Tjeneste i Kirken
Lederskab på Herrens måde
Når vi tjener og leder på den måde, som Herren har forklaret, uanset hvilken kaldelse vi sidder i, kan vi både velsigne og blive velsignet.
Da bror Jones og hans søn fik til opgave at besøge familien Williams, begyndte de at komme hver måned. Disse besøg viste Kim, familiens datter, at de holdt af hende. Hun havde mange spørgsmål om evangeliet og nød at tale med dem.
En sommer, hvor Kim baksede med at finde ud af, om hun havde et vidnesbyrd, blev bror Jones og en anden præstedømmebærer med Det Melkisedekske Præstedømme bedt om at overvære Unge Pigers lejr. Kim fortalte senere, hvor meget det betød for hende at have sin hjemmelærer i lejren. Hun fortalte sin familie, at hun havde opnået et vidnesbyrd om Frelserens kærlighed til hende, da bror Jones og en anden præstedømmebærer på hendes anmodning gav hende en præstedømmevelsignelse på lejren.
Hendes hjemmelærere var virkelig familien Williams’ venner. Deres indflydelse havde betydning for Kim og hendes forældre – og for Herren.
Lederskab og kaldelser
I dagens verden er det almindeligt at måle ens personlige vækst ud fra stadigt større ansvar på arbejdspladsen eller lønforhøjelser, som signalerer store personlige præstationer. Vi ser ofte synlige ansvarsposter som et fingerpeg om, at en person yder vigtige bidrag. Det er derfor ikke overraskende, at mange mennesker har svært ved at finde ud af, hvordan de skal måle deres vækst i åndelige anliggender.
Jeg har hørt mange sidste dages hellige betvivle deres egen status, fordi de ikke er blevet kaldet til lederstillinger i Kirken. Men er det rimeligt at måle vores fremgang ud fra lederstillinger?
Faktisk kræver lederskab ikke en kaldelse. Nogle mennesker, der udøver en opløftende og opmuntrende indflydelse, der er indbegrebet af sandt lederskab, gør det uden at have en kaldelse eller stilling. Lære og Pagter 121 forkynder nogle vigtige lektier om lederskab:
»Ved sørgelig erfaring har vi lært, at det er næsten alle menneskers natur og tilbøjelighed, at de, så snart de mener, at de har fået en smule myndighed, da straks begynde at udøve uretfærdigt herredømme.
Derfor er mange kaldet, men få er udvalgt.
Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,
ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen« (v. 39-42).
Det er almindeligt at forveksle lederskab med at fortælle folk, hvad de skal gøre. Det kan føre til uretfærdigt herredømme. Det er ikke passende at sige: »Du skal gøre, som jeg siger, fordi jeg (som bærer præstedømmet eller er kaldet af præstedømmet) siger det.« En vigtig lektie fra afsnit 121 er, at en ægte leder ikke giver vejledning og forventer, at den bliver fulgt udelukkende på grund af vedkommendes stilling. Næ, præstedømmelederskab er at indbyde. En venlig indbydelse, som bygger på sand kundskab og uskrømtet kærlighed, er altid bedre til at motivere end: »Fordi jeg siger det«.
Det er sandt, at ledere, der har det med at udstede ordrer, kan få udrettet mere. Men de leder ikke på den måde, som Herren har åbenbaret. Og de udvikler ikke de uafhængige evner og den selvtillid, som burde findes blandt dem, de leder.
Sandt lederskab
Læg mærke til, at kaldelser eller myndighedsembeder ikke nævnes i versene 41 og 42 som en passende måde at udøve magt eller indflydelse på. En sand leders magt og indflydelse udøves snarere gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed, uskrømtet kærlighed, venlighed og sand kundskab. Disse kendetegn ved sandt lederskab kan udvises af alle, uanset kaldelse eller stilling.
Lederkaldelser minder meget om støttehjul på en cykel. Støttehjulene gør det muligt for barnet at lære at holde balancen og cykle med selvsikkerhed. En lederkaldelse gør det muligt for mennesker at lære at elske, være tålmodige og overbevise gennem sand kundskab og venlighed. De kan også lære, at ethvert forsøg på at fremtvinge en bestemt adfærd ledsages af Åndens tilbagetrækning og mindsket effektivitet.
Når vi bliver afløst, erfarer vi, om vi har udviklet os og lært noget af vores kaldelse. Har vi lært at elske og tjene andre uden at være kaldet til at motivere? Har vi lært at tjene med kraft og udøve en positiv indflydelse på grund af det, vi er blevet?
Herren kalder os gentagne gange gennem vores liv. Han kender vores hjerte. Han kalder os, når han har brug for vores særlige evner, kundskab eller lydhørhed over for Ånden. Han kalder på os i overensstemmelse med vores villighed til at høre hans røst og elske, som han elsker.
Når vi lærer at øve en positiv indflydelse på Herrens måde, bliver vi mennesker, som opløfter andre, fordi det er sådan vi er. Kaldelser er så ikke hovedårsagen til vores gode indflydelse. Men når vi kaldes, tjener vi godt, der hvor vi får til opgave at tjene i Kirken.
Hvad enten vi tjener i Søndagsskolen eller i ungdomsprogrammet, som hjemmelærer eller besøgslærer, ja, endog som biskop eller hjælpeforeningspræsident, bliver vores tjeneste et udtryk for vores kærlighed til Frelseren. Når vi tjener og leder på den måde, som han har forklaret, uanset hvilken kaldelse vi sidder i, kan vi både velsigne og blive velsignet.
Fotoillustration må ikke kopieres