Unge
Mod til at klare stormen
På den anden aften under min stavs UP-lejr opstod der et voldsomt skybrud med en tornado. Omkring 24 unge piger fra min menighed samt to ledere deltog i lejren, og vi måtte alle krybe sammen og søge ly i en lille hytte. Regnen faldt tungt, og vinden blev voldsommere. Jeg måtte konstant minde mig selv om den bøn om beskyttelse, som vores stavspræsident havde opsendt tidligere. Vores menighedsgruppe bad også selv i hytten, og jeg bad mine personlige bønner.
Mange af pigerne var bange, og det var let at se hvorfor. Vores hytte var ikke særlig solid, og vi lå lige ved en flod. Efter cirka 20 minutter blev uvejret så voldsomt, at hele staven måtte flygte fra deres hytter op til vejledernes hytter, som lå højere oppe. Min stavspræsident bad endnu en bøn, og vi sang salmer, primarysange og lejrsange i et forsøg på at dulme vore nerver. Ja, vi var bange, men vi følte også, at alt nok skulle ordne sig. En halv time senere, var det atter sikkert at vende tilbage til vore hytter.
Senere fandt vi ud af, hvad der var sket med tornadoen den aften. Den havde delt sig i to storme. Den ene af dem bevægede sig til højre for os og den anden til venstre. Så det, der ramte os, var slet ikke det værste af uvejret!
Jeg ved, at Gud hørte vore bønner den aften, og at han beskyttede os fra det værste af stormen. Hvorfor skulle en tornado dele sig, medmindre Gud havde brug for det? Jeg ved, at vi i livets storme altid kan bede til vor himmelske Fader, og så vil han høre og svare os og give os det mod og den beskyttelse, som vi har brug for til at klare os sikkert igennem.
Foto © Corbis