De talte til os
Se op
Det er en udfordring for os alle ikke at se til siden for at finde ud af, hvordan andre ser os, men at se opad for at finde ud af, hvordan vor himmelske Fader ser os.
Som ung mand blev jeg kaldet på mission til Hamburg i Tyskland. På sprogskolen – forløberen for vore dages missionærskole – kæmpede jeg med at lære sproget. Da den første og siden den anden uge gik, bemærkede jeg, at de andre i mit distrikt lærte meget hurtigere end jeg gjorde. Mens de gik videre til vanskeligere begreber, forblev mine die,der og das en katastrofe.
Jeg begyndte at blive bekymret – og modløs. Hvordan skulle jeg med held kunne udføre en mission, hvis jeg ikke kunne kommunikere med det folk, jeg var kaldet til at undervise?
Jeg bad om hjælp og fik en præstedømmevelsignelse, som gav mig en vis opmuntring. Men jeg blev ved med at søge og kæmpe, og en dag følte jeg mig mere anspændt og bekymret end nogensinde før. Da min kammerat og jeg gik ned ad en gang, stoppede jeg ud for pedellens lille rum. Jeg bad min kammerat om at vente på mig et øjeblik. Jeg smuttede ind i det lille rum og knælede på en moppe. Jeg begyndte at bede min himmelske Fader om trøst.
Herren besvarede min bøn. Jeg fornemmede denne tanke komme til mit sind: »Jeg har aldrig kaldet dig til at mestre det tyske sprog. Jeg har bare kaldet dig til at tjene af hele dit hjerte, sind og styrke.«
Jeg tænkte: »Det kan jeg godt klare. Jeg kan tjene af hele mit hjerte, sind og styrke. Hvis det er det, Herren har kaldet mig til, så kan jeg klare det.« Jeg rejste mig og følte mig utroligt lettet.
Fra det øjeblik ændrede min målestok sig. Jeg målte ikke længere min fremgang og succes mod min kammerats eller mod andre medlemmers af mit distrikt. I stedet fokuserede jeg på, hvordan Herren syntes, at jeg klarede det. I stedet for at kigge til siden og sammenligne mig med andre, begyndte jeg at kigge op, så at sige, for at finde ud af, hvad han mente om min indsats.
Jeg tror ikke, at jeg lærte sproget hurtigere eller meget bedre fra da af, men jeg følte ikke længere den bekymring, jeg tidligere havde følt. Jeg vidste, hvad Herren forventede af mig, og at jeg magtede at gøre det.
Jeg begyndte at rådføre mig med Herren om morgenen og fortælle ham, at jeg ikke vidste, hvad dagen ville bringe, men at jeg ville gøre mit bedste. »Lad mig lære det, som jeg kan lære,« bad jeg, »men uanset hvad, vil jeg yde mit bedste for dig i dag.«
Om aftenen bad jeg igen for at aflægge rapport om, hvad jeg havde studeret, og hvad jeg havde udrettet. Jeg fortalte min himmelske Fader om både mine kampe og mine succeser. Jeg var begyndt at henvende mig til ham – ikke til andre eller endog mig selv – for at få vurderet min fremgang.
Den lektie, som jeg lærte i det lille kosteskab for mere end 35 år siden, er blevet bevaret i mit sind gennem flere kaldelser og opgaver. Når jeg er blevet bedt om at udføre noget, hvor forventningerne synes større end mine evner, har jeg tænkt på den oplevelse og sagt til mig selv: »Vent. Hvem har kaldet dig? Hvem er det, du tjener? Hvem vil du gerne behage?«
Den verden, som vi lever i, har mange målestokke – og de fleste af dem er af ydre karakter. Jeg mener, at sådanne målestokke især kan være barske for unge mennesker. Man går i skole og får en karakter, men den tager ikke nødvendigvis højde for alt det andet, som du oplever i dine andre klasser eller i din familie eller din nuværende situation. Nogle gange bedømmes vi på vores udseende eller den bil, vi kører i. Måske bygger vi vores selvværd på antallet af venner, der skriver på vores væg på de sociale netværkssider. Vi bekymrer os om, hvad andre mener om den, vi går ud med, eller hvad folk vil tænke, hvis vi gifter os, før vi er færdige med studierne. Det er så let at blive revet med af at skulle behage andre, men vi kan ikke sætte vores lid til ydre målestokke; verden kan være alt for hurtig til både at rose og kritisere.
Jeg tror, at udfordringen for os alle – men måske især for unge voksne – er at prøve at undgå at se til siden for at finde ud af, hvordan andre ser på vores liv, og i stedet kigge opad for at finde ud af, hvordan vor himmelske Fader ser os. Han ser ikke på det ydre, men på hjertet (se 1 Sam 16:7). Og han ved, bedre end nogen anden, hvad enhver af os har brug for.
Hvordan skal vi så »se op«? Her er nogle principper, som kan hjælpe.
Træk på åndelig kraft
Vi kan trække på den åndelige kraft, som vi har brug for til at træffe beslutninger, ved at indlede hver dag med personlig bøn og studium af skriften. Den bøn kan omfatte en anmodning om at være modtagelig for Guds plan for os. Skønt vi ikke kan se hele planen, kan vi dog bede om at være modtagelige for den del af planen, som viser sig den dag. Når vi er modtagelige, ser vi frugten af vores beslutning om at følge ham. Vi bliver i stand til at handle ud fra de tilskyndelser, vi modtager. Og vi bliver i stand til at udføre vanskelige opgaver, og at gøre det, der kræves, af de rette årsager.
Hold dig i harmoni med den vejledning, du modtager
Vi kan »se op« ved at være tro mod den vejledning, som vi har modtaget fra en kærlig himmelsk Fader gennem personlig åbenbaring. Til tider vil andre tale os fra at handle ud fra det, vi har modtaget, og selv om de kan have gode intentioner, må vi forblive tro mod det, vi har følt.
Min hustru og jeg har en datter, der tjener på en fuldtidsmission i Spanien. Den samme datter tilbragte en del af sine sidste skoleår i New Zealand, mens jeg var missionspræsident. Da hun fyldte 21, sagde hun: »Far og mor, jeg tror, at jeg skal på mission.« Selvfølgelig var vi glade for denne retskafne beslutning, men da jeg vidste, at det havde været et offer for hende at flytte væk fra sine venner og sin familie i sine teenageår, sagde jeg: »Du har allerede udført en mission.«
Hun smilede og sagde: »Nej, far, det har du. Nu vil jeg ud og tjene Herren.«
»Godt,« sagde jeg og smilede. »Udfør du din mission. Følg tilskyndelsen til at tjene.«
I dag er jeg lykkelig for, at hun ikke alene tjener vor himmelske Fader og hans børn i Spanien, men også at hun fulgte den tilskyndelse, som hun følte. Hun lod end ikke mig – en velmenende forælder – overbevise hende om, at hun skulle gøre noget andet end det, som hun følte var rigtigt og følge vor himmelske Faders plan med hende.
Vær ikke bange for at handle
Lige så vigtigt som det er at lære vor himmelske Faders plan at kende, lige så let er det at blive opslugt af at skulle kende det hele, fra start til slut, at vi bliver bange for at handle. Lad være med at gå i den fælde. Træf gode valg ud fra din bedste dømmekraft og fortsæt så. Vi bliver velsignet, når vi træffer valg. Vær ikke bange for at træffe valg, fordi du er bange for at begå fejltagelser. Vær ikke bange for at prøve noget nyt. Det skaber glæde på vor rejse, når vi gør det.
Bliv på din post
Da vores familie boede i New Zealand, blev vi somme tider overvældet af de mange udfordringer som undersøgere, nye medlemmer, missionærer og andre kæmpede med. Vi bad ofte om svar – og forventede at modtage dem hurtigt!
Vi har alle brug for hjælp. Og nogle gange kommer de løsninger, som vi søger, virkelig hurtigt. Men andre gange kommer de på andre måder, end vi havde håbet på. Eller de kommer senere, end vi havde forventet. Og til tider synes de slet ikke at komme.
I sådanne tilfælde gælder det om at tillægge sig den indstilling at »blive på sin post«, indtil Herren sender hjælp, uanset hvor lang tid det tager. Men at blive på sin post betyder ikke, at man står stille. Som jeg nævnte før, skal du ikke være bange for at handle. Bliv ved med at gøre det gode. Bliv ved med at holde befalingerne. Bliv ved med at bede og studere og gøre dit bedste, indtil du modtager yderligere vejledning. Lad være med at forlade din post. Til rette tid vil Herren lade alt udvirke til det bedste for dig.
At »se op« har været til velsignelse for mig igen og igen, siden min oplevelse på sprogskolen. Som Mormon forklarer i Helaman 3:27: »Herren er barmhjertig mod alle, som i hjertets oprigtighed vil påkalde hans hellige navn.« Jeg har følt og oplevet hans barmhjertighed og kærlighed. Jeg ved, at hans barmhjertighed udstrækkes til os alle, når vi tror og påkalder hans navn.
Fotoillustrationer: Matthew Reier.