2012
Vær et lysende eksempel
Januar 2012


Vær et lysende eksempel

I, Kirkens unge mænd – diakoner, lærere og præster i Det storslåede Aronske Præstedømme – I har påtaget jer Frelserens navn; I bærer hans hellige præstedømme; I er blevet kaldet til at udføre hans værk og velsigne alle, som kender jer. Nu er tiden inde til at opfylde jeres præstedømmepligter og »lad[e] jeres lys skinne« som »et banner for folkeslagene« (L&P 115:5).

Nu er det tid til at lade »jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16). Jesus Kristus er det fuldkomne eksempel. Stræb efter at lære ham at kende, følg ham og bliv mere som han ved at efterleve hans bud og Kirkens standarder, som de er beskrevet i Til styrke for de unge. Når I gør det, bliver I en lysende styrke af åndelig kraft for dem omkring jer.

Herren har sagt: »Vær rene, I som bærer Herrens kar« (L&P 133:5). Jeres moralske renhed gør det muligt for jer at skinne med et særligt lys for medlemmer af jeres menighed, når I værdigt repræsenterer Frelseren ved forrettelsen af nadveren hver søndag.

Hold øje med og grib enhver mulighed for at tjene jeres familie, venner, kvorumsmedlemmer og andre. I bliver da en glad lysbringer for dem og for dem, der betragter jer i det skjulte.

Lad jeres lys skinne med oprigtigt venskab og venlighed mod alle. Lad jeres venner få del i de vidunderlige velsignelser ved aktivitet i kirken og evangelisk undervisning. Vær modige og indbyd dem til at komme til verdens Lys og Liv – nemlig Jesus Kristus.

Vi elsker jer. Vi beder for jer. Vi bærer vidnesbyrd om, at Herren elsker jer og har brug for, at I hjælper med at opbygge hans rige. Nu er det tid at »rejse jer og lade jeres lys skinne« som bærer af hans hellige præstedømme. Når I ærer dette præstedømme og udfører jeres pligt mod Gud, bliver jeres lys »et banner for folkeslagene«.