Pionerer i alle lande
Sidste dages hellige i Italien En arv af tro
Forfatteren bor i Utah, USA.
Kirkens historie i Italien begynder på Det Nye Testamentes tid, hvor hovedstaden i det romerske rige var hjemsted for en gruppe trofaste kristne. I Bibelen står der ikke angivet, hvem der oprindeligt bragte evangeliet til Rom. Men en af Kirkens grene havde været der i »mange år« (Rom 15:23), da apostlen Paulus sendte et brev til romerne omkring 57 e.Kr..
Paulus beskrev de kristne i Rom som »fulde af godhed« (15:14). Han var bekendt med nogle af dem, og hans brev indeholdt en lang liste af elskede hellige, som han sendte sine hilsner til (se 16:1-15).
Paulus lovpriste disse kristnes tro og fortalte dem, at han bad indtrængende for dem. Han længtes efter at se dem og håbede på, at Gud ville skænke ham at kunne besøge dem snart (se 1:8-15).
Da han til sidst kom til Rom, var det som fange. Men kirkemedlemmernes forventning til hans ankomst var så stor, at nogle af brødrene rejste 70 km for at møde ham i Forum Appii. Da han så dem, »takkede han Gud og fik nyt mod« (ApG 28:15).
Senere led Paulus martyrdøden i Rom, hvor kristne blev hårdt forfulgt af Nero og andre kejsere. Med tiden begyndte Kirkens frafald. Men de første romerske hellige efterlod en arv af tro i rigets centrum, der lagde op til kristendommens udbredelse i resten af verden.
Et folk skjult af Herren
I 1849 blev ældste Lorenzo Snow (1814-1901) fra De Tolv Apostles Kvorum kaldet til at oprette en mission i Italien. Da han overvejede, hvor han skulle begynde, fik han kendskab til valdenserne, et religiøst samfund, der lå i Piemontes bjerge i den nordvestlige del af Italien.
Det valdensiske folk havde udholdt hård forfølgelse i mere end 7 århundreder på grund af deres tro. Flere hundrede år før den protestantiske reformation forkyndte de, at Kristi kirke var endt i en frafalden tilstand. De løsrev sig fra den romersk-katolske kirke og blev derfor udråbt til kættere og blev fordrevet fra byerne, torteret og myrdet. Frem for at afsværge sig deres tro, flygtede de op i bjergene.1
»En strøm af lys syntes at åbne mit sind, da jeg tænkte på det valdensiske folk,« skrev ældste Snow. I et brev hjem skrev han: »Jeg tror, at Herren har skjult et folk oppe i Alperne.«2
I andre italienske regioner var lovgivningen ikke så gunstig over for missionering. Men to år før ældste Snows besøg, var det valdensiske folk blevet skænket religiøs frihed efter århundreders forfølgelse.3 Ikke blot det, men flere af dem havde haft utrolige drømme og syner, der forberedte dem på at modtage missionærernes budskab.4
Ældste Snow indviede, ledsaget af to missionærer, Italien til forkyndelsen af evangeliet den 19. september 1850. Ældste Snow skrev: »Fra den dag opstod der muligheder for forkyndelse af vores budskab.«5
I løbet af de næste fire år blev missionærernes anstrengelser mødt af både fremgang og modgang. De udgav to missionærpjecer og en italiensk oversættelse af Mormons Bog. De døbte en del omvendte. Men i 1854 var arbejdet svundet ind – missionærerne blev kaldet til andre områder, de mest standhaftige nyomvendte immigrerede til Utah, og forfølgelsen tog til. I 1862 ophørte al aktiv missionering, og missionen blev lukket i 1867.
Den Italienske Mission var kun aktiv i 12 år. Men i løbet af den tid blev 12 familier og 7 personer omvendt og immigrerede til Utah. De valdensere, der tog imod evangeliet, tilførte styrke til Kirken i Utah. Og i dag kan titusinder af medlemmer spore deres slægt tilbage til de 72 trofaste valdensere, der forlod deres fædrende hjem for at slutte sig til de sidste dages hellige i Rocky Mountains.6
Fremskynd værket
Da Den Italienske Mission lukkede, blev der i næsten et hundrede år ikke udført nogen officiel missionering i Italien. Da evangeliets lys igen begyndte at skinne i Italien, var det midt under 2. verdenskrig, hvor sidste dages hellige soldater fra USA var udstationeret i byer rundt omkring i Italien. Disse medlemmer dannede grupper, der mødtes til søndagsmøder. Grupperne fortsatte med at mødes efter krigen, idet medlemmerne blev udstationeret på militærbaser i Italien.
I løbet af de næste 20 år fremskyndte Herren sin værk. Italienere begyndte at tilslutte sig Kirken efter at have mødt missionærerne i nærliggende lande. I Napoli og Verona blev grupper af de sidste dages hellige soldater oprettet som grene under ledelse af Den Schweiziske Mission. Missionen fik Mormons Bog oversat til Italiensk og fik den udgivet. Tiden nærmede sig, hvor missionærer kunne sendes til Italien.
I 1964 blev Italien organiseret som et distrikt i Den Schweiziske Mission, og snart blev italiensktalende missionærer sendt til flere byer. I 1966 blev Den Italienske Mission organiseret, hvilket var 99 år efter, at den oprindelige Italienske Mission lukkede. Ældste Ezra Taft Benson (1899-1994) fra De Tolvs Apostles Kvorum genindviede Italien til forkyndelse af evangeliet.
Ti år efter missionen blev genåbnet, var medlemstallet i Italien steget fra 300 til 5.000. I 1982 var antallet fordoblet. I de seneste år har væksten været utrolig. Fra 2005 til 2010 er der dannet yderligere fire stave, så der nu er i alt syv stave. I dag er der tæt på 25.000 sidste dages hellige i Italien.
Grundlæggelse af Kirken
Ældste Craig A. Cardon fra De Halvfjerds er en af de tusindvis af sidste dages hellige, der kan spore sine forfædre tilbage til Phillipe Cardon, en valdensisk nyomvendt, der immigrerede til Utah i 1854. Ældste Cardon har været vidne til opblomstringen af Herrens værk i sine forfædres fædreland, først som missionær i den nyåbnede Italienske Mission i 1960’erne og senere som præsident for Rom Missionen i Italien i 1980’erne.
Da ældste Cardon blev kaldet som missionspræsident i 1983, var alle med undtagelse af en kirkebygning i Rom lejede bygninger. På den tid blev nye kirkebygninger til dels betalt igennem donationer fra medlemmerne i området. Da der skulle bruges penge til at opføre flere bygninger, så det på papiret umuligt ud for medlemmerne at kunne bidrage med så meget. Efter bønsomt at have vendt situationen, blev de italienske medlemmer opfordret til at tage de penge, de ville have brugt på jul det år, og donere det til byggefonden. I stedet for gaver skulle familierne lægge en mursten under juletræet, der repræsenterede deres offer.
»Der skete et mirakel ved den begivenhed,« siger ældste Cardon. »Bidragene overskred behovet. På grund af donationerne og de helliges fortsatte trofasthed i at betale tiende, udøste Herren store åndelige velsignelser over missionen og de hellige, idet de gjorde alt, hvad de kunne for at etablere Kirken. Jeg er overbevist om, at deres forpligtelse var en central del af det, der fik Kirken til at vokse i den udstrækning, at en stav blev organiseret, og at der nu er et tempel under opførelse i Rom.«7
Forud for sin kaldelse som generalautoritet, vendte ældste Cardon tilbage til Italien i 2005 for at være til stede, da Roms Stav i Italien blev dannet. Det var en smuk oplevelse. »Her var der præstedømmestyrke,« fortæller han, »præstedømmets nøgler, skriftens definition på et tilflugtssted – en stav – var nu grundlagt i Rom.«
Et tempel i Rom
Ved oktoberkonferencen 2008, da præsident Thomas S. Monson bekendtgjorde, at der skulle bygges et tempel i Rom, kunne der høres en gispen og en hvisken af begejstring i konferencecenteret. I Italien kom forsamlinger af hellige, der fulgte med via satellit, med glædesråb. En søster mindes: »Vi tog hjem, opløftede og fulde af glæde i hjertet.«
Hvorfor betyder ideen om et tempel i Rom så meget? Udover templets dybe åndelige betydning, så har medlemmerne en forståelse af byens historiske vigtighed, siger ældste Cardon: »Dens ledelse og magt under dens storhed; dens opdagelsesrejsende, kunstnere, videnskabsmænd og opfindere, som har bidraget med så meget til verden; og den velsignelse, som Roms religiøse styrke har været i at introducere kristendommen over hele verden er altsammen en del af Roms historie, og nu velsignes det med et Herrens tempel.« Ved spadestiksceremonien i 2010 sagde præsident Monson: »Templet, der skal bygges her på dette sted, betyder alt for sidste dages hellige.«8
I mere end 40 år har italienske medlemmer rejst til templet i Bern i Schweiz, hvor nogle måtte rejse i to dage for at komme dertil. Massimo de Feo, tidligere præsident for Roms Stav og nu områdehalvfjerdser, tror, at templet i Rom er et tegn på, at Herren har set de sidste dages helliges mange års tjeneste og ofre og anerkender deres store ønske om et tempel.
Da templet blev bekendtgjort, fortæller ældste Massimo, var begejstringen lig den, man mærker på et stadion, når et hold vinder i sidste sekund. Glæden var lig det, som han forestiller sig, at vi følte i forudtilværelsen, da frelsesplanen blev bekendtgjort. De hellige krammede, smilede og græd. Det var ren glæde.
»Det er vidunderligt at tjene Herren i disse dage,« siger ældste De Feo, »helt specielt for Italien, for Rom.« Han vidner: »Jeg ved, at Herren velsigner denne del af hans rige rigt.«9
Medlemmer i Italien
|
1854 |
66 |
|
1965 |
287 |
|
1975 |
3.929 |
|
1985 |
12.000 |
|
1995 |
17.000 |
|
2005 |
21.791 |
|
2013 |
25.453 |
Unge fra Rom Øst Stav hjælper med at gøre rent og med at male et herberg.
Ældste Ezra Taft Benson (i midten) mødes med missionærer fra den nydannede Italienske Mission.
Catania Menigheds kirkebygning på Siciliens kyst. Catania Gren blev dannet i 1967, et år efter organiseringen af Den Italienske Mission.
Foto: Massimo Criscione, undtagen hvor angivet; foto af Cinque Terre: Daniel John Anderson; foto af bjerge © Corbis
Foto af statue af Konstantin: Tetra images/Thinkstock
Længst til venstre: Foto af Massimo Criscione og Kimberly Reid; til højre: Romerske søjler: hamai/iStockphoto/Thinkstock