Han levede,som han lærte
Episoder fra præsident George Albert Smiths liv viser, at han ikke blot troede på evangeliet – han efterlevede det.
Hen mod slutningen af en stressende dag sad John A. Widtsoe på sit kontor, »ganske træt efter dagens arbejde«. Han stod over for et kontroversielt problem, og han følte den tunge vægt af sit ansvar. »Jeg var udmattet,« fortalte han.
»Netop da bankede det på døren, og ind trådte George Albert Smith. Han sagde: ›Jeg er på vej hjem efter arbejde. Jeg tænkte på dig og de problemer, du skal løse. Jeg kom ind for at trøste dig og velsigne dig …‹
Det vil jeg aldrig glemme. Vi talte sammen i nogen tid; vi skiltes, og han gik hjem. Mit hjerte var lettet. Jeg var ikke længere udmattet.«
Da ældste Widtsoe (1872-1952) mange år senere som medlem af De Tolv Apostles Kvorum mindedes denne oplevelse, sagde han: »Sådan var George Albert Smith … Han gav af sin tid og sin styrke.«1
George Albert Smith (1870-1951), som tjente som Kirkens ottende præsident fra 1945 til 1951, mente, at hvis vi virkelig har et vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, vil det komme til udtryk i vores liv – især i den måde, hvorpå vi behandler andre. »Et korrekt og konsekvent liv,« sagde han, »er det stærkeste vidnesbyrd, vi vil kunne bære om sandheden af dette værk.«2
I Kirkens præsidenters lærdomme: George Albert Smith, studiemateriale for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen 2012, bliver præsident Smiths vidnesbyrd udtrykt med stor vægt – både gennem hans lærdomme og gennem beretninger fra hans liv. Det følgende er nogle eksempler på disse beretninger og lærdomme.
Venlighedens kraft
Engang på en varm sommerdag udførte nogle arbejdere reparationer på vejen uden for præsident Smiths hjem. Efterhånden som arbejdet blev hårdere, og solen bagte, begyndte arbejderne at anvende et forfærdeligt sprog. Kort efter henvendte nogle af naboerne sig til arbejderne og skældte dem ud for deres anstødelige sprog og påpegede, at George Albert Smith boede lige i nærheden. Det gjorde ikke indtryk på arbejderne, som bare bandede endnu mere.
Imens stod præsident Smith i sit køkken og blandede en kande saftevand. Han bragte det ud på en bakke sammen med nogle glas og sagde til arbejderne: »Kære venner, I ser varme og trætte ud. Hvorfor kommer I ikke og sidder under mine træer og får noget koldt at drikke?«
Ydmyge og taknemlige tog arbejderne imod hans tilbud, og efter den velkomne pause fuldførte de deres arbejde omhyggeligt og stille.3
Oplevelser som denne skildrer George Albert Smiths overbevisning om, at vi kan »klare vore problemer i en kærlig og venlig ånd over for alle.«4 »Der er dem, der begår fejltagelser,« sagde han. »Der findes dem blandt os i dag, der er faret vild, men de er vor Herres børn, og han elsker dem. Han har givet dig og mig ret til at opsøge dem i venlighed og kærlighed, med tålmodighed og et ønske om at velsigne og søge at vinde dem væk fra de fejltagelser, de begår. Jeg har ikke ret til at dømme nogle af dem … Men hvis jeg ser dem gøre noget forkert, så har jeg ret til på en eller anden måde om muligt at få dem ind på den rette vej, der fører til evigt liv i det celestiale rige.«5
»Hvilken glæde, hvilken trøst og hvilken tilfredsstillelse vore venner og bekendte kan nyde godt af takket være venlighed. Hvor ville jeg gerne skrive dette ord med store bogstaver i luften og male det med strålende farver. Venlighed er den kraft, som Gud har givet os til at åbne hårde hjerter og blødgøre stædige sjæle.«6
Fortæl andre om evangeliet
Præsident Smith betragtede det at forkynde evangeliet som »det største udtryk for venlighed«.7 Han anerkendte og glædede sig over den godhed, som han fandt i andre trossamfund, men han vidste, at det gengivne evangelium var noget enestående og værdifuldt for menneskeheden.
Engang mens han tjente som missionspræsident, sagde en eller anden til ham: »Tja, så vidt jeg kan se, er jeres kirke lige så god som enhver anden kirke.«
»Jeg går ud fra, at han troede, at han gav os et stort kompliment,« bemærkede præsident Smith. »Men jeg sagde til ham: ›Hvis den kirke, jeg repræsenterer her, ikke er vigtigere for menneskenes børn end enhver anden kirke, så har jeg forfejlet min pligt her.‹«8
En af grundene til, at vores budskab er så vigtigt, sagde præsident Smith, er den kendsgerning, »at de sidste dages hellige er de eneste, som har myndighed fra vor himmelske Fader til at forrette evangeliets ordinancer. Verden har brug for os.«9
Af den årsag ønskede præsident Smith, at sidste dages hellige skulle føle »et stærkt og begejstret ønske om at fortælle vor Faders børn om alt det gode, som han så gavmildt har udøst over os«.10
»Jeg føler sommetider, at vi ikke i tilstrækkelig grad fornemmer betydningen af evangeliet, at vi ikke underviser med den oprigtighed, det kræver.«11
En nær ven bemærkede, at præsident Smith var et eksempel på »oprigtighed« i forkyndelsen af evangeliet: »Ved flere lejligheder havde jeg det privilegium at rejse med tog sammen med præsident Smith. Hver gang lagde jeg mærke til, at så snart folk havde indfundet sig, tog han nogle få pjecer om evangeliet op fra sin taske, lagde dem i sin lomme og bevægede sig derpå rundt blandt passagererne. På sin venlige, behagelige måde stiftede han snart bekendtskab med en medrejsende, og efter kort tid kunne jeg høre ham berette, hvordan profeten Joseph Smith grundlagde Kirken, eller fortælle om de helliges udvandring fra Nauvoo og deres prøvelser og vanskeligheder med at krydse sletterne til Utah, eller forklare nogle evangeliske principper til sin nyfundne ven. Samtale efter samtale fulgte med den ene passager efter den anden, indtil rejsen var slut. I al den tid jeg har kendt præsident Smith, hvilket har strakt sig over 40 år, har jeg lært, at uanset hvor han befinder sig, er han først og fremmest missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«12
Undervis vore børn
George Albert Smith og hans hustru, Lucy, tog formaningen om at »opdrage [deres] børn i lys og sandhed« alvorligt (L&P 93:40). Deres datter Edith fortalte, hvordan hendes far ved en bestemt lejlighed havde udnyttet en mulighed for at undervise. Hun havde taget sporvognen hjem fra en klavertime, og konduktøren havde forsømt at tage imod hendes penge. »Af en eller anden årsag gik han forbi mig,« mindedes hun, »og jeg nåede frem til mit stoppested med mønten i hånden, og jeg var faktisk glad for, at jeg havde fået turen gratis …
Jeg løb glad hen til far for at fortælle ham om mit held. Han lyttede tålmodigt til min historie. Jeg begyndte at synes, at jeg havde haft stor succes …
Da jeg var færdig med min historie, sagde far: ›Men søde skat, selv om kontrolløren ikke ved det, så ved du og jeg og vor himmelske Fader det. Så vi er stadig tre, der skal forvisses om, at du betaler fuld pris for den modtagne ydelse.‹«
Edith gik tilbage til gadehjørnet og betalte sin billet, da sporvognen vendte tilbage. Hun udtrykte senere: »Jeg er virkelig taknemlig for en far, som var klog nok til venligt at påpege min fejl, for hvis han ikke havde gjort det, kunne jeg have troet, at han bifaldt det.«13
Præsident Smith lærte Kirkens medlemmer, at kærlighed rummer kraften til at inspirere vore børn til at leve retskaffent: »Lær jeres børn at overholde de moralske regler. Omgiv dem med kærlighedens arme, så de overhovedet ikke har noget som helst ønske om at tage del i de fristelser til at gøre ondt, der omgiver dem på alle sider.«14
»Det er vores pligt – jeg bør sige, at det er vores privilegium såvel som vores pligt at tage os tilstrækkelig tid til at værne om vore børn og elske dem således og gøre os fortjente til deres kærlighed, at de med glæde lytter til vores råd og vejledning.«15
Evige familier
George Albert og Lucy Smith havde været gift i 40 år, da Lucy gik ind i en længere periode med dårligt helbred. Skønt præsident Smith var bekymret for hende og trøstede hende, så godt han kunne, krævede hans pligter som generalautoritet ofte, at han var væk hjemmefra. Efter at præsident Smith en dag havde holdt tale ved en begravelse, rakte nogen ham en besked om, at han skulle skynde sig hjem. Han skrev senere i sin dagbog:
»Jeg forlod straks kirkebygningen, men min elskede hustru havde taget sit sidste åndedrag, før jeg nåede hjem. Hun gik bort, mens jeg talte ved begravelsen. Jeg er selvfølgelig blevet berøvet en hengiven medhjælper og bliver ensom uden hende.
Skønt min familie er sorgfulde,« fortsatte han, »så trøstes vi dog ved visheden om, at vi skal genforenes med hende, hvis vi forbliver trofaste … Herren er venlig og har fjernet dødens brod, hvilket jeg er dybt taknemlig for.«16
Præsident Smith fandt styrke og trøst i sit vidnesbyrd om frelsesplanen og tempelordinancerne, som knytter familier sammen for evigt. Han sagde:
»Forsikringen om, at vores forhold her som forældre og børn, som ægtemand og hustru fortsætter i himlen, og at dette blot er begyndelsen til et storslået og herligt rige, som vor Fader har bestemt, vi skal arve på den anden side, fylder os med håb og glæde.
Hvis jeg skulle forestille mig, som så mange gør, at nu, hvor min elskede hustru og mine elskede forældre er borte, er de ude af mit liv for evigt, og jeg skal aldrig se dem igen, så ville det frarøve mig en af de største glæder, jeg har i livet: Forventningen om at møde dem igen og modtage deres velkomst og hengivenhed og takke dem fra mit hjertes allerinderste for alt, hvad de har gjort for mig.«17
»Når vi forstår, at døden kun er et af de skridt, som Guds børn skal tage undervejs i evigheden, og at det er ifølge hans plan, frarøver det døden sin brod og bringer os ansigt til ansigt med det evige livs virkelighed. Det har været mange familiers lod at sige midlertidigt farvel til dem, de elsker. Når sådanne dødsfald forekommer, forstyrrer de os, hvis vi lader dem gøre det, og bringer således stor sorg ind i vores liv. Men hvis vore åndelige øjne kunne åbnes, og vi kunne se, er jeg sikker på, at vi ville blive trøstet, med det, vore øjne ville skue. Herren har ikke efterladt os uden håb. Tværtimod har han givet os al mulig forsikring om evig lykke, hvis vi vil tage imod hans råd og vejledning, mens vi er her på jorden.
Det er ikke en forgæves drøm. Det er kendsgerninger.«18
Kærlighed og tjeneste
Præsident Smith var nok bedst kendt for den kærlighed, som han viste andre. Han mente, at kærlighed var kernen i evangeliet. Han fortalte de hellige: »Hvis Jesu Kristi evangelium, som I har fået, ikke har sået den følelse af kærlighed i jeres hjerte for jeres medmennesker, da ønsker jeg at sige, at I ikke i fuld udstrækning har benyttet jer af den vidunderlige gave, der kom til jorden, da denne kirke blev organiseret.«19
Som Kirkens præsident velsignede præsident Smith tusinder af mennesker gennem den verdensomspændende velfærdsindsats og andre initiativer. Ikke desto mindre fandt han også tid til mindre, mere personlige barmhjertighedsgerninger. En af hans venner, ældste Richard L. Evans (1906-1971) fra De Tolv Apostles Kvorum, skrev: »Det er ikke usædvanligt før og efter arbejdstid at se ham vandre på hospitalsgange og besøge stue efter stue, velsigne, opmuntre og opløfte med sin uanmeldte ankomst på de steder, hvor hans tilstedeværelse med trøst og forsikring er så uendelig velkommen … Det er typisk for ham at tage hen, hvor som helst han føler, han kan yde hjælp og opmuntring.«20
Præsident Thomas S. Monson har fortalt dette eksempel på præsident Smiths kærlighed: »En kold vintermorgen i Salt Lake City var snerydningsholdet i færd med at fjerne nogle store sne- og isbunker fra gadens rendesten. Det faste hold fik hjælp fra nogle midlertidige arbejdere, som desperat havde brug for arbejde. En af disse havde kun en tynd trøje på og frøs bitterligt. En slank mand med veltrimmet skæg standsede op foran holdet og sagde til arbejderen: ›Du er nødt til at have mere end den trøje på en morgen som denne. Hvor er din frakke?‹ Manden svarede, at han ikke havde nogen frakke at tage på. Den fremmede tog derpå sin egen overfrakke af, gav den til manden og sagde: ›Denne frakke er din. Den er ulden og skal nok holde dig varm. Jeg arbejder lige overfor på den anden side af gaden.‹ Gaden var South Temple. Den barmhjertige samaritaner, som gik ind i Kirkens administrationsbygning uden overfrakke for at udføre sit daglige arbejde, var præsident George Albert Smith fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hans uselviske og gavmilde gerning afslørede hans gode hjerte. Han var bestemt sin broders vogter.«21
Dagliglivets detaljer
Hvad enten han forkyndte sin tro blandt togpassagerer eller gav en frysende gadefejer sin egen frakke, så forkyndte præsident George Albert Smith konstant sit vidnesbyrd gennem sine handlinger så vel som sine lærdomme. Et fremtrædende tema, som går igen i Kirkens præsidenters lærdomme: George Albert Smith er, at Jesu Kristi evangelium bør have en stærk indflydelse på vores liv.
Som en iagttager har sagt om præsident Smith: »Hans religion er ikke en lære lagt på køl. Den er ikke kun teori. Den betyder mere for ham end en beundringsværdig plan. Den er mere end en livsfilosofi. For én så praktisk anlagt som ham er religion den ånd, hvorved et menneske lever, hvorved det gør ting, om det så blot er at sige et venligt ord eller give et glas vand. Hans religion er nødt til at komme til udtryk i gerninger. Den må omfatte hverdagens detaljer.«22
Præsident J. Reuben Clark jun. (1871-1961), en af hans rådgivere i Det Første Præsidentskab, opsummerede præsident Smiths liv med disse ord: »Han er et af de få mennesker, hvorom man kan sige, at han levede, som han lærte.«23
Portræt: John Hafen, gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Præsident Smith fremviser Mormons Bog til Many Turquoise (til venstre) og Manuelito Begay.
Til venstre: Foto gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Øverst: Præsident Smith med sin søn George Albert Smith jun. Herover: Et nummer af Time fra 1947 bragte en artikel om præsident Smith og Kirken.
Til venstre: Fotografi af præsident Smith og hans søn gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske museum